Forsker: Der findes en bedre løsning end referencepriser

Af Anders Munk-Nielsen
Adjunkt, ph.d., Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Sundhedsbudgetterne er under pres som aldrig før. For nyligt lukkede Rigshospitalet sit barselshospital trods stor patienttilfredshed.

Nedskæringerne vil kun blive mere mærkbare, efterhånden som hospitalerne tvinges til at skære i kerneydelserne for at finde yderligere besparelser.

En væsentlig årsag til besparelserne er de eksplosivt stigende udgifter til medicin. Justeret for inflation brugte sygehusene i 1997 samlet set 2,2 milliarder kroner på lægemidler. I 2017 var det tal steget til 10,9 milliarder kroner, svarende til en femdobling.

En stor del af denne stigning kan tilskrives cancermedicin alene, som steg fra 0,4 milliard kroner til 6,1 milliarder kroner – 17 gange så store udgifter!

Ikke den bedste løsning
Regeringen ønsker at bremse udgiftsstigningen med sit udspil om eksterne referencepriser på medicin (ERP). Systemet bruges også i en række andre europæiske lande, men her kommer en god og en dårlig nyhed:

De europæiske landes flittige brug af referenceprissystemet svarer i praksis til at kigge efter sidemanden til eksamen – med fare for at kopiere sidemandens fejl.

Anders Munk-Nielsen
Adjunkt, Ph.D., Økonomisk Institut, KU

Den dårlige nyhed er, at ERP formentlig ikke kan afhjælpe vores problem med stigende udgifter til sygehusmedicin. Den gode nyhed er, at der findes en bedre løsning: værdibaseret prissætning.

Hele problematikken drejer sig om cirka 20 lægemidler, der er under patent. Det er ny og meget dyr medicin, der kan behandle meget alvorlige sygdomme.

Ny medicin, der kan kurere livstruende sygdomme, vil vi som samfund gerne betale for, men desværre har vi ikke tal på, hvad vi får for vores 11,0 milliarder kroner, fordi vi ikke beregner den behandlingsmæssige værdi af medicinen.

Listepriser er fiktive tal
Regeringens udspil med eksterne referencepriser (ERP) virker måske umiddelbart fornuftigt – man vil ikke betale mere for medicinen, end hvad der betales over grænsen. Derfor skal der indsamles priser for samme medicin i en række referencelande.

ERP-systemet vil virke godt, hvis:

1) andre lande ikke har de samme problemer med stigende medicinudgifter, som vi har i Danmark, 2) listepriserne i udlandet er lavere og tætte på de "rigtige" priser, og 3) ERP ikke påvirker virksomhedernes beslutninger i øvrigt.

Desværre lader ingen af delene til at være tilfældet. Medicinpriserne stiger stort set lige meget i alle udviklede lande. Sundhedsstyrelsens tal tyder godt nok på, at listepriserne i andre lande er godt 10 procent lavere end i Danmark. Men denne engangsbesparelse på 10 procent svarer kun til et enkelt års stigninger.

Punkt 2 peger på et langt større problem: Medicinmarkedets listepriser er fiktive tal, som ikke betyder noget, da der i praksis gives hemmelige rabatter i alle lande.

Amgros (organisationen, der forhandler priser på sygehusmarkedet) skriver på sin hjemmeside, at man i gennemsnit har skaffet 32,2 procent rabat i forhold til listepriserne, men det er i lægemiddelindustriens interesse at have høje listepriser og give store rabatter, fordi så mange europæiske lande bruger ERP-systemet og netop skeler til listepriserne.

Til punkt 3 kan man være bekymret for, at ERP vil skabe kludder i den del af medicinmarkedet, der ikke har set store udgiftsstigninger; det konkurrenceudsatte generiske marked (primærsektoren). Apotekerforeningen og direktøren for IGL har her på siden præsenteret uddybende argumenter herfor, så jeg vil ikke gentage deres pointer.