Forsker: Der findes en bedre løsning end referencepriser

DEBAT: Eksterne referencepriser er næppe løsningen på den eksplosive vækst i medicinudgifterne. I stedet bør vi satse på værdibaseret prissætning, skriver Anders Munk-Nielsen fra Københavns Universitet.

Af Anders Munk-Nielsen
Adjunkt, ph.d., Økonomisk Institut, Københavns Universitet

Sundhedsbudgetterne er under pres som aldrig før. For nyligt lukkede Rigshospitalet sit barselshospital trods stor patienttilfredshed.

Nedskæringerne vil kun blive mere mærkbare, efterhånden som hospitalerne tvinges til at skære i kerneydelserne for at finde yderligere besparelser.

En væsentlig årsag til besparelserne er de eksplosivt stigende udgifter til medicin. Justeret for inflation brugte sygehusene i 1997 samlet set 2,2 milliarder kroner på lægemidler. I 2017 var det tal steget til 10,9 milliarder kroner, svarende til en femdobling.

En stor del af denne stigning kan tilskrives cancermedicin alene, som steg fra 0,4 milliard kroner til 6,1 milliarder kroner – 17 gange så store udgifter!

Ikke den bedste løsning
Regeringen ønsker at bremse udgiftsstigningen med sit udspil om eksterne referencepriser på medicin (ERP). Systemet bruges også i en række andre europæiske lande, men her kommer en god og en dårlig nyhed:

Den dårlige nyhed er, at ERP formentlig ikke kan afhjælpe vores problem med stigende udgifter til sygehusmedicin. Den gode nyhed er, at der findes en bedre løsning: værdibaseret prissætning.

Hele problematikken drejer sig om cirka 20 lægemidler, der er under patent. Det er ny og meget dyr medicin, der kan behandle meget alvorlige sygdomme.

Ny medicin, der kan kurere livstruende sygdomme, vil vi som samfund gerne betale for, men desværre har vi ikke tal på, hvad vi får for vores 11,0 milliarder kroner, fordi vi ikke beregner den behandlingsmæssige værdi af medicinen.

Listepriser er fiktive tal
Regeringens udspil med eksterne referencepriser (ERP) virker måske umiddelbart fornuftigt – man vil ikke betale mere for medicinen, end hvad der betales over grænsen. Derfor skal der indsamles priser for samme medicin i en række referencelande.

ERP-systemet vil virke godt, hvis:

1) andre lande ikke har de samme problemer med stigende medicinudgifter, som vi har i Danmark, 2) listepriserne i udlandet er lavere og tætte på de "rigtige" priser, og 3) ERP ikke påvirker virksomhedernes beslutninger i øvrigt.

Desværre lader ingen af delene til at være tilfældet. Medicinpriserne stiger stort set lige meget i alle udviklede lande. Sundhedsstyrelsens tal tyder godt nok på, at listepriserne i andre lande er godt 10 procent lavere end i Danmark. Men denne engangsbesparelse på 10 procent svarer kun til et enkelt års stigninger.

Punkt 2 peger på et langt større problem: Medicinmarkedets listepriser er fiktive tal, som ikke betyder noget, da der i praksis gives hemmelige rabatter i alle lande.

Amgros (organisationen, der forhandler priser på sygehusmarkedet) skriver på sin hjemmeside, at man i gennemsnit har skaffet 32,2 procent rabat i forhold til listepriserne, men det er i lægemiddelindustriens interesse at have høje listepriser og give store rabatter, fordi så mange europæiske lande bruger ERP-systemet og netop skeler til listepriserne.

Til punkt 3 kan man være bekymret for, at ERP vil skabe kludder i den del af medicinmarkedet, der ikke har set store udgiftsstigninger; det konkurrenceudsatte generiske marked (primærsektoren). Apotekerforeningen og direktøren for IGL har her på siden præsenteret uddybende argumenter herfor, så jeg vil ikke gentage deres pointer.

Det værdibaserede system
Hvad er medicinen egentlig værd? Alternativet er at tage udgangspunkt i medicinens behandlingsmæssige værdi. Det vil sikre, at vi kun betaler mere, når vi også får større behandlingsværdi og vil give staten noget at forhandle ud fra.

Forestil dig, at du har opfundet et medikament, der kan behandle en livstruende sygdom, der rammer børn og er dødelig med 50 procent sandsynlighed. Desværre reducerer dit medikament kun dødeligheden til 49,99 procent. Heldigvis fokuserer debatten kun på, at der altså er en forbedring.

I det nuværende system kan du for eksempel forlange 10 millioner kroner per pille for denne nye medicin. Hvis forhandlingerne bryder sammen, vil der straks komme sygt barn på nationalt tv. Hvem vil vove at sige, at et stakkels barn ikke er 10 millioner kroner værd?

I et værdibaseret system vil værdien af din medicin blive sammenlignet med tilsvarende sundhedsgevinster. Hvis en konkurrerende behandlingsmulighed (måske en operation) koster 10.000 kroner og sænker dødeligheden til 49 procent, så koster 1 procentpoint åbenbart 10.000 kroner. Hvis din pille kun sænker dødeligheden med 0,01 procentpoint, er den 1/100 så god, det vil sige 100 kroner værd. Enhver vil kunne se din grådighed i at forlange 10 millioner kroner.

Danmark skal selv beregne
Min hovedtese er, at disse tal vil yde et kolossalt bidrag i form af et rationelt anker for både forhandlinger, men i særdeleshed også den offentlige debat. Derudover kan det fortælle os, om det overhovedet er et problem, at udgifterne stiger. Hvis vi får masser af reddede menneskeliv for pengene, så er det vel bare fantastisk?

Og vi er ikke langt fra denne beregning. Medicinrådet ser i dag på behandlingsmæssig værdi og sammenholder med omkostninger, når de giver deres anbefaling. Så hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud i oplysningens hellige navn?

I England har institutionen Nice i årevis beregnet værdien af medikamenter med stor succes. Danmark kan med fordel slå sig sammen med nogle andre lande og lave tilsvarende beregninger.

De europæiske landes flittige brug af ERP-systemet svarer i praksis til at kigge efter sidemanden til eksamen – med fare for at kopiere sidemandens fejl. England er det eneste land, der rent faktisk selv regner på opgaven – tænk et kaos!

Tema: Fremtidens referenceprissystem

Forrige artikel Sygeplejerske: Et demokratisk problem, hvis beslutninger om sundhedsvæsenet skal træffes i lukkede rum Sygeplejerske: Et demokratisk problem, hvis beslutninger om sundhedsvæsenet skal træffes i lukkede rum Næste artikel Debat: Forbrugerne har ret til at kende kalorieindholdet på fastfood Debat: Forbrugerne har ret til at kende kalorieindholdet på fastfood