Professor: Ubalancen mellem sygehuse og almen praksis er ikke så stor, som kommission gør den til

På Sundhedstopmødet fredag 8. december havde sundhedsstrukturkommissionen samlet udfordringerne under tre overskrifter.

Udfordring nummer to er en ubalance mellem det specialiserede og det nære sundhedsvæsen. Udfordringen blev dokumenteret med en figur, der på indexform viste antallet af læger, der henholdsvis arbejder på sygehuse (det specialiserede sundhedsvæsen) og i almen praksis (del af det nære sundhedsvæsen) fra 2003 til 2020.

De to kurver, blå for sygehuslæger og rød for læger i almen praksis, fulgte hinanden frem til 2008. Herefter bliver den røde kurve flad mens den blå bare stiger og stiger.

Over hele perioden er sygehusudgifterne steget med 8,7 procent og udgifter til almen praksis med 7,7 procent

Jes Søgaard
Professor i sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

Udgiftskurver viser et andet billede

Et billede kan være bedre end 1000 ord, og et hurtigt blik på figuren efterlader ingen tvivl om den ubalance i dansk sundhedsvæsen, som kommissionen her har diagnosticeret. Alt udvikling til sygehusene, ingenting til almen praksis, og formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Skadborg, har da også været hurtig til at følge op med udsagnet om, at regionerne har forsømt al udvikling i almen praksis de sidste 17 år.

Tilsvarende udgiftskurver for de to sektorer efterlader et helt andet billede. Figuren nedenfor viser udgifter per indbygger til henholdsvis sygehusene og almen praksis i faste sundhedspriser på indexform, hvor 2010 er lig 100.

Udgiftsdata er hentet i Danmarks Statistiks statistikbank, deflateret med Danske Regioners sundhedsdeflator og opgjort per capitaform. Fra sygehusudgifter er fratrukket udgifter til sygehusmedicin, ligesom udgifter til medicin ikke indgår i udgifterne til almen praksis. Udgiftsdata er kun tilgængelige fra 2010 i statistikbanken.

Væksten har fulgt hinanden siden 2018

Figuren efterlader et helt andet billede end strukturkommissionens figur over antal læger.

Sygehusudgifterne stiger forholdsvist stabilt frem til 2019 og stiger så meget under corona-pandemien. Udgifter til almen praksis svinger lidt mere, primært forårsaget af et udgiftsfald i kølvandet på den store konflikt mellem regionerne og Praktiserende Lægers Organisation i foråret 2013.

Først med overenskomsten i 2017 mellem de to parter kommer der med virkning fra 1. januar 2018 gang i udgiftsvæksten igen. Og siden 2018 har de to sektorers relative udgiftsvækst stort set fulgt hinanden.

Over hele perioden er sygehusudgifterne steget med 8,7 procent og udgifter til almen praksis med 7,7 procent. En forskel, jo – men næppe en forskel, som bevidner en ubalance mellem de to sektorer i dansk sundhedsvæsen. Eller berettiger et udsagn om, at regionerne har negligeret al udvikling i almen praksis. Stilstanden i kriseårene 2013 til 2017 må de to aftaleparter vel begge tage et ansvar for.

Udgiftsfiguren giver et helt andet billede af udviklingen i de to sektorer, end strukturkommissionens figur over antal ansatte i de to sektorer

Jes Søgaard
Professor i sundhedsøkonomi, Syddansk Universitet

Forskelle i rekrutteringsstrategier

Udgiftsfiguren giver et helt andet billede af udviklingen i de to sektorer, end strukturkommissionens figur over antal ansatte i de to sektorer. Og den forskel afspejler store forskelle på rekrutteringsstrategier i de to sektorer.

Sygehusene har i høj grad satset på at ansætte læger og i mindre grad på andet sundhedspersonale. Almen praksis har i højere grad ansat praksispersonale, og ikke mindst flere sygeplejersker, SOSU-assistenter og medicinstuderende, samtidig med at det har været svært at rekruttere speciallæger i almen medicin.

Jeg er egentlig ikke uenig i Sundhedsstrukturkommissionens anbefaling om at udvikle flere sundhedstilbud nærmere borgeren. Det vil nødvendiggøre højere prioritering af almen praksis og de kommunale tilbud og lidt lavere prioritering af sygehusene.

Men det skal ske balanceret og ud fra en korrekt forståelse af de aktuelle forhold. Flere nære sundhedstilbud vil også kræve en indsats af speciallægerne fra sygehusene i shared care-modeller, udadvendte funktioner og andre former for samarbejder mellem sektorerne.