Debat

Psykisk syg: Psykiatriens behandling af syge og pårørende er et brud på samfundskontrakten

Når psykiatrien hensætter borgere til forsøgsdyr og skubber folk udover kanten, er det et brud på samfundskontrakten i den universelle velfærdsstat. Der er ikke brug for lappeløsninger og akutbevillinger, men at starte helt forfra, skriver Kasper Jensen.

Efter episoden i Field's i juli, har der været stort fokus på psykiatrien, hvor vi med egne øjne har kunne se, hvor dysfunktionel kontakten mellem forskellige institutioner er. Der er nu brug for et helt nyt system, skriver Kasper Jensen.
Efter episoden i Field's i juli, har der været stort fokus på psykiatrien, hvor vi med egne øjne har kunne se, hvor dysfunktionel kontakten mellem forskellige institutioner er. Der er nu brug for et helt nyt system, skriver Kasper Jensen.Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Over det sidste halve år har psykiatrien fyldt mere i den offentlige debat end tidligere. Vi har med egne øjne kunne se, hvor dysfunktionel kontakten mellem forskellige institutioner inden for det offentlige fungerer i praksis.

Der har været et (forståeligt) stort journalistisk fokus på at afdække, hvad der skete i dagene op til episoden i Field's, hvor det er meget tydeligt, at den unge mand ikke fik den hjælp, der kunne have forhindret skyderiet.

Ligeledes har familien til Sofie Odgaard Jensen modigt delt Sofies tragiske forløb, der endte med et selvmord, seks timer efter Sofie var blevet udskrevet fra et psykiatrisk afsnit.

Psykisk syge klager ikke
Problemet med psykiatriens nuværende tilstand er, at den rammer mennesker, der er et meget sårbart sted i deres liv. Der er tale om mennesker, der ikke har ressourcer til at kræve en ordentlig behandling, og som borger føler man sig hurtigt tilsidesat.

I jagten på den rette diagnose hensættes borgeren til en art af forsøgsdyr, der skal gennemgå en række forskellige præparater, hvor man i nogle tilfælde risikerer at blive endnu mere syg

Kasper Jensen
Cand.merc.fil., foredragsholder og psykisk syg

Jeg - som psykisk syg - følte primært, at jeg svigtede mig selv og min familie. Jeg havde ikke overskud til at sige fra, da jeg blev afvist på Bispebjerg Psykiatrisk skadestue fordi ”der ikke var tegn på psykisk sygdom”. Jeg gjorde ikke oprør mod det svigt fra psykiatrien.

Cirka en måned efter var jeg indehaveren af en diagnose på psykosespektrummet, fordi jeg var så heldig at møde gadepsykiatrien, da jeg boede på herberg.

Blot fordi man kommer ind i psykiatrien, er lykken dog ikke gjort. Der findes patienter, der må kæmpe for at få den rette diagnose over en årrække. I jagten på den rette diagnose hensættes borgeren til en art af forsøgsdyr, der skal gennemgå en række forskellige præparater, hvor man i nogle tilfælde risikerer at blive endnu mere syg i processen med at finde ud af, hvad der virker.

Det kan eksempelvis ske, når patienter med skizofreni (som endnu ikke er diagnosticeret) bliver midlertidigt diagnosticeret med ADHD. Så medicineres man med ritalin – et stof der kan forværre risikoen for psykoser.

Det er ikke de ansatte i psykiatrien, der har skabt den nuværende tilstand. Kritikken i indlægget er ikke rettet mod fagpersonalet, men udelukkende rettet mod politikere, der har nølet med psykiatrien i årtier.

Pårørende oplever svigtet
Som borgere har vi indgået en samfundskontrakt med staten. Med udrulningen af den universelle velfærdsstat accepterer vi, at staten opkræver en relativ høj procentsats af vores løn. I bytte burde vi modtage et sikkerhedsnet og behandling, når vi er syge eller ikke kan tage vare på os selv.

Hvordan kan man have tillid til det system, der aktivt har været med til at skubbe ens kære udover kanten i et selvmord?

Kasper Jensen
Cand.merc.fil., foredragsholder og psykisk syg

Psykiatrien er et brud på den kontrakt i øjeblikket.

Netop fordi man arbejder med mennesker, der er et meget sårbart sted, opleves svigtet fra pårørendes perspektiv som et enormt svigt. Modsat den psykisk syge er pårørende nødvendigvis ikke lige så resourcesvage.

Som borgere har vi allerede overholdt vores del af samfundskontrakten. Når vores kære har behov for støtte og behandling, og man oplever et system, der er så presset, at det ikke kan yde den behandling, der er behov for, opleves det som en direkte provokation. Hvordan kan man have tillid til det system, der aktivt har været med til at skubbe ens kære udover kanten i et selvmord?

Nyt system, tak
Hvis vi ønsker en psykiatri, der matcher det, verdens dyreste sundhedssystem burde kunne levere, er vi nødt til at gå et skridt tilbage – eller måske rettere starte forfra.

Vi skal få overblik over eksisterende kapacitet og få viden om både nuværende og fremtidige behov. Fagpersonale, pårørende, patienter og tidligere patienter bør inddrages. Der er ikke behov for lappeløsninger og akutbevillinger. Der er behov for et at bruge vores viden om, hvad der virker så vi kan gentænkte selve systemet, rammerne og vilkårene.

Der er ikke behov for lappeløsninger og akutbevillinger. Der er behov for et at bruge vores viden om, hvad der virker så vi kan gentænkte selve systemet, rammerne og vilkårene

Kasper Jensen
Cand.merc.fil., foredragsholder og psykisk syg

I stedet for at have en samtale om at styrke psykiatrien, bør udgangspunktet for samtalen være:

  1. Hvad vi forventer af psykiatrien
  2. Hvad der skal til for, at den kan levere det
  3. Prioritering af de penge, der skal til

Alternativet er ødelagte liv - både hos de syge, de pårørende og en yderligere nedslidning af vores fagpersoner – og en accelererende vrede og afmagt i forhold til et system, der svigter.

Hvis tilliden til vores velfærdssamfund skal bestå, er det essentielt, at borgere kan få støtte og hjælp, når der er et behov.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00