Brancheorganisationer: Alkoholbehandling glimrer ved sit fravær i årets økonomiaftale

Kommuner skal ikke kunne bestemme, hvilke ikke-offentlige tilbud om alkoholbehandling kan åbne. Indfør i stedet nationale minimumskrav og bindende nationale retningslinjer for offentlige som ikke-offentlige tilbud, skriver Mette Nord, Kåre Skarsholm og Christian Keller Hansen.

Placeholder image
Tilbud om alkoholbehandling bør følge nationale standarder, hvadenten de er offentlige eller private, skriver Sundhed Danmark, Selveje Danmark og Dansk Erhverv. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er netop indgået en ny økonomiaftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi for 2022.

Ét område glimrede for første gang i et par år ved sit fravær – nemlig alkoholbehandlingen, der ikke var nævnt med et ord. På trods af, at det er kommunerne, der har ansvar for at tilbyde alkoholbehandling, og at alt for få borgere kommer i behandling.

Det frie valg virker
Der er nemlig kun én ud af ti borgere, der er afhængige af alkohol, som i dag kommer i behandling. De relativt få, som kommer i behandling, gør det primært ved at henvende sig anonymt og direkte hos behandlingstilbuddet. Altså uden om kommunen og egen læge.

Muligheden for, at borgeren kan visitere sig selv til behandling, er en effektiv måde til at komme i hurtig behandling.

Gennemsigtighed i pris og kvalitet er nøgleordene.

Mette Nord, Kåre Skarsholm og Christian Keller Hansen

Hele 60 procent af de borgere, der kommer i ambulant alkoholbehandling i dag, kommer det ved at selvhenvende sig. Kun seks procent kommer i ambulant alkoholbehandling gennem besøg hos egen praktiserende læge og kun fire procent gennem kontakt med kommunen.

Minimumsstandarder for behandlingen
I 2020 offentliggjorde Sundhedsstyrelsen sit servicetjek af den offentligt finansierede alkoholbehandling. Her blev det tydeligt, at der skal gøres noget ved den varierende kvalitet i behandlingen. Dansk Erhverv, Selveje Danmark og Sundhed Danmark har fremlagt en række konkrete initiativer til at styrke kvaliteten på området.

Først og fremmest skal kvaliteten styrkes for både offentlige og ikke-offentlige alkoholbehandlingstilbud. Gennemsigtighed i pris og kvalitet er nøgleordene.

Desuden bør opgaven med at godkende behandlingstilbud placeres alene hos Socialtilsynet, så det ikke er op til kommunerne at bestemme, om et ikke-offentligt behandlingstilbud må åbne. En sådan godkendelse skal naturligvis bero på saglige og objektive kriterier og udføres af et kompetent og uvildigt tilsyn, som Socialtilsynet.

Der bør desuden indføres en klart defineret minimumsstandard for, hvad et forløb i ambulant alkoholbehandling skal indeholde.

Mette Nord, Kåre Skarsholm og Christian Keller Hansen

Derudover bør der i tråd med Sundhedsstyrelsens anbefalinger indføres en bindendende national klinisk retningslinje, som skal gælde alle behandlingstilbud uanset ejerskabsform.

Der bør desuden indføres en klart defineret minimumsstandard for, hvad et forløb i ambulant alkoholbehandling skal indeholde, sådan som det er velkendt fra andre behandlingsområder. På den måde er det tydeligt, hvad man som minimum får for pengene, når det er defineret, hvad behandlingen indeholder.

Samtidig bør der indføres krav om faglige helhedsplaner, når borgeren bliver indskrevet, ligesom det endelige behandlingsforløb bør fremgå af faktureringen, så der bliver øget gennemsigtighed i behandlingsforløbet og sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Dansk Erhverv, Selveje Danmark og Sundhed Danmark er parate og bidrager gerne til at udvikle og styrke området. Lad os sammen løfte kvaliteten og få langt flere i behandling. Det vil gavne de mange tusinde, der i dag ikke får behandling, de pårørende og samfundet som helhed.

 

Omtalte personer

Mette Nord

Sekretariatschef, Sundhed Danmark

Kåre Skarsholm

Chefkonsulent, Selveje Danmark
Journalist (DMJX 2021), cand. theol. (Københavns Uni. 2009)

Christian Keller Hansen

Chefkonsulent, Dansk Erhverv
MS. public administration and communication (Roskilde Uni. 2016)

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser