Sundhedsordførere: Det bedste og det værste i årets sundhedspolitik

STATUS: Tolkegebyr, behandlingstestamente og gratis psykologhjælp. Hvad var godt, og hvad var skidt i 2018? Vi har bedt sundhedsordførerne på Christiansborg zoome ind på året, der gik, i sundhedspolitik. 

Sundhedsordførere på stribe. Jane Heitmann (V), Flemming Møller Mortensen (S) og Liselott Blixt (DF).
Sundhedsordførere på stribe. Jane Heitmann (V), Flemming Møller Mortensen (S) og Liselott Blixt (DF).Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Signe Løntoft

 Flemming Møller Mortensen

Flemming Møller Mortensen (S)

Hvad har været årets vigtigste aftale på det sundhedspolitiske område?
"Den vigtigste aftale er den aftale, der aldrig blev til noget, nemlig aftalen om regeringens sundhedsreform. Over et år har vi ventet – og i ventetiden er problemerne med overbelægning på de medicinske afdelinger og patienter uden egen praktiserende læge vokset. Vi har brug for et politisk lederskab, der sætter retningen for sundhedsvæsenet."

Hvad var årets bedste lovforslag?
"Det er afskaffelsen af produktivitetskravet, der betød, at for eksempel læger, sygeplejersker og jordemødre hvert år skulle løbe stærkere og stærkere. Det var en helt uholdbar situation. Derudover er jeg personligt rigtig glad for forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Det er en ordning, som krævede meget politisk mod at indføre, fordi modstanden blandt lægerne var stor. Men det gør en enorm forskel for nogle af de patienter, der hver dag kæmper med de største gener."  

Årets værste lovforslag?
"Det er uden tvivl lovforslaget om øget kontrol med overholdelse af reglerne om salg af tobak til børn og unge under 18 år, hvor regeringen afsætter 0,7 årsværk – mindre end en fuldtidsstilling – til at holde øje med, at kiosker og butikker ikke sælger tobak til mindreårige. Det forslår jo som en skrædder i helvede. Der er brug for at sætte langt hårdere ind. Vi foreslår 20 millioner kroner til en særlig kontrolenhed. Og vi vil indføre tobaksbevillinger, som butikkerne kan miste, hvis de sælger til mindreårige. Her ligger regeringen altså i slæbesporet."

 

Jane Heitmann 

Jane Heitmann (V)

Hvad har været årets vigtigste aftale?
"Den vigtigste aftale på sundhedsområdet har været satspuljen, for med den fik vi taget et vigtigt skridt i forhold til at opprioritere psykiatrien. Vi ville gerne i Venstre have sat endnu flere penge af til psykiatrien, men vi mener, vi kom et godt stykke."

Årets bedste lovforslag?
"Der har været mange gode, men hvis jeg skal fremhæve ét, der kan få stor betydning, er det oprettelsen af et Nationalt Genom Center. At vi samler genetiske data kan på sigt betyde et kvantespring for danske patienter i forhold til både bedre forebyggelse og mere målrettet behandling og udviklingen inden for personlig medicin."

Hvad har så været årets værste lovforslag? 
"Der er ingen dårlige lovforslag, for de har alle været relevante, men der er ét, der er ærgerligt. Og det er lovforslaget om voksentandplejen. Det var ærgerligt, at regionerne og tandlægeforeningen ikke formåede at indgå en aftale, for det bedste er jo, når parterne kan tale sig til rette. Men jeg kan så glæde mig over, at vi lige nu sidder og forhandler om fremtidens voksentandpleje i aftalekredsen, og der er en konstruktiv dialog og stor enighed om, at vi skal se på både overgange og prisstruktur."

Lotte Rod 

Lotte Rod (R)

Årets vigtigste aftale?
"Satspuljen med hjælp til unge, før de får det rigtig skidt. Jeg er særligt glad for mere gratis psykologhjælp og mere PPR, så unge kan få hurtig hjælp i stedet for at vente, til problemerne vokser sig store. Vi får også et Center for Digital Sundhed, som skal gøre os klogere på, hvordan vi bedst lever med alle medierne omkring os, så vi ikke bliver afhængige, trætte og ukoncentrerede - kort sagt syge af det."

Hvad var årets bedste lovforslag?
"At unge ned til 15 år snart får mulighed for at tage stilling til organdonation. Det er et lille skridt i den rigtige retning. Jeg er ellers meget ked af, at borgerforslaget om automatisk organdonation blev skudt ned. For vi kan redde liv, hvis flere bliver organdonorer, og det ved vi, at rigtig mange gerne vil være, men de får ikke nødvendigvis lige gjort noget ved det."

Hvad var så det værste sundhedspolitiske lovforslag i 2018?
"Det nye tolkegebyr i sundhedsvæsenet. Det er dyr symbolpolitik, der skaber problemer i stedet for at løse dem. Det bryder med det grundlæggende princip om fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, og vi ser allerede konsekvenserne. Patienter fravælger behandling, fordi de ikke har råd til at betale for en tolk, selvom det kan have store konsekvenser for deres helbred. Og samtidig er det en administrativ og økonomisk byrde for regionerne."

Kirsten Normann Andersen

Kirsten Normann Andersen (SF)

Hvad har været årets vigtigste aftale?
"Jeg er allermest glad for, at det lykkedes at få rykket aldersgrænsen for gratis psykologhjælp til unge op til 21 år. Jeg synes, det er en vigtig sundhedsindsats, hvis man skal forebygge alvorlige behandlingskrævende lidelser."

Årets bedste lovforslag?
"Hvis jeg må tælle beslutningsforslag med, så er det mit eget forslag om frihed til pasning af døende, som bor på plejehjem. For selvom det kun var os i SF, som stemte for, så er det et vigtigt forslag. Der er alt for mange, som bliver nødt til at sygemelde sig for at få mulighed for at gøre den sidste tid til en god tid."

Hvad har så været det værste lovforslag i 2018?
"Det er helt sikkert finansloven, som på ingen måde imødekommer, at flere og flere ældre får brug for behandling på sygehuse og på plejehjem og i kommunen. Det gør, at flere ældre skal deles om de samme for få penge, og det har også konsekvenser for personalets arbejdsmiljø. Der er en demografisk udfordring lige nu, som vi skal have løst."

 

Liselott Blixt 

Liselott Blixt (DF)

Hvad har været den vigtigste sundhedspolitiske aftale i år?
"Noget af det, vi følger intenst, er forsøgsordningen med medicinsk cannabis. Fordi det har været en kamp og stadig er en kamp. Det har fyldt meget."

Årets bedste lovforslag?
"Man husker jo især det, man selv har kæmpet for. Og derfor vil jeg nævne behandlingstestamentet. Det var jeg optaget af, allerede da jeg kom ind i politik for mange år siden, fordi jeg havde passet en mand, som selv ønskede at få lov at sove ind. Og det er et af de lovforslag, hvor der er en del høringsberettigede, der er imod. Men jeg er glad for det, for jeg mener, det er vigtigt, at man får den selvbestemmelse."

Hvad har været det værste?
"Det blev ganske vist besluttet i 2017, men det er jo i år, at man er begyndt at oprette de 150 særlige sengepladser i psykiatrien. Og det var et lovforslag, som vi gik med på, fordi der skulle ske noget, men som blev lidt af et kludetæppe. Derfor er det endt med, at der er mange tomme pladser, mens der mangler sengepladser andre steder i psykiatrien. Der kommer et lovforslag mere på det, fordi vi nu vil ændre kriterierne."

Pernille Schnoor 

Pernille Schnoor (ALT)

Hvad har været den vigtigste aftale i år?
"Jeg vil nævne satspuljen, hvor vi på ældreområdet har fået noget igennem med forebyggelse af ensomhed blandt ældre ved at sætte fokus på aktiviteter på tværs af generationerne."

Årets bedste lovforslag?
"Det mest positive er, at man vil skærpe kontrollen i forhold til salg af tobaksvarer til børn og unge. Vi kommer faktisk med et ændringsforslag nu, som handler om, at man skal kunne fratage butikkerne muligheden for at sælge cigaretter permanent, hvis de sælger til børn og unge. Allerhelst vil vi have prisen på cigaretter væsentligt op, for der er evidens for, at det er løsningen. Men så længe der ikke er flertal for det, må vi lave så mange forhindringer som muligt."

Hvad har været det værste?
"Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er tolkegebyret. I værste fald betyder det jo, at der er mennesker, der har brug for lægehjælp, som ikke får det, fordi de ikke har råd til at betale for en tolk. Det er et forslag, der virker, som om det er chikane. Sundhedsvæsenet skal ikke bruges til at lave incitamenter til at lære dansk. Det er alt for risikabelt."

Erik Lund 

Erik Lund (K)

Årets vigtigste aftale?
"Aftalen med regionerne, der sikrer et løft af sundhedsområdet på i alt en milliard kroner i 2019. De ekstra midler skal blandt andet gå til en styrket indsats i psykiatrien og et generelt løft af sundhedsområdet."

Hvad har været årets bedste lovforslag?
"De bedste forslag i 2018 på sundhedsområdet er selvfølgelig Det Konservative Folkepartis forslag om røgfri skoletid for alle under 18 år og forslaget om, at afgiften på tobak hæves til 60 kroner – og forbud mod tobakskøb på vegne af mindreårige. Kræftens Bekæmpelse har her sagt, at det vil betyde markant færre kræfttilfælde i Danmark. Hvis jeg skal komme på det bedste lovforslag, så må det være, at vi skærper straffen for overtrædelse af tobak til mindreårige."

Hvad er det værste lovforslag i 2018?
"Det må være tilskud til medicinsk cannabis. I Det Konservative Folkeparti mener vi, at det skal være uddannede læger, der her i landet tager stilling til vores medicin. Derfor er vi ikke begejstrede for denne forsøgsordning."

Stine Brix

Stine Brix (EL)

Hvad har været årets vigtigste aftale?
"At produktivitetskravet endelig blev afskaffet med økonomiaftalen. Det er selvfølgelig ikke noget Christiansborg-forlig, men det har stor betydning for styringen på vores sygehuse i fremtiden."

Hvad har været det bedste lovforslag i år?
"Der har generelt været mange lovforslag af teknisk karakter. Jeg synes ikke rigtig, der har været nogen forslag, som har bragt sundhedsvæsenet fremad. Så der er faktisk ikke noget, jeg vil fremhæve."

Hvad har været det værste?
"Det, der falder mig ind, er lovforslaget om gennemførelse af tolkegebyret, som jeg finder stærkt kritisabelt. Først og fremmest af hensyn til patienterne, men også af hensyn til det personale, som skal sidde i en efter min mening håbløs situation og vurdere, hvorvidt der er behov for tolkning og pålægge den patient, de sidder overfor, brugerbetaling, selvom de ved, at det kan betyde, at patienten så ikke møder op. Det er et forslag, der vil øge uligheden i sundhed for en gruppe, som i forvejen er sårbar. Samtidig hører jeg jo ude fra virkeligheden, at der er store problemer med implementeringen. Det er også ret dyrt. Region Syddanmark havde en opgørelse, som viste, at det koster en del penge at implementere, men de har ikke fået nogen penge ind."

 

May-Britt Kattrup 

May-Britt Kattrup (LA)

Hvad har været årets vigtigste aftale?
"På høreapparatområdet har vi indgået en aftale for at nedsætte ventetid i det offentlige system på helt op til 122 uger. Der skal være meget bedre oplysning om mulighed for at få tilskud med, hvis man vælger privat, hvor der stort set ikke er ventetid. Og der er afsat midler til at afvikle de nuværende ventelister. Nedsat høreevne har store konsekvenser for den enkelte både socialt og arbejdsrelateret, så det er en vigtig aftale."

Årets bedste lovforslag? 
"Forsøgsordning med medicinsk cannabis. Det så virkelig svært ud, da jeg tog fat i dette for nogle år siden, så glæden er enorm over, at det er lykkedes. Endda med opbakning fra alle partier. Nu behøver patienter med alvorlige smerter og alvorlig sygdom ikke længere også at være kriminelle. Og samtidig kan det blive et fantastisk eksporteventyr med mange arbejdspladser og skatteindtægter."

Hvad har været det værste lovforslag i 2018?
"Særloven for voksentandpleje. Den er bestemt ikke særlig liberal, og jeg havde gerne været foruden. Men desværre kunne tandlæger og regioner ikke selv blive enige, og da budgettet blev overskredet hver måned, var der åbenbart ikke andre udveje."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Erik Lund

Byrådsmedlem og fhv. borgmester (K), Allerød Kommune, regionsrådsmedlem, Region Hovedstaden
Pantefoged, skatterevisor

Flemming Møller Mortensen

MF (S), klosterforstander, Aalborg Kloster fhv. minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde
Sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

Jane Heitmann

Formand, Krifa og Sclerosehospitalerne, fhv. MF (V)
cand.mag. i dansk

0:000:00