Debat

Sygehusdirektør: Indfør en akut psykiatrilov, der sidestiller psykisk og somatisk sygdom

Der er behov for politisk ansvar, vilje og en nytænkning af samarbejdet mellem det private og offentlige, hvis psykiatrien skal genopbygges, skriver Kit Helmig Kjærsgaard. 

Der er brug for, at man fra politisk side reelt erkender, at mennesker bliver udsat for et svigt. Og at ansvaret er politisk, skriver Kit Helmig Kjærsgaard. 
Der er brug for, at man fra politisk side reelt erkender, at mennesker bliver udsat for et svigt. Og at ansvaret er politisk, skriver Kit Helmig Kjærsgaard. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Kit Helmig Kjærsgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

14 dages fokus i medierne og spredte politiske meldinger. Så blev der igen stille, da psykiatrien kortvarigt kom i fokus efter det tragiske skyderi i Fields i Ørestaden.

Ingen ved, om de tragiske begivenheder skyldes et svigt i psykiatrien. Men vi ved derimod, at patienter nærmest dagligt er udsat for svigt i psykiatrien med store konsekvenser for både dem og deres pårørende. Patienter der udskrives, før de er færdigbehandlet, patienter der afvises, selvom de er henvist fra egen læge, og patienter der afvises til akut indlæggelse. Den tilstand psykiatrien er i lige nu, ville aldrig være blevet accepterer på det somatiske område. Og det skal den så sandelig heller ikke.

Psykiatridebatten handler derfor ikke om skyderiet i Fields, uanset hvor tragisk og meningsløst det var. Og uanset gerningsmandens forhistorie. Hvis det er det, der udløser politisk vilje til handling i psykiatrien, så viser det mest af alt, at man ikke har forstået rækkevidden af de problemer, som psykiatriens svigt skaber hver eneste dag for mennesker i Danmark. Hvis først man efter den tragedie kan se problemerne, så har man haft skyklapper på i årtier.

Mangler politisk indsigt og vilje

Det grundlæggende problem er, at man politisk accepterer en anden standard for mennesker med psykiske lidelser. Det er derfor, at Sundhedsstyrelsens oplæg må strække sig over 10 år for at kunne nå op på et acceptabelt niveau. Så galt vurderer Sundhedsstyrelsen, at det står til.

Det grundlæggende problem er, at man politisk accepterer en anden standard for mennesker med psykiske lidelser

Kit Helmig Kjærsgaard
Direktør, Skovhus Privathospital

Derfor er den politiske vilje og indsigt i psykiatriens udfordringer stadig det største problem. Det er svært at forestille sig, at man politisk over 10 år kan holde snuden i sporet i en genopretning af psykiatrien. Vi har brug for at tale om, hvilken standard vi ønsker i psykiatrien. Vi har brug for, at man fra politisk side reelt erkender, at mennesker bliver udsat for et svigt. Og at ansvaret er politisk.

Ligesom vi har fået en klimalov, der forpligter politikerne til et måltal for CO2-reduktionen, så har vi brug for en psykiatrilov, der forpligter politikerne og stiller nogle ægte garantier til patienterne og deres pårørende.

Det private skal mere i spil

På Skovhus Privathospital mærker vi tydeligt, hvordan patienterne i psykiatrien bliver svigtet, og vi spørger dagligt, hvorfor skal folk tvinges så langt ud?

Vi hører fra vores patienter, at behandlingsgarantien ikke er mere værd, end at de får en første samtale og herefter må vente på den videre behandling. Og ventetid koster, når man har en psykisk lidelse. Man får endnu sværere ved at komme sig oven på sin psykiske lidelse, og de pårørende står med helt urimelige opgaver.

Det burde jo være en del af det offentlige tilbud, at botilbud og psykiatrien arbejder tæt sammen, og også her kan den private psykiatri træde til

Kit Helmig Kjærsgaard
Direktør, Skovhus Privathospital

Vi oplever, at læger og sygeplejesker søger mod os, fordi de ikke kan gøre den forskel, som de ønsker i det offentlige system. Ikke fordi de ikke er dygtige i det offentlige system. For det er de. Men fordi kapaciteten er så lav, og fordi styringen får så lidt ud af ressourcerne.

Vi hører eksempelvis fra vores læger, at de stadig hænger fast i ekstra arbejde fra både Sundhedsplatformen og dokumentation. Så meget at hvor de i det offentlige kunne se seks patienter om dagen, kan de hos os se 12 patienter dagligt.

På Skovhus Privathospital lever vi af at hjælpe patienterne. Det lægger vi ikke skjul på. Men det gør man jo sådan set også i det offentlige. Som private kunne vi jo så læne os tilbage og tænke, at de store svigt i psykiatrien er vores brød. Men det brød ønsker vi ikke. Det er vi, i al beskedenhed, for dygtige og ambitiøse til.

Vi ønsker at være en del af en velfungerende psykiatri og et samfund, hvor menneske ikke går rundt uden at få behandling for svære psykiske lidelser. 

Tænk det private og offentlige sammen

De helt akutte udfordringer for psykiatrien kan ikke løses uden at tænke den private og offentlige kapacitet som en samlet kapacitet. Men hidtil har hverken regioner eller skiftende regeringer tænkt den private psykiatri ind i planlægningen. Når der nu er så store udfordringer i psykiatrien, så undrer vi os over, at de ikke har banket på døren for at få aflastet psykiatrien. Ikke bare hos os, men branchen som helhed.

Et godt eksempel på den manglende åbenhed over for den private del af psykiatrien er, at vi har fået afslag på at behandle borgere med voldsomme lidelser, som bor på de botilbud, vi samarbejder med. Vi tilbød at gøre det gratis. Men det blev afvist, og konsekvensen er, at de i dag kun ser en sygeplejerske og ingen psykiater.

Skal uviljen mod samarbejde med den private sektor have en så høj pris, som er tilfældet lige nu? Eller skal vi indgå i et samarbejde om, hvordan vi her og nu kan sidestille somatiske og psykiske lidelse, så syge mennesker ikke bliver sendt hjem og må vente i månedsvis på behandling, man kan betegne som livsnødvendig?

Flere rettigheder til patienter

Der står en helt privat sektor klar. Vi kan løse opgaver over en bred kam - lige fra udredninger til eksempelvis aflastning af akutpsykiatrien. En helt simpel ting som en akut telefonisk psykiatrilinje, der ikke holder lukket på grund af sommerferie, kunne den private sektor løse.

Start med en psykiatrilov, så ingen politikere i Folketinget eller regionerne kan løbe fra deres ansvar

Kit Helmig Kjærsgaard
Direktør, Skovhus Privathospital

Vi har på Skovhus Privathospital desuden aftaler med botilbud, der ikke kan få færdigbehandlet borgerne i den offentlige psykiatri. Botilbuddene oplever, at borgerne alt for hurtigt kommer tilbage fra psykiatrien, og der er ingen opfølgning.

Det burde jo være en del af det offentlige tilbud, at botilbud og psykiatrien arbejder tæt sammen, og også her kan den private psykiatri træde til. Det vil samlet set aflaste presset på de offentlige psykiatriske afdelinger, hvis de får færre af de såkaldte ”svingdørspatienter”.

Den private sektor vil også kunne inspirere med andre styringsformer, som måske også kan styrke effektiviteten i det offentlige.

Men alt det sker kun, hvis psykiatriske patienter får styrket deres rettigheder, så systemet er forpligtet til at finde løsningerne. Start med en psykiatrilov, så ingen politikere i Folketinget eller regionerne kan løbe fra deres ansvar, når mediernes fokus ebber ud. For sådan er det gået hver gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kit Helmig Kjærsgaard

Direktør, Skovhus Privathospital, bestyrelsesmedlem, Sundhed Danmark - Foreningen af danske sundhedsvirksomheder
Master, markedsføring, business og finans (Middlesex Uni 2019), bachelor, sundhed og ernæring (Roskilde Uni. 1996)

0:000:00