Sygeplejersker: Det er dyrt at spare på sygepleje i kommunerne

Af Dorthe Boe Danbjørg og Anja Skovgaard Nissen
Sygeplejersker

Øget opgaveudflytning til kommunerne er øverst på dagsordenen i et sundhedsvæsen.

Der er store visioner om det nære sundhedsvæsen, hvor flere borgere skal hjælpes i eget nærmiljø og undgå indlæggelser, og hvor færre patienter skal falde mellem to stole i sundhedsvæsnet.

Men den plan ender med at falde helt på gulvet, hvis de varslede kommunale besparelser gennemføres på et tidspunkt, hvor der alene burde foretages investeringer for at understøtte visionerne om det nære sundhedsvæsen.

Forringelser for borgere og ansatte
Vi ved, at sensommeren er lig med budgettid i de 98 kommuner, og år efter år bliver der udgivet budgetforslag, som desværre ofte er sparekataloger fyldt med eksempler på, hvor der kan hentes kroner og ører, så budgettet kan gå op.

I år er ingen undtagelse og flere kommuner som for eksempel Fredericia, Kolding og Aarhus varsler med op til trecifrede millionbesparelser.

Med den øgede opgaveudflytning til kommunerne følger højtspecialiserede pleje- og behandlingsopgaver, som kræver, at der investeres i sygepleje og ikke det modsatte.

Dorthe Boe Danbjørg og Anja Skovgaard Nissen
Sygeplejersker

Kommunerne siger det selv: Det kan ikke undgå at betyde forringelser for både borgere og medarbejdere. Forringelser i en tid, hvor det nære sundhedsvæsen betyder øget kompleksitet for medarbejderne og overtagelse af en række højtspecialiserede pleje- og behandlingsopgaver, som tidligere lå i sygehusregi.

Med den øgede opgaveudflytning til kommunerne følger højtspecialiserede pleje- og behandlingsopgaver, som kræver, at der investeres i sygepleje og ikke det modsatte.

Der skal investeres i uddannelse og oplæring, hvor sygeplejersker får de nødvendige kompetencer til at varetage de nye komplicerede pleje- og behandlingsopgaver.

Derfor er der også etableret en specialuddannelse i 'borgernær sygepleje', som skal bidrage til at styrke indsatsen for borgere med kronisk sygdom, psykisk sygdom og personer med flere samtidige og komplekse sygdomme, men det kræver investeringer, og derfor er der ikke råd til, at der spares i kommunerne.

Stigende kompleksitet
Det virker helt paradoksalt, at nu, hvor der langt om længe endelig er kommet en anerkendelse af behovet for specialuddannelser til kommunale sygeplejersker i borgernær sygepleje, varsles der besparelser, som har betydning for sygeplejerskernes mulighed for at udføre sygepleje.

Udover at pleje- og behandlingsopgaverne er blevet mere specialiserede, har der også sneget sig en kompleksitet ind i det nære sundhedsvæsen, som har ændret medarbejdernes arbejdsbetingelser.

Det har Vive afdækket i en rapport, der viser, at kompleksiteten er stigende som en konsekvens af, at der er mange aktører involveret i den enkelte borger og uklarhed i forhold til dokumentation, ansvar og arbejdsgange.

Det skyldes for eksempel mange og hurtige udskrivelser og borgere, der er i ambulant behandling.

Dermed går opgaverne på tværs af sektorerne i et tempo, hvor det kan være ret svært at følge med, blandt andet fordi kommunikationen mellem sygehus og kommune kan være svær.

Siden 2015 skal oplysningerne om den enkelte borger videregives igennem to elektroniske skabeloner; en plejeforløbsplan og en udskrivelsesrapport. Men erfaringerne viser, at det ikke altid lykkes at få sendt den relevante information til kommunen. Noget, der er med til at øge kompleksiteten for den enkelte sygeplejerske, som står med ansvaret.

Hvem har ansvaret?
Det kan også være svært at gennemskue, hvem der har ansvaret for hvilke opgaver, når borgeren modtager pleje og behandling i krydsfeltet mellem sygehus, kommune og almen praksis.

Et eksempel fra praksis kunne udspille sig således: En borger kommer retur fra sygehuset efter en blokade med binyrebarkhormon. Borgeren har diabetes, og fra sygehuset er der i udskrivelsesnotatet skrevet, at man skal være opmærksom på blodsukkeret som følge af blokaden. Men der er ikke lavet en plan for, hvor ofte blodsukkeret skal måles, og der er heller ikke ordineret pn-medicin.

Det er et lille eksempel på, hvordan koordination hurtigt kan blive komplekst, for hvem skal ordinere medicinen? Bolden ender på den kommunale sygeplejerskes banehalvdel, og hun skal så koordinere mellem sygehus og almen praksis for at få en ordination.

Det er også nogle af de udfordringer, der adresseres i den nye specialuddannelse, hvor sygeplejerskerne netop får kompetencerne til at organisere og koordinere patientforløb før, under og efter indlæggelse og på tværs af kommunens interne organisering, i forhold til almen praksis og på tværs af sektorerne. 

Vi har ikke råd til besparelser
Vi har derfor som samfund ikke råd til besparelser på sygepleje, hverken i forhold til borgerens oplevelser af sammenhæng i deres forløb, men heller ikke økonomisk.

Der er dokumentation for, at det koster kommunerne dyrt, hvis borgere indlægges. Eksempelvis er priserne på indlæggelse øget fra januar i år.

Samtidig skal der være et beredskab af både sygeplejersker og hjælpere, hvis kommunerne skal være gearede til at modtage færdigbehandlede patienter. For særligt de liggedage, hvor borgerne venter på at kunne blive udskrevet, er dyre for kommunerne og er med til at udhule pengekassen.

Sygepleje i det kommunale landskab er præget af kompleksitet, højtspecialiseret pleje, og derfor bør der ikke nedrustes, men tværtimod oprustes, således at kommunerne kan leve op til visionerne for det nære sundhedsvæsen.

Derfor skal der investeres i sygepleje.