Debat

Udsatterådet: Sundhedsvæsenet er ikke indrettet til mennesker, der aldrig kigger i e-Boks

DEBAT: Der er alt for stor ulighed i sundhedsvæsenet. Derfor skal politikeres, embedsmænds og fagfolks flotte ord også omsættes til reelle forbedringer for de allermest udsatte, mener Region Hovedstadens nyoprettede Udsatteråd.

Systemet er ganske enkelt ikke indrettet til de mest udsatte, skriver&nbsp;Region Hovedstadens Udsatteråd.<div><br></div>
Systemet er ganske enkelt ikke indrettet til de mest udsatte, skriver Region Hovedstadens Udsatteråd.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Birgitte Søe
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kira West, Bente Helms, Nikolaj Olsen, m.fl.
Region Hovedstadens Udsatteråd
Se dokumentationsboks.

Alle skal have ”let og lige adgang til sundhedsvæsnet”. Det står der i sundhedsloven, og derfor er ulighed i sundhed selvfølgelig et problem, som alle taler om.

Regeringen og den støttepartier viser ambitioner om mere lighed i sundhed i forståelsespapiret, og det er overskriften, når fagfolk og politikere i dag mødes til Danske Regioners årlige sundhedskonference.

Det er godt, for ulighed i sundhed er et problem på mange områder. 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Men når ulighed bliver et bredt buzzword, så er der også fare for, at fokusset flyder ud, og vi overser det sted, hvor uligheden er allerstørst – nemlig blandt de allermest udsatte.

Systemet er ikke indrettet til udsatte
For hvis man har problemer med stoffer eller alkohol, har en psykisk lidelse og måske også er hjemløs eller har andre svære sociale problemer, så er der stadig meget lang vej, før man sundhedsmæssigt kan siges at være ligestillet med de mere heldige gennemsnitsborgere.

Systemet er ganske enkelt ikke indrettet til de mest udsatte og de komplekse problemstillinger, de kæmper med.

Der ser vi eksempelvis når indkaldelsen til kræftbehandlingen kun sendes ud i e-Boks til et kaotisk menneske, der aldrig får åbnet e-Boks i sit liv.

Når en stofbruger må gå på gaden og skaffe stoffer i stedet for at blive til den planlagte kemo, fordi hun ikke får behandling for sine abstinenser.

Eller når en ung med ADHD og angst ikke kan få psykiatrisk behandling, fordi han drikker og ryger hash – måske for at håndtere angsten og rastløsheden – og ikke kan få tilstrækkelig misbrugsbehandling, fordi han har en ubehandlet psykiatrisk lidelse.

Alt for mange udsatte mennesker får ikke behandling for alvorlige sygdomme og lidelser.

Det koster umenneskelige lidelser – og ofte alt for tidlig død.

Der er brug for et udsatteråd
En af grundene til, at vi trods mange gode intentioner stadig har lang vej igen, er selvfølgelig, at det er svært.

Det kan være svært at forstå, hvad der sker med mennesker, som er afhængige af stoffer eller alkohol, som har psykiske lidelser og store sociale problemer.

Men det er netop de forskellige udfordringer, der gør, at de til tider har svært ved passe ind i de faste rammer hos den praktiserende læge og på hospitalerne.

Og selv om det er svært, er det ikke umuligt, hvis man ved, hvad man skal gøre.

Derfor er vi meget glade for, at Region Hovedstaden har valgt at nedsætte et udsatteråd, hvor vi, der til daglig er i kontakt med og repræsenterer de mest udsatte mennesker, får mulighed for at sikre, at deres perspektiv og særlige behov bliver inddraget i de politiske og administrative processer. 

I Udsatterådet mener vi, at der især skal fokuseres på tre områder: Mere faglig viden om udsatte på tværs af sundhedsvæsenet, bedre adgang til udredning og behandling og mere sammenhængende indsatser.

En større indsats skal sikre syge udsatte
Det er vores erfaring, at personalet ofte har svært ved at finde ud af, hvordan de skal håndtere de komplekse problemstillinger omkring udsatte mennesker.

Hvad gør man eksempelvis på kræftafdelingen, når en patient med voldsom angst bliver aggressiv og truer med at gå?

Eller når en patient med mavesår og betændelse i bugspytkirtlen drikker alt med alkohol – inklusiv håndsprit – på afdelingen?

Eller når bedøvelsen givet efter de kliniske retningslinjer ikke virker, fordi patienten dagligt tager heroin og derfor har behov for doser, som ville slå os andre ihjel?

Hverken læger eller sygeplejersker er uddannet til den type situationer, og det resulterer alt for ofte i konflikter, og i at behandlingen afbrydes. 

Derfor er der brug for at skabe en stærk faglighed og fælles retningslinjer om udsatte på tværs i sundhedsvæsenet. Flere steder har man allerede socialsygeplejersker, som gør en stor forskel, men der er brug for en langt større indsats.

Behandling af socialt udsatte skal være et selvstændigt og højt prioriteret fokusområde i hele vores sundhedsvæsen, hvis vi for alvor vil have lighed i sundhed.

Mange udsatte har lav sundhedskompetence
Det hårde liv, som mange udsatte lever, betyder, at de i gennemsnit bruger sundhedsvæsenet mere end andre. Men det er altså ikke, fordi de går til lægen med småskavanker.

Faktisk er et af de helt store problemer omkring socialt udsattes sundhed, at de først kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, når det går rigtig galt.

Når bensåret bliver så betændt, at de reelt ikke kan gå. Eller når lungerne kollapser på grund af astmatisk bronkitis.

Mange udsatte har det, man kalder lav sundhedskompetence.

Det vil sige, at de ikke er gode til at håndtere forhold omkring deres helbred - eksempelvis at gå til lægen, at møde op hos specialister, når de har fået en henvisning eller holde styr på hospitalsindkaldelser.

Man kan mene, at det er de udsattes eget ansvar, men den lave sundhedskompetence er netop et symptom på deres udsathed. Det er, netop fordi de er hjemløse, tager stoffer, har psykisk sygdom og så videre, at de ikke kan navigere i sundhedsvæsenet.

Derfor bør vi indrette systemet, så det kompenserer for de udsattes manglende sundhedskompetencer.

Når vi eksempelvis ved, at nogle udsatte aldrig kigger i deres e-Boks, så må vi få dem ind ad hospitalsdøren på en anden måde – ligesom vi laver ramper til borgere i kørestol.

Vores sundhedssystem er på mange måder bygget op omkring den praktiserende læge, men mange udsatte er slet ikke tilknyttet en praktiserende læge.

Og når de endelig møder op, så har mange praktiserende læger svært ved at støtte udsatte til at få den behandling, de har brug for.

Udsatte skal følges gennem systemet
Vi mener, at der skal gøres meget mere for at hjælpe udsatte mennesker ind og rundt i sundhedsvæsenet.

Der er brug for mere opsøgende sundhedsarbejde, hvor udsatte mennesker kan følges gennem systemet af fagfolk, der kan håndtere og hjælpe dem.

Hvor de kan blive udredt og få behandling der, hvor de er – på gaden, væresteder, herberger med mere – så de kan få den behandling, de har ret til og behov for, i tide. Og ikke mindst, så de kan blive færdigbehandlede.

Man skal ikke have arbejdet mange dage blandt de mest udsatte, før man hører de absurde historier om mennesker, som falder ned mellem de regionale og kommunale tilbud.

Det kan være den hjemløse kvinde, der indlægges med en alvorlig psykose og udskrives efter et døgn, uden at der er iværksat behandling – til gaden, fordi hun ikke har et hjem, og uden at der står nogen klar til at hjælpe hende.

Eller det førnævnte eksempel med den unge med ADHD og angst, som ikke kan få tilstrækkelig psykiatrisk behandling, fordi han ”selvmedicinerer” med øl og hash for at dæmpe symptomerne på sin sygdom. 

Hvad skal vi gå videre med?
Regionerne står for psykiatrien, og kommunerne står for misbrugsbehandling og andre sociale indsatser. Behovet for bedre koordinering og samarbejde på tværs af regioner og kommuner har været tydeligt i årevis.

Det er på tide, at der bliver skabt et forpligtende samarbejde, hvor alle fra frontpersonale til ledelse i regioner og kommuner har fælles ansvar – strukturelt og økonomisk – for at sikre én sammenhængende indsats for det hele menneske.

Som nævnt skorter det ikke på politiske tilkendegivelser om, at vi skal reducere ulighed i sundhed.

Den nye regering har på nogle områder – blandt andet i økonomiaftaler med regionerne og KL – udstukket en lovende retning eksempelvis med ambitioner om psykiatriplan og en sammenhængende indsats for borgere med psykisk sygdom og misbrug.

Og på Danske Regioners konference i dag vil taler efter taler vise vejen med forslag om alt fra alliancer og partnerskaber til forebyggelse og fastholdelse.

Men konferencens afsluttende spørgsmål er det vigtigste: ”Hvad kan/skal vi gå videre med efter i dag?”

For det er den konkrete handling, der betyder noget.

Og når man som os har arbejdet med de mest udsatte borgere gennem mange år, så ved man, at gode intentioner i forhandlingslokalet eller på talerstolen ikke nødvendigvis er lig med mærkbare resultater på gaden, hos lægen eller på hospitalsgangene.

Politisk retning skal blive bevægelse og forandring
I Region Hovedstadens Udsatteråd vil vi kæmpe for, at den politiske retning også bliver omsat til reel bevægelse og forandring for de mest udsatte mennesker i vores samfund.

Vi håber, at Region Hovedstaden med vores hjælp bliver foregangsregion og det gode eksempel i forhold til at skabe mere lighed i sundhed – også for de allermest udsatte.

For uanset om man sidder i kørestol, har tvangstanker, tager stoffer eller bor på gaden eller er ”helt almindelig” – hvad det så end dækker over – så har vi alle samme ret til let og lige behandling i sundhedsvæsnet.

Mere lighed i sundhed skal ikke bare være noget, vi siger – det skal gøres!

Dokumentation
  • Kira West, Formand for Region Hovedstadens Udsatteråd og forstander for Reden København
  • Bente Helms, lokalformand for SIND Bornholm
  • Nikolaj Olsen, forstander for Kollegiet Gl. Køge Landevej og leder af værestederne og det opsøgende arbejde, WeShelter
  • Ivan Christensen, forstander for Mændenes Hjem
  • Jannie Julin, projektleder for Røde Kors Omsorgscenter Eirsgaard
  • Nanna W. Gotfredsen, leder for Gadejuristen
  • Rani Henriksen, SAND - De hjemløses Landsorganisation
  • Lene Kristiansen,  LAP - Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
  • Nina Brünés, faglig konsulent for socialsygeplejerskerne, Socialsygeplejerskerne
  • Thomas Lynge Andersen, sektionsleder for Region Hovedstadens Akutberedskab, Socialancen
  • Katrine Schepelern Johansen, leder for Region Hovedstadens Psykiatri, Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser,
  • Lise Jordahn, Vicedirektør for Region Hovedstaden, Den Sociale Virksomhed

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kira West

Formand, Rådet for Social Udsatte, direktør, Hjem til Alle Alliancen
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), diplomuddannelse i ledelse (2012)

Nanna W. Gotfredsen

MF (M), medstifter og leder, Gadejuristen
cand.jur. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00