Debat

DATCA: I 11. time undslap danskernes sommerferie at ende i trafikkaos

Flyvelederne og Naviair har indgået en aftale, så sommerens flyrejser blev reddet fra trafikkaos. Men der mangler fortsat flyveledere i Danmark, og kommer til at gøre det i et stykke tid endnu. På sigt skal der sikres bedre arbejdsforhold, så antallet af flyveledere stiger og trafikkaosset udebliver, skriver Esben Blum. 

Selvom aftalen ikke indeholder en langsigtet løsning, så er flyvelederne tilfredse med, at danskerne nu kan flyve på velfortjent sommerferie uden at blive ramt af massive forsinkelser og kaos, skriver Esben Blum. 
Selvom aftalen ikke indeholder en langsigtet løsning, så er flyvelederne tilfredse med, at danskerne nu kan flyve på velfortjent sommerferie uden at blive ramt af massive forsinkelser og kaos, skriver Esben Blum. Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Skolernes sommerferie er godt i gang, og for mange er det lig med udenlandsrejser mod sydens sol og varme.

I lang tid så det dog ud til, at mange danskere skulle have en rigtig dårlig start på ferien med flyaflysninger, massive forsinkelser og kaos i lufthavnene. Heldigvis ser det scenarie nu ud til at være fortid, og danskerne kan med ro i maven rejse afsted.

For flyvelederne har indgået en aftale med Naviair, så danskernes sommerferie reddes fra trafikkaos.

Flereårig og tumultarisk forløb 

Aftalen har til formål at afhjælpe den akutte mangel på flyveledere, som blandt andet er opstået, efter Naviair tilbage i 2020 valgte af afskedige 46 flyveledere. 

En beslutning, som har haft massive konsekvenser for dansk lufttrafik og driften heraf.

Vi har været optaget af at finde en løsning, så danskerne ikke skulle opleve et stort rejsekaos i forbindelse med deres sommerferie. Derfor valgte flyvelederne at sige ja til aftalen med Naviair

Esben Blum
Formand, DATCA

Det er også grunden til, at flyvelederne tilbage i 2020 højlydt protesterede og advarede mod beslutningen, ligesom vi også foreslog at gå ned i både tid og løn i håbet om at beholde flest mulige af vores kollegaer.

Naviair lyttede dog ikke, og det har medvirket til, at vi i dag har en stor mangel på flyveledere i Danmark. 

Siden 2020 har Naviair befundet sig i en kritisk situation med gennemgående tumult, hvor der blandt andet har været stor udskiftning i ledelsen.

Senest valgte Naviairs daværende bestyrelsesformand at gå af, ligesom selskabet fortsat mangler både en CEO og en sikkerhedschef, hvis stilling ikke har været besat i syv måneder.

Naviairs kritiske situation taget i betragtning, vurderede flyvelederne, at det var nødvendigt at sikre ro omkring selskabet.

Samtidig har vi været optaget af at finde en løsning, så danskerne ikke skulle opleve et stort rejsekaos i forbindelse med deres sommerferie. Derfor valgte flyvelederne at sige ja til aftalen med Naviair.

En nødvendig aftale

Flyvelederne havde uden tvivl ønsket, at den nuværende aftale indeholdt en langsigtet løsning på problemets kerne, nemlig den massive mangel på flyveledere.

så længe vi mangler flyveledere i Danmark, må de eksisterende flyveledere løbe ekstra hurtigt og lukke hullerne i vagtlisterne. Det er selvfølgelig ikke holdbart på sigt

Esben Blum
Formand, DATCA

Sagen er dog, at vi fortsat mangler flyveledere i Danmark, og at vi formentlig kommer til at gøre det i et stykke tid endnu.

Derfor har den nye aftale også til formål at kompensere de eksisterende flyveledere for at skulle dække ind for dem, der fortsat mangler.

For så længe vi mangler flyveledere i Danmark, må de eksisterende flyveledere løbe ekstra hurtigt og lukke hullerne i vagtlisterne. Det er selvfølgelig ikke holdbart på sigt.

Derfor må flyvelederne også advare om, at hvis der ikke ansættes flere flyveledere og findes langtidsholdbare løsninger, så risikerer Naviair at stå i den samme situation igen om ganske få år. Men lige nu er der et presserende behov for at sikre ro omkring Naviair og undgå flykaos, derfor har flyvelederne sagt ja til en aftale.

Aftale kan betale sig

I flere medier beskrives aftalen som ”dyr”. Men sammenligner man med, hvad det koster, når flyene ikke afgår til tiden, er aftalen et meget beskedent beløb.

Bare i de første fem måneder af 2023, kostede forsinkelserne mere end 150 millioner kroner. Det ville altså koste både flyselskaberne, lufthavnen og samfundet utroligt dyrt, hvis der ikke kom en aftale på bordet, og forsinkelserne blot fortsatte.

Læs også

Selvom aftalen ikke indeholder en langsigtet løsning, så er flyvelederne tilfredse med, at danskerne nu kan flyve på velfortjent sommerferie uden at blive ramt af massive forsinkelser og kaos.

Det er dog vigtigt at slå fast, at hvis vi i fremtiden skal undgå sommerferiekaos, så kræver det, at Naviair er villige til at sikre arbejdsforhold, der ikke får flyvelederne til at søge mod udlandet og dermed presse vagtplanerne yderligere.

Af den grund er vores ja til aftalen blevet givet med tillid til, at en ny direktion i Naviair – der både har fået ny bestyrelsesformand og lige nu leder efter en ny CEO – kan genopbygge selskabet og genvinde medarbejdernes tillid.

Begge er helt afgørende og nødvendige for at sikre Naviairs fremtid, hvilket flyvelederne ønsker.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00