De næste fem år bliver ikke behagelige

Togpassagererne skal ikke glæde sig til de nærmeste år - uanset, hvilken farve regeringen har, lyder meldingen fra transportministeren.
Ole Nikolaj Møbjerg ToftErik Holstein

Jeg har siddet snart fem år på posten, så noget må jeg jo gøre rigtigt. Men jeg er ked af det billede, jeg har fået denne sommer.

Flemming Hansen
Transportminister (K)
Fakta
IKKE TOG TIL TIDEN

DSB’s problemer med at få tog frem til tiden bliver værre og værre.

Mellem 91 og 94 procent af fjern- og regionaltogene kørte ifølge DSB’s egne opgørelser som planlagt i årene 1997 til 2003.

Men fra 2004 begyndte problemerne for alvor. Her kørte togene i 89, 9 procent af tilfældene som planlagt. Dette tal faldt sidste år til 87, 2 procent og i år er tallet raslet helt ned på 82, 8 procent.

Faldet i antallet af tog til tiden skyldes især planlagte reparationer og akutte skader på det slidte skinnenet eller problemer med signalsystemet. Også for S-togene er det gået den forkerte vej. I 2001 kørte 93 procent af S-togene rettidigt, mens det i 2005 var dalet til 88,7 procent.

DSB har i 2005 registreret årsagen til forsinkelserne. For fjern- og regionaltog kunne 56 procent af forsinkelserne tilskrives Banedanmark, mens DSB måtte tage 38 procent af forsinkelserne på sin kappe. De resterende seks procent er blevet tilskrevet ”andre forhold”.


Kilde: Lars Salomonsson Christensen

Harry sidder fortsat på Flemming Hansens ministerkontor, men den forkætrede DSB-maskot er sat i skammekrogen ovre i vindueskarmen. Samme situation befinder transportministeren sig selv i efter en mareridtsagtig sommer, hvor problemerne med togdriften har fået den ellers vellidte ministers popularitet til at styrtdykke. Og på den korte bane ser det ikke for lyst ud, erkender han:

- De næste fem år bliver ikke så behagelige. Vi får pengene til at sætte skinnerne i stand, men når vi gør det, bliver der også nedsættelser af hastigheden. Skinnenettet har været forsømt siden 1970. Vi har de seneste år investeret ekstremt meget for at rette op det, selvom det ikke har været nok, siger transportminister Flemming Hansen (K) til FOKUS.

Er du for dårlig til at slå i bordet for at få de nødvendige bevillinger fra finansministeriet?

0:000:00