Debat

Share Now: Livtaget med privatbilisterne er afgørende for Københavns klimamål

DEBAT: Det er vigtigt og rigtigt, at flere partier i København åbner for en æra, hvor privatbilens rolle har toppet, og hvor delebilerne er i vækst, skriver Share Nows direktør, Morten Jakobsen.

Det er svært at spå om fremtiden, men vi ser enden på privatbilernes dominans. Der vil altid være privatbiler i byen, men vi har nået et vendepunkt, skriver direktør Morten Jakobsen.
Det er svært at spå om fremtiden, men vi ser enden på privatbilernes dominans. Der vil altid være privatbiler i byen, men vi har nået et vendepunkt, skriver direktør Morten Jakobsen.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark har i en menneskealder været domineret af privatbilismen.

De spæde skridt blev taget med designet af det store motorvejs-H i 1936. Bilejerskabet tog for alvor fart i 1960'erne, da moderniseringen skvulpede ind over grænserne, og husmødrene fik job. Siden har vi ikke set os tilbage i bilosens tåger.

Selvom det er svært at spå, særligt om fremtiden, ser vi nu enden på privatbilernes dominans i byen. Der vil altid være privatbiler på vejene, men vi har nået et vendepunkt, ligesom hestevognene en dag stille og roligt forsvandt i bybilledet. Det skete heller ikke fra én dag til en anden.

Med de seneste politiske udmeldinger i Københavns Kommune er der sket et værdiskred, der ikke kan undervurderes. Vi går nu ind i en æra, hvor privatbilens rolle har toppet, og vi ser en markant vækst i delemobilitet, hvor danskerne bor tæt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Partier hamrer grønne søm i kisten
Mit nedslagspunkt er Københavns Kommunes store mobilitetsplan, der skal vedtages inden sommeren 2021.

Planen vil tage udgangspunkt i en analyse af delebilisme, der stadig lun fra trykken blev behandlet 1. februar i kommunens teknik- og miljøudvalg.

Der skal stadig være plads til bilen som transportmiddel, men for trængslens, klimaets og byens skyld skal vi være bedre til at dele de biler, der allerede er på gaden

Morten Jakobsen
Direktør i Share Now København og direktør for mobility services i Arriva Danmark

Analysen har en lang række elementer, der hver kan være et søm i kisten til privatbilismens dominans. Eksempelvis konkluderer den, at delebiler kan erstatte op til fem til ti private biler.

Det understøttes af 110 eksperter på tværs af byerne London, Malmø, Oslo og Rotterdam. De konkluderer konservativt, at der er potentiale for, at godt og vel en tredjedel af alle bilture i byerne i 2030 kan være med delebil, og at delebiler kan erstatte omkring 40 procent af alle private biler.

Disse tendenser ser vi kun vokse, når brugerne tager delebilismen til sig. Ligesom mange i starten af det 20. århundrede også grinte af det hesteløse automobil, vil mange nok trække på smilebåndet over mine forudsigelser og foreslå, at jeg burde få skolepengene retur.

Men de færreste griner nok i dag, hvor de hesteløse automobiler fylder i byerne og medfører problemer for miljø samt folkesundhed.

Endnu et søm i kisten til dominansen blev hamret i af Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Sophie Hæstorp Andersen, der frem imod år 2025 vil nedlægge en tredjedel af alle p-pladser i byen. Det er et markant skifte fra den tidligere lokalpolitiske ledelse.

Senest slog SF endnu et søm i med et forslag om at indføre roadpricing, trafikøer og krav om omlægning af p-pladser til delebiler, heriblandt bybilstjenesten Share Now, som jeg repræsenterer.

Hvem savner hestevognen?
Jeg har svært ved at understrege, hvor vigtige disse udmeldinger er, da selv et borgerligt parti som Konservative støtter ambitionen om netop at gøre byen grønnere og reducere trængslen.

Vi tager ingen ære for udmeldingerne, men støtter alle gode forslag om opgøret med privatbilismen som en naturgiven menneskeret i hovedstaden.

Derfor er det vigtigt og rigtigt, at flere partier i Københavns Kommune nu åbner for muligheden i at tage livtag med privatbilisterne i byen.

Der skal stadig være plads til bilen som transportmiddel, men for trængslens, klimaets og byens skyld skal vi være bedre til at dele de biler, der allerede er på gaden.

Det kræver politisk støtte til både bybiler, delebiler, samkørsel og nabobiler. Vi har nemlig travlt, hvis vi skal nå kommunens 2025-klimamål.

Så hvem savner egentlig hestevognene nu? Ligeledes vil vores børnebørn i fremtiden spørge, hvem der egentlig savner privatbilen i byen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00