Adfærdseksperter: Gør offentlig transport gratis i en periode

Svært at vinde passagerer tilbage igen
De nye transportdata bør vække stof til eftertanke hos transportministeren og transportordførerne. Hvis der ikke bliver sat ind nu, kan danskernes nuværende transportvaner blive den nye normal.

Og hvis privatbilismen i stedet bliver den foretrukne transportform for flertallet, så er der endnu længere vej til at nå den ambitiøse grønne målsætning om en 70 procent CO2-reduktion inden 2030.

Forankrede vaner er umådelig svære at bryde. Når først vi har ”besluttet” os for at tage bilen fremfor toget eller bussen, skal der meget til at overbevise os om at gøre noget andet.

Det er nemt at miste passagerer, men svært at vinde dem tilbage igen og endnu sværere at få nye. Det kræver ofte en langvarig indsats. Samtidig fortæller adfærdsforskningen os, at en opbrudstid som coronakrisen, der kræver akutte omstillinger på mange områder, kan gøre os mere forandringsparate. Det er derfor, at det er så essentielt, at der handles nu fra politisk side.

Adfærdskampagne og økonomiske incitamenter 
Men hvordan kan ministrene så undgå, at sorte transportvaner bliver den nye norm? Et velafprøvet virkemiddel ville være at give borgerne et økonomisk incitament. En kort periode med gratis kørsel ville formentlig lokke flere faste passagerer tilbage.

Men hvad så når den tidsperiode er slut? Og hvad med dem, som stadig ikke mener, at fordelene er store nok til at opveje frygten for smitte? Økonomiske incitamenter kan være gode, men de kan ikke stå alene.

Hvis man skal gøre en indsats for at flertallet med, skal følelsen af frygt vendes til en følelse af tryghed, både inden, under og efter vi rejser med bus, metro eller tog. For hele 37 procent svarer i ”Passagerpulsen”, at de ikke tør bruge kollektiv trafik på grund af smittefare. Løsningen kræver derfor også adfærdsmetoder, som specifikt arbejder med at gøre os trygge.

Trafikselskaberne gør, hvad de kan for at overholde myndighedernes retningslinjer med smittereducerende og tryghedsskabende foranstaltninger såsom håndsprit, tydelige afstandsmarkeringer og opfordringer til en norm præget af hensyntagen til andre, for eksempel at folk venter med at stige ombord før andre passagerer er kommet ud.

Vi ser, at sådanne adfærdsgreb virker, og får folk til helt ubevidst at tage hensyn, hvilket gør rejseoplevelsen mere tryg. Det er altså nødvendigt at aflive nogle af myterne om smittespredning gennem kollektiv transport. For mange kommer fortsat trygt frem og tilbage med bus, metro og tog. Det hører vi bare ikke meget om.

Gratis offentlig transport virker
At spille på de sociale normer kunne være et effektivt greb, for vi gør som hovedregel dét, vi tror, fællesskabet gør. Et kampagnebudskab som: ”mange andre pendler stadig frem og tilbage, så det er også trygt for dig”, ville tale direkte til vores behov for at være en del af flertallet og kunne derfor være med til at overbevise os om, at der intet er at frygte.

Samtidig kræver passagererne høj kapacitet før end at de vil vende tilbage til den kollektive trafik ifølge Forbrugerrådet Tænk – god plads skaber tryghed.

Og de peger på en stabil drift med høj frekvens som en essentiel brik i forhold til at få dem tilbage. Det skal give mening for os at rejse med bus og tog. Det kræver adfærdsgreb, der appellerer til vores egeninteresse med argumenter som: det er nemt, bekvemt og klimabevidst.

En kort periode med gratis kørsel kombineret med en omfattende adfærdskampagne være det første skub til at bremse passagerdykket her og nu. Men før vi kan gå i gang, må man fra politisk hold erkende, at danskernes transportvaner ultimativt er en adfærdsudfordring, som kan og skal løses gennem en dyb forståelse af menneskelig adfærd.

Derefter bør der laves en langsigtet og ambitiøs plan for et attraktivt og styrket kollektivt trafiksystem i hele Danmark, så brugen af tog, bus og metro fremtidssikres.