Man skal aldrig holde op med at undre sig. Man kan jo vælge at bruge sin tid på at undre sig over, hvor meget, der er ad Helvede til. Det er der jo, trods alt, en del, der er.

Der er så til gengæld ofte ikke så meget, man kan stille op - sådan lige med et snuptag - med de ting, man jo med en vis rette kan undre sig over - eksempelvis terrorister, fattigdom og forurening.

Man kan heldigvis også undre sig over nogle lidt mere positive tildragelser: At mennesker lever længere, også mænd. At det står væsentligt bedre til i den fattige del af verden, end de fleste tror. At panda-bjørne overlever som art til trods for, at de ofte ikke orker at formere sig en af de få dage om året, hvor dét ellers er en option og i øvrigt var på veganertrenden længe inden, det blev smart, og derfor kun lever af bambus, selv om de grundlæggende er rovdyr. Hvordan pokker overlever man det?

Den slags undren.

Jeg skiftede sidste år en længere årrække på Christiansborg ud med et arbejde i brancheorganisationen Danske Havne.

De 15 år, jeg tilbragte som pressechef for Dansk Folkeparti på Christiansborg, var mageløse. Det var spændende, det var lærerigt, jeg arbejdede for og med, og imod nogle af de dygtigste danske politikere. Det var vigtigt og et privilegium.

Jeg syntes selv, jeg sådan i al almindelighed bevarede hovedet koldt og krudtet tørt, holdt mig dagligt velinformeret og orienteret om alt muligt, også verden uden for Verona.

For selv om Shakespeare i 'Romeo og Julie' ironiserede over, at der da vist ikke var en verden udenfor Verona, har vi på dejlig typisk dansk twistet vores mundheld til at, jo jo, "der ér en verden uden for Verona", og følgelig var jeg som typisk dansker på daglig basis vældig bevidst om, at der nemlig rent faktisk var en verden uden for Christiansborgs Verona.

Desto større er min undren så over, at den der verden, der findes uden for Verona, byder på de mest overraskende ting. Og særligt da overraskende for en, der i egen opfattelse har ment sig godt opdateret og bredt orienteret - også om emner, der ikke nødvendigvis lige var på den politiske agenda eller lå lige for.

Indrømmet! Sport er jeg blank på. Pinagtigt blank. Jeg så min første fulde professionelle fodboldkamp, da jeg var omkring de 50, og kun fordi min Liverpoolbegejstrede chef havde slæbt mig med til England for på Anfield at se en 0-0 kamp mod nogle modstandere, jeg i dag ikke kan huske, hvem var.

Så har du billedet.

Men så meget andet ved jeg lidt om, synes jeg. I mit arbejde på Christiansborg var det nødvendigt, at jeg havde mere end bare en vag forestilling om, hvad de forskellige ordførere arbejdede med. Plus noget viden om, hvad medierne syslede med, hvad vælgerne mon egentligt var optaget af, og hvad der faktisk skete af stort og småt langt væk fra Slotsholmen, ude i virkeligheden.

Der er ikke en en-til-en sammenhæng mellem det, der optager folkene på Slotsholmen og folket uden for Verona… Langt fra, faktisk.

I den virkelighed, jeg i dag opererer i, er de blå vandveje meget nærværende. Den mest anvendte vej til en havn er jo nu engang ad vandvejen til kajen.

Derfor undrede jeg mig igen den sidste mandag i juni, da et enigt folketing på et timelangt pressemøde præsenterede den nye aftale om dansk infrastruktur frem til 2035. Det er en på mange måder god aftale, ikke mindst rundt i landet forud for kommunalvalget i november.

Havnene er i øvrigt tilgodeset med store, vigtige projekter på landsidens adgangsveje til havnene. Det er fint. Og man havde ivrigt opdelt den 161 milliarder kroner store aftale i store klodser; 86 milliarder kroner til jernbaneprojekter, 64 milliarder kroner til veje og tre milliarder kroner til cykelstier plus det løse.

Og her så min undren: Når nu både regeringen og en række partier giver udtryk for havnenes vigtighed, hvorfor er der så kun afsat 50 millioner kroner ud af en samlet sum på 161 milliarder til en pulje, som havnene kan søge i til kajanlæg, moler og den slags?

Når alle er enige om, at søtransport er langt mere klimavenligt end al anden tung transport, hvorfor handler alt så om jernbaner og veje alle mulige steder - og endda en ekstra motorvej?  

Søren Søndergaard
Pressechef, Danske Havne, fhv. pressechef i Dansk Folkeparti

Når alle er enige om, at søtransport er langt mere klimavenligt end al anden tung transport, hvorfor handler alt så om jernbaner og veje alle mulige steder - og endda en ekstra motorvej?

Især taget i betragtning, at i store træk den samme gruppe partier i 2019 blev enige om det overordentligt ambitiøse mål, at Danmark inden 2020 skal reducere sin CO2-udledning med 70 procent, og man med en vis rette kan diskutere, hvor godt det i grunden går med at nå det mål.

Så er det da ret friskt, at hele Folketinget tør lægge ryg til en aftale, der i bedste fald er et meget lille plus i klimaregnskabet, men nok mere sandsynligt går i nul.

Når man så oveni det kan lægge det faktum fra min nye, våde virkelighed, at hvis de danske havne ikke kan møde kravene i konkurrence med andre landes havne, så går skibene bare ikke til kaj i en dansk havn, men i Rotterdam, Hamborg, Bremen eller Gøteborg. Med det resultat, at der fordufter danske arbejdspladser og omsætning. Som klimasurt tillæg skal det gods, der var bestemt for Danmark, så i stedet køres fra den udenlandske havn til Danmark – en transportform, der ikke giver plus i klimaregnskabet.

I Sverige finansierer staten en del af uddybningen af sejlrende til Göteborg Havn. Den er i direkte konkurrence med vores med afstand største containerhavn, Aarhus. I min hjemby håndteres 65 procent af containere, der skal ind og ud af Danmark.

Og jeg vil da blive forbandet, hvis Göteborg løber med noget af det, bare fordi danske politikere prioriterede asfalt og skinner og glemte de blå vandveje.

Så jeg har taget min undren fra Verona med ud i virkeligheden, hvor jeg fortsat undres – nu bare, mens jeg sidder på en pram i havnen og kigger ind på Verona og ikke ud.

Skulle jeg anbefale partierne noget, er det nok, at de efter sommerpausen tager et reality-tjek på blandt andet den danske våde verden uden for Verona. Den er god og lovende og spændende. Men vi skal værne om den. Ellers forstyrrer nogle andre den.