Debat

Hvad nu Danmark?

DEBAT: Kåre Press-Kristensen, Det Økologiske Råd, er klar til at gå til Kommissionen, hvis ikke regeringen og erhvervslivet vil indgå en luftplan, der overholder EU-direktivet. Læs hele debatindlægget her.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Kåre Press-Kristensen
Civilingeniør, Ph.D., HD(A), Det Økologiske Råd

Betalingsringen er lagt i graven. Desværre gav regeringen efter for mediernes pres i stedet for at træde i karakter og stå ved regeringsgrundlaget. Al erfaring fra både London og Stockholm viser ellers, at selv om modstanden vokser markant frem mod ringens gennemførsel, så stiger opbakningen lige så hurtigt i tiden, efter ringen er indført. Dertil nåede regeringen ikke.

Danmark opfylder ikke EU's grænseværdier
Nok om det. Gravøllene er drukket. Nu melder der sig et helt andet spørgsmål. Danmark opfylder ikke EU's basale grænseværdi for den sundhedsskadelige gas kvælstofdioxid (NO2). Grænseværdien skulle være opfyldt senest i 2010. Den tidligere regering ansøgte om dispensation fra grænseværdien hos Kommissionen. Det Økologiske Råd og en række andre organisationer påklagede dispensations-ansøgningen, da den tidligere regering intet seriøst havde gjort for at opfylde grænseværdien, hvorfor Danmark ikke var berettiget til dispensation. I december kom afslaget fra Kommissionen, og Danmark skal derved hurtigst muligt iværksætte foranstaltninger for at opfylde grænseværdien.

I medierne blev spredt den misinformation, at betalingsringen næsten ikke ville få nogen betydning for luftforureningen. Men ringen ville rent faktisk have halveret det antal gadestrækninger, der overskred grænseværdien. Ved at have suppleret betalingsringen med krav om SCR-katalysatorer på tunge køretøjer og alderskrav til lette køretøjer (som det kendes fra Berlin) ville Danmark have opfyldt grænseværdien. Nu mangler betalingsringen. Derved bliver det nødvendigt med væsentligt strammere miljøzoner for at opfylde grænseværdien i København. Det vil kræve, at der stilles skærpede krav til både personbiler, lette varebiler, tunge køretøjer og muligvis til ikke-vejgående maskiner - og altså ikke blot partikelkrav til lette varebiler, som den tidligere regering overvejede.

Dispensation hos EU-kommissionen
Nogle røster har fremhævet, at Danmark igen skal søge dispensation hos Kommissionen. Men for det første vil dette næppe ændre Kommissionens holdning, da Danmark jo forsat ikke har gjort en seriøs indsats for at opfylde grænseværdien. Slet ikke nu, hvor betalingsringen er droppet. Samtidig var den siddende regering jo en af de største kritikere af den tidligere regerings passive dispensationsstrategi. Da dispensationsafslaget kom i december roste miljøministeren afslaget og fremhævede, at afslaget var et rigtig godt afsæt for at handle, så luften blev ren nok til at opfylde EU's grænseværdi. Så det vil næppe være en farbar vej at fortsætte den tidligere regerings dispensationsstrategi.

Det Økologiske Råd vil til det sidste insistere på, at Danmark opfylder EU's direktiver. Det er vi forpligtet til. På dette punkt er endda tale om et minimumdirektiv, hvor den enkelte medlemsstat frit kan stille endnu skrappere krav. Men lad os nu bare få opfyldt de minimumkrav i første omgang.

Hvis der mod forventning fremlægges en dansk lufthandlingsplan, der ikke sætter Danmark i stand til at opfylde grænseværdien, så står vi naturligvis klar med endnu en klage til Kommissionen. Der vil vi påpege over for Kommissionen, at en betalingsring kombineret med stramninger af miljøzonerne vil sætte Danmark i stand til at opfylde grænseværdien.

Ambitiøse miljøkrav
Men Det Økologiske Råd håber ikke, at vi skal bruge mere af vores tid på at klage til Kommissionen. Vi ser frem til en ambitiøs lufthandlingsplan, der strammer kravene i miljøzonerne så meget, at vi i 2013 kan leve op til EU-grænseværdien, som vi skulle have opfyldt tilbage i 2010.

Vi frygter dog, at både regeringen og erhvervslivet virkelig kommer til at savne betalingsringen, når det nu går op for dem, hvor meget miljøkravene i miljøzonerne skal strammes for at leve op til EU's basale grænseværdi for kvælstofdioxid.

Hvis der mod forventning fremlægges en dansk lufthandlingsplan, der ikke sætter Danmark i stand til at opfylde grænseværdien, så står vi naturligvis klar med endnu en klage til Kommissionen.

Kåre Press-Kristensen
Det Økologiske Råd

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kåre Press-Kristensen

Sekretariatsleder, Green Global Future, sekretariatsleder, Rådet for Godt Indeklima
cand.polyt. (DTU 2002), ph.d. (DTU 2007), HD(A) (2006)

0:000:00