Debat

IDA: Fem anbefalinger til klimahandling på transportområdet

Alle, der beskæftiger sig med klima og transport, havde set frem til den grønne mobilitetsplan, som transportminister Benny Engelbrecht havde stillet i udsigt. Vi venter stadig på klimaaction på transportområdet, skriver Lene W. Hartmann. 

Forskere, mobilitetskyndige, professorer, Klimarådet ser undrende på, hvad regeringen har gang i.
Forskere, mobilitetskyndige, professorer, Klimarådet ser undrende på, hvad regeringen har gang i.Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ved seneste valg var der mange, der stemte på Socialdemokratiet eller støttepartierne ud fra en forventning om, at endelig ville en regering, der hviler på et klimamandat, komme med et oplæg til CO2-reduktioner på transportområdet, som Klimarådet, Eldrup-udvalget, en lang række forskere, mobilitetskyndige, notabiliteter og stribevis af ngo’er og Ingeniørforeningen i Danmark, IDA, har beskrevet som mulige.

En grøn mobilitetsplan, der ville bringe Danmark frem i første række på klimaaspektet i transporten, og som ville sikre, at vi fik knækket transportens CO2-emissionskurve eftertrykkeligt med den fulde pallette af anbefalede redskaber. Alle, der beskæftiger sig med klima og transport, havde set frem til den grønne mobilitetsplan, som transportminister Benny Engelbrecht havde stillet i udsigt.  

Vil tage ministeren på ordet
Forskere, mobilitetskyndige, professorer, Klimarådet ser undrende på, hvad regeringen har gang i. Jeg er en af dem, som gerne vil tage transportministeren på ordet og efterlyse en grøn mobilitetsplan, der indfrier, eller i det mindste overbevisende viser vejen mod en 70 procent reduktion af transportsektorens CO2-emission.

Anvend ændringer i takster, skatter og afgifter til at fremme den nødvendige adfærdsændring.

Lene W. Hartmann
Bestyrelsesmedlem, IDA Trafik og Byplan

Jeg vil gerne holde Klimaministeren fast på en CO2-reduktion på 70 procent i transportsektoren inden 2030. Jeg vil også gerne tage statsministeren på ordet, når hun siger, at hun er børnenes statsminister i den forstand, at hun bør gøre alt, hvad der er i hendes magt for at give vores børn en klimasikker fremtid.

En fremtid, hvor det ikke er børnene, der skal betale for vores, deres forældres og bedsteforældres klimafrås. Måske der skal en folkelig bevægelse til, à la de store cyklistdemonstrationer fra 1970´erne og 1980´erne, der lagde grundlaget for, at København i dag er den cykelby, som alle lovpriser. Med inspiration fra anti-atomkraftbevægelsen kunne man sige:  

Sig JA, Sig JA, på dine egne og på dine børn og børnebørns vegne – sig JA til pedalkraft.  

Så derfor, op på jernhesten, Hr. transportminister, Hr. klimaminister og fru statsminister. Lad os se noget klimaaction inden for transportområdet. Ansæt en transportens "Søren Brostrøm" og få fokus på investeringer i cykelstier og kollektiv transport, samt elbilisme de steder, hvor hverken cyklen eller det kollektive for nærværende er gode løsninger for bæredygtig transport.

Fem anbefalinger
Anvend ændringer i takster, skatter og afgifter til at fremme den nødvendige adfærdsændring. Først når effekterne af disse investeringer og adfærdsændringer har vist sig, især på CO2-emissionen og på trængslen, bør man overveje nye investeringer i veje, broer og tunneler. Det er i den forbindelse værd at huske, at 38 procent af de danske husstande ikke har adgang til en bil. 

Her er fem anbefalinger fra tre af Ingeniørforeningens selskaber, IDA Trafik- og Byplan, IDA Rail og IDA Grøn Teknologi, som Regeringen gerne må låne til inspiration:  

  • Infrastrukturplanlægningen i Danmark skal løftes til en mobilitetsplanlægning, hvor potentialet for reduktion af klimabelastningen og en opretholdelse eller forbedring af mobiliteten indarbejdes i investeringerne og tilgangen til takster, skatter og afgifter. Gang og cyklisme skal prioriteres før kollektiv transport, som skal prioriteres før el-bilisme i både planlægnings- og investeringssammenhæng.  
  • Der skal foretages en omfordeling af skatter og afgifter og en ændring af takster, så de fremmer bæredygtig mobilitet. Her tænkes på roadpricing med varierende niveauer på land og i by til at regulere mobilitetsadfærd, samt takster, der fremmer kollektiv transport på de mellemlange distancer (14-72 kilometer), og ordninger, der giver incitamenter til at virksomhederne understøtter medarbejderne i at cykle.  
  • Jernbanen skal have et løft og blive den grønne puls gennem landet, så Danmark kommer i en europæisk elite rent togmæssigt, understøttet af gode busforbindelser i de dele af landet, hvor der ikke er mulighed for tog.  
  • Cykellandet Danmark skal styrkes i form af en massiv udbygning af cykelstinettet, herunder supercykelstier, der fremmer cyklismen på de korte og mellemlange distancer, blandt andet ved at øge trygheden for cyklister, fremme kombinationsrejser, det vil sige fremme den tidsmæssige konkurrencefordel for tog/bus og cykel i forhold til bil. Endelig skal cykelstierne kunne rumme den teknologiske udviklingen, særligt inden for el-cyklismen.Afsæt mindst 11 milliarder kroner hertil. 
  • Planlægningen af ovennævnte skal ske i en ny Mobilitetsstyrelse, der dannes ved en sammenlægning og overflytning af opgaver omkring overordnet trafikplanlægning, analyser, udbud og trafikkontrakter fra Transportministeriet, Trafikstyrelsen, Banedanmark og Vejdirektoratet, i tæt samarbejde med de regionale mobilitetsselskaber. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

0:000:00