Bliv abonnent
Annonce
Debat

V: Vi kommer ikke udenom at øge kapaciteten på vejnettet

I provinsen kan kun et fåtal benytte tog og busser. Vi skal derfor lade danskerne have deres biler i fred, samtidig med at vi forbedrer det kollektive tilbud, skriver Kristian Pihl Lorentzen (V).
I provinsen kan kun et fåtal benytte tog og busser. Vi skal derfor lade danskerne have deres biler i fred, samtidig med at vi forbedrer det kollektive tilbud, skriver Kristian Pihl Lorentzen (V).Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
3. februar 2021 kl. 05.00

K

Transportordfører

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmarks mobilitet er faretruende lav. Trængsel og tidsspilde i trafikken koster samfundet dyrt med deraf følgende tab af velstand og velfærd. Og tab af dyrebar livstid.

Dertil kommer, at vi i de kommende år kan se frem til en fortsat vækst i trafikarbejdet, der jo hænger nøje sammen med væksten og jobskabelsen rundt i hele landet.

Herunder vil antallet af pendlere stige yderligere. Denne situation kalder selvsagt på nytænkning og politisk handling i forbindelse med de forestående forhandlinger om trafikale investeringer.

Men det er i denne debat vigtigt, at vi forholder os til de vidt forskellige vilkår, der findes i henholdsvis storbyerne og det åbne land.

Venstre ser også et stort potentiale i at få mange flere til at pendle på cykel. Ikke mindst i lyset af de fremadstormende elcykler, der øger aktionsradius markant

Kristian Pihl Lorentzen (V)
Transportordfører

Fremtidens biler er grønne
Det gælder for store dele af provinsen, at langt de fleste pendlere er komplet afhængige af deres bil. Uden for storbyerne er mange afskåret fra at benytte kollektiv transport, fordi der er langt til nærmeste station eller busstoppested.

Og fordi tiden til pendling med kollektiv transport ofte er uacceptabel lang. Dertil kommer kørsel med børn til forskellige steder før og efter arbejde. Derfor har rigtig mange familier behov for to biler i garagen for få en sammenhængende rejse i hverdagen.

Vi kan i den forbindelse glæde os over, at fremtidens biler bliver grønne. Og på et tidspunkt også selvkørende. På denne baggrund er det indlysende, at vi i de kommende trafikforhandlinger bliver nødt til at investere massivt i bedre veje, der kan binde landet bedre sammen og sikre grundlaget for fremtidens grønne transport.

Storbyen og provinsen
Listen over vejmæssige hængepartier landet over er lang. Den skal vi gøre noget ved, så vi sikrer grundlaget for pendlernes sammenhængende rejse.

Vi skal samtidig sørge for, at den eksisterende jernbane rundt om i landet kommer tilbage på sporet med tog til tiden, langt mere effektiv drift og grønne tog drevet af el og brint.

Men det er desværre kun et fåtal, der kan benytte tog og busser i provinsen. Derfor skal vi lade danskerne have deres biler i fred, samtidig med at vi forbedrer det kollektive tilbud. Eksempelvis med flexturordninger i landdistrikterne.    

Når det gælder storbyerne, er det en helt anden situation. Her er den kollektive transport knusende stærk og populær på grund af høj befolkningstæthed og de hyppige afgange i alle retninger med metro, S-tog og bybusser. I hvert fald indtil coronaen satte ind og medførte et markant fald i passagertallet.

Men som bekendt opleves der voldsom trængsel omkring storbyerne – ikke mindst for dem, der pendler ind og ud af byen. Her skal vi også have fundet gode sammenhængende løsninger.

Igen kommer vi ikke udenom at øge kapaciteten på det overordnede vejnet – for eksempel på motorvejsringene omkring København samt indfaldsvejene. Men det kan langt fra stå alene.

Letbaner er ikke svaret
Vi skal også investere i en langt mere sammenhængende kollektiv transport, hvor det bliver mere enkelt og bekvemt at rejse fra punkt A til B. Det kræver en bedre organisering af den samlede kollektive transport – ikke mindst i hovedstadsområdet.

Desuden skal der investeres i mere og bedre højklasset kollektiv transport ind og ud af storbyerne. Her er der nogen, som peger på flere letbaner som svaret. Det er Venstre dybt uenig i.

Letbaner er alt for dyre i anlæg og drift. Derimod bør vi satse markant på Bus Rapid Transport (BRT), hvor højklassede, komfortable og grønne busser i egne baner kan bringe et stort antal pendlere hurtigt frem.

BRT-busserne bør kombineres med attraktive parkeringsanlæg i periferien af byerne, så det bliver nemt og bekvemt at stille bilen eller cyklen og rejse videre med BRT.

Tilsvarende bør der investeres i bedre p-anlæg for biler og cykler ved jernbanestationerne i pendleroplandet, så vi fremmer brugen af kollektiv transport ind i storbyerne. Knudepunkterne skal styrkes.

Læs også

Flere cykler og delebiler
Venstre ser også et stort potentiale i at få mange flere til at pendle på cykel. Ikke mindst i lyset af de fremadstormende elcykler, der øger aktionsradius markant.

Det kræver målrettede investeringer i cykelinfrastrukturen i og omkring storbyerne. Men også rundt i landet, hvor cykelstier langs landevejene kan få flere pendlere og skolebørn op på jernhesten til gavn for sundheden, klimaet og trængslen.

Vi skal også fremme samkørsel og brug af delebiler som en vej til at bekæmpe trængslen. Intelligente transport systemer (ITS) kan også bidrage til bedre udnyttelse af kapaciteten på veje.

Venstre ser frem til de forestående trafikforhandlinger. Vi vil forfølge målet om et sammenhængende Danmark i bedre balance, målet om sammenhængende rejser, hvor vi spilder langt mindre tid i trafikken, samt målet om en grønnere transport.

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026