Tina Nedergaard (V) tiltrådte i slutningen af februar den ofte udskældte post som undervisningsminister. Dette kort tid efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde iværksat 360 graders-eftersynet af den danske folkeskole.

Dagen efter Tina Nedergaards visit hos dronningen fremlagde regeringens sit nye arbejdsprogram. Et program, som havde stor bevågenhed omkring uddannelse. Området står højt på regeringens dagsorden.

Med så eksplosiv udvikling opstår der også en række spørgsmål. En række af dem forsøger undervisningsministeren at svare på her.

Økonomien er fastlagt

<img align="left" src="@nyimg=6398@" />
Af Andy Andresen, udviklingschef i FTF.
Hvordan vil du som undervisningsminister give politisk opmærksomhed til at sikre de økonomiske rammer for at drive videregående uddannelser på Undervisningsministeriets område, sådan at der både er økonomi til uddannelserne og til den udviklingsforpligtelse, som efter lovgivningen hviler på institutionerne? Spørgsmålet stilles, fordi hverken professionshøjskoler og erhvervsakademier er nævnt i regeringsgrundlaget, selvom de uddanner to tredjedele af alle med en videregående uddannelse.

SVAR:
Udviklingskontrakterne understøtter kvalitetsudvikling i de videregående uddannelser på Undervisningsministeriets område. De fire overordnede hovedmålsætninger i udviklingskontrakterne for 2010-2012 er i overensstemmelse med de overordnede uddannelsespolitiske målsætninger:

1) Høj faglig kvalitet i uddannelserne, 2) Uddannelse til flere, 3) Uddannelsesorienterede institutioner og 4) Effektive institutioner.

Sikringen af professionshøjskolernes og erhvervsakademiernes økonomiske muligheder er blandt andet sket gennem politiske aftaler om finansloven for 2010. Med disse aftaler, der gælder for 2010 - 2012, er der afsat i alt 1.014,4 millioner kroner over de tre år til kvalitets- og vidensudvikling på de videregående uddannelsesinstitutioner på Undervisningsministeriets område. Disse midler udmøntes i tilknytning til institutionernes udviklingskontrakter.

Nedergaard vil have fokus på de rette rammer for uddannelse

<img align="left" src="@nyimg=6401@" />
Af Anette Macko, sekretariatschef i SOSU-Lederforeningen.
SOSU-skolerne arbejder intenst og fokuseret på at sikre uddannelse til så mange som muligt. Der er en massiv tilgang af unge, der ønsker at begynde uddannelse inden for sundheds- og omsorgsområdet og inden for det pædagogiske område, og som derfor kommer ind på grundforløbene på SOSU-skolerne. Arbejdsopgaverne inden for disse områder flyttes rundt mellem regioner og kommuner og borgernes egne hjem i disse år, og det kræver en bredere palet af uddannelser, der kan give eleverne de rette kompetencer. Hvordan vil du hjælpe disse unge med at nå deres drømme om at få en erhvervsuddannelse indenfor sundhed, omsorg og pædagogik?

SVAR:
Jeg vil meget gerne være med til at sikre, at alle - både de unge og de voksne, der søger ind på social- og sundhedsuddannelsen og den pædagogiske assistentuddannelse, kan komme i uddannelse. Det er rigtigt glædeligt, at flere unge søger SOSU-området. Jeg er glad for, at regeringen har sikret fri adgang til grundforløbet, så de unges behov kan imødekommes. Det er et godt skridt på vejen til, at de unge kan få opfyldt deres uddannelsesønske - hvis ikke det hedeste ønske, så dog et, der ligger tæt derpå.

Det er nu op til skolerne - sammen med kommunerne - at sikre, at alle SOSU-praktikpladser bliver besat. Og det er op til kommuner og regioner at skaffe praktikpladser nok, så behovet for uddannet arbejdskraft på området bliver dækket.

Jeg vil i de kommende år fokusere på, om uddannelsesområdet har de rammer, der skal til, for på den ene side at sikre, at så mange som muligt kan tage den uddannelse, de ønsker, og på den anden side, at arbejdsgiverne kan få faglært arbejdskraft på de områder, de efterspørger.

Her er det vigtigt at huske, at flere erhvervsuddannelser er rettet mod ældreservice og den offentlige ældreomsorg. Jeg tænker på for eksempel serviceassistentuddannelsen, som er en relativt ny uddannelse, som meget vel kunne blive af større betydning i de kommende år. Jeg vil i 2010 følge udviklingen på uddannelsesområdet med stor opmærksomhed.

Færre lærere betyder ikke dårligere skole

<img align="left" src="@nyimg=4142@" />
Af Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever.
Hvordan vil regeringen leve op til sin ambition om en skole i verdensklasse, når kommunerne skærer på helt centrale områder i folkeskolen, såsom antallet af lærere?

SVAR:
Antallet af lærere skal ses i forhold til antallet af elever. Børnetallet toppede i 2007 og er nu faldende. Det betyder, at der fra 2009 til 2020 vil være cirka 36.000 færre elever i folkeskolen.

Med det faldende elevtal kan der frigøres ressourcer. Hvis det samme antal elever pr. lærer opretholdes, vil der i 2020 være behov for 3.200 færre lærere.

Regeringen har en ambition om en folkeskole i verdensklasse. I 2020 skal danske elever være i top fem i verden, hvad angår læsning, engelsk, matematik og naturfag. De danske elever er allerede blevet bedre til både læsning, matematik og naturfag, men vi skal blive endnu bedre. For at blive det, skal vi være innovative og løbende vurdere vores styrker og svagheder.

Derfor har vi sendt et rejsehold ud for at tage temperaturen på den danske folkeskole. Rejseholdet skal se på, hvad der virker og ikke virker, og komme med forslag til, hvordan vi får en endnu bedre folkeskole for pengene.

Der bruges flere penge pr. elev end nogensinde før i den danske folkeskole. Siden 2000 er udgiftsniveauet pr. elev opgjort i 2010-prisniveau steget fra cirka 59.500 til 65.000 kroner - det vil sige med cirka 500 kroner om året.

For at få mere ud af pengene kan vi for eksempel overveje, om ressourcerne til specialundervisning kan anvendes mere hensigtsmæssigt, om vi kan forenkle administrationen, og om lærernes arbejdstid i højere grad kan anvendes til undervisning.

Regeringens mål for folkeskolen skal nås gennem en højere grad af mål- og rammestyring. Det giver større frihed til kommunerne, og jeg inviterer til samarbejde med alle parter omkring folkeskolen.

Udkantsuddannelser er en del af 95 procent-målsætningen

<img align="left" src="@nyimg=5491@" />
Af Jens Boe Nielsen, formand for Gymnasieskolernes Rektorforening.
Hvilken betydning har det for 95 procent-målsætningen, hvis de små udkantsgymnasier lukker?

SVAR:
Det er en overordnet politisk målsætning, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse, og jeg mener, at det er en klar forudsætning for dette mål, at der er en geografisk spredning i ungdomsuddannelserne, der så vidt muligt giver unge adgang til en uddannelse uden at flytte hjemmefra. De små udkantsgymnasier bidrager til den geografiske spredning i uddannelserne, og de skal derfor indgå i realiseringen af 95 procent-målsætningen.

Det er samtidig vigtigt, at vi i den samlede planlægning og udvikling af institutionsstrukturen også medtænker og finder en balance i forhold til andre væsentlige hensyn, som kan styrke 95 procent-målsætningen. Et tæt gymnasieudbud gør det ikke alene. Efter min opfattelse må vi også holde fokus på at sikre elevernes frie skolevalg, at uddannelsernes faglige kvalitet ikke udfordres af uddannelsesinstitutioner, der mangler den fornødne bæredygtighed, og at nærhed og tilgængelighed ses i sammenhæng med det samlede udbud af ungdomsuddannelser.

Gymnasierne har nu fået selvejestatus. Det er vigtigt, at de enkelte gymnasiers bestyrelser kan disponere frit i forhold til denne selvejestatus, så de kan udvikle og tilpasse sig de unges behov og ønsker, og jeg tror der ligger et væsentligt udviklingsperspektiv i at fokusere på den lokale sammenhæng mellem gymnasier, andre ungdomsuddannelser og lokalmiljø.

En styrket sammenhæng mellem ungdomsuddannelserne eller en samlet placering af flere ungdomsuddannelser med hver deres profil kan efter min opfattelse bidrage til at sikre den geografiske spredning af uddannelsestilbuddene, samtidig med at der skabes nye, attraktive uddannelsesmiljøer og opnås en række stordriftsfordele i administrationen.

Et større fokus på samarbejde og sammenhæng mellem ungdomsuddannelserne kan dermed også være et udviklingsperspektiv, der kan sikre udkantsgymnasiernes bidrag til at realisere 95 procent-målsætningen.

Alle skal bidrage til 95 procent-mål

<img align="left" src="@nyimg=4782@" />
Af Anders Balle, formand for Skolelederne.
Er ministeren enig i, at hvis 95 procent-målsætningen skal nås, skal der dannes et nationalt fællesskab, hvor alle samfundets parter bliver inddraget - det gælder både de fleste ministerier, kommunale områder på tværs og alle uddannelsessektorens parter? Hvis ja/nej - hvorfor?

SVAR:
Jeg er enig i, at der skal ses helhedsorienteret på den udfordring, det er at sikre alle unge en ungdomsuddannelse. Derfor har regeringen også inddraget alle sektorer fra folkeskolen og opefter i løsningen af opgaven. Som det seneste eksempel kan jeg nævne finanslovsaftalerne for 2009 mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Radikale Venstre. Flere af aftalerne skal bidrage til, at alle unge får mulighed for at påbegynde og gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse.

Med samme sigte har regeringen fremsat en række lovforslag i 2010, som omfatter både Undervisningsministeriets, Beskæftigelsesministeriets samt Skatteministeriets områder. Den samlede indsats inddrager herudover i vid udstrækning såvel de kommunale forvaltningsområder som de private og offentlige virksomheder.

Aftalen om "Flere unge i uddannelse og job" (5. november 2009) indebærer for eksempel, at en væsentlig del af indsatsen skal gennemføres af kommunerne, blandt andet i forbindelse med at den unges uddannelsesparathed vurderes. På samme måde skal der være øget vejledning i overgangen til ungdomsuddannelserne, så vi sikrer, at de unge fastholdes på uddannelsen, ligesom det i aftalen om "Forstærket indsats for flere praktikpladser" (5. november 2009) er aftalt at tilvejebringe 1.850 flere praktikpladser i staten, kommunerne og regionerne og 5.000 flere praktikpladser, når det private arbejdsmarked tælles med.

Jeg oplever derfor, at den fælles indsats for at sikre, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse i 2015, som Anders Balle efterlyser, faktisk er bragt til veje. Og jeg har tiltro til, at alle de berørte parter i såvel offentligt som privat regi yder deres yderste for at løse opgaven.