Debat

Hvad nu hvis vi er blevet klogere?

DEBAT: Selvstændige erhvervsakademier kan jo vise sig at være en god ide, skriver fire erhvervsakademirektorer, som mener, politikerne gør klogt i at give akademierne tid til at vise, hvad de kan – for de skal nok blive overraskede.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Ingo Østerskov, rektor, KEA - Københavns Erhvervsakademi
Christian Mathiasen, rektor, Erhvervsakademi Århus
Henrik Larsen, rektor, Erhvervsakademi Sydvest
Jens Mejer Pedersen, rektor, Erhvervsakademiet Lillebælt

To rektorer fra professionshøjskolerne krævede i et debatindlæg på Altinget.dk i mandags klart svar fra Christiansborg på spørgsmålet om, hvordan den danske professions- og erhvervsrettede videregående uddannelsessektor skal se ud nu og ikke mindst i fremtiden. Helt konkret, vil de have en politisk bekræftelse af det forlig, der blev indgået for tre år siden, som skal evalueres i 2013 og endeligt vedtages i 2015.

Nu er tre år længe siden! 2013 er ikke helt lige om hjørnet endnu og ej heller 2015. Meget kan ske på kort tid, og når talen falder på erhvervsakademierne, er der sket rigtigt meget i den korte levetid, uddannelsesinstitutionerne har haft. Kig bare på resultaterne! I samme korte årrække har verden omkring os forandret sig. Vi ved godt, at det er trivielt, men det er nu alligevel på sin plads at nævne finanskrisen og de efterdønninger, den har givet.

Derfor er det efter vores bedste vurdering en yderst fornuftig tilgang, som de adspurgte politikere har til sagen; lad os afvente evalueringen af erhvervsakademierne i 2013. Lad os se, hvad der sker. Lad os se, hvad erhvervsakademierne har at byde på! Hvis erhvervsakademierne ikke har tilstrækkeligt at fremvise, så er sagen jo klar.

Hvorfor vælge andet?
Men hvad nu, hvis evalueringen viser, at selvstændige erhvervsakademier med professionsbacheloruddannelser giver super kvalitative løsninger på erhvervslivets kompetenceudfordringer? Hvad nu, hvis den vision/handlingsplan LO, DI, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Tekniq og Finanssektorens Arbejdsgiverforening har fremsat for erhvervsakademierne viser sig at blive implementeret i løbet af kort tid? Hvad nu, hvis erhvervsakademierne går foran i at vise nye samarbejder på tværs af landet? Hvorfor skulle man så vælge noget andet?

Vi skal i den danske uddannelsesverden vænne os til at have større fokus på vores kunder - både de studerende og dem, som skal ansætte de studerende - nemlig virksomhederne! Vi tror, at det vigtigste for de studerende er relevante uddannelser, praksisbasering i undervisningen og relevans for virksomhederne. Og vi tror ikke, at de interesserer sig synderligt meget for strukturen i uddannelsessystemet! De studerende vil have studier, der giver mening for dem personligt og deres fremtid, i nogle rammer, der er attraktive og erhvervsrettede. De vil have uddannelser i et miljø, der dufter af erhvervsliv.

Erhvervsakademierne uddanner til fremtidens arbejdsmarked
Sandheden er, at erhvervslivet i øjeblikket skriger efter praksisorienterede kompetencer. Vækstforum peger selv på, at al arbejdskraft ikke kan have en kandidatuddannelse fra universitetet. Erhvervsakademierne er nærmest skræddersyet til at imødekomme den stadigt stigende efterspørgsel på praksisorienterede kompetencer til erhvervslivet.

Det er dokumenteret, at det danske erhvervsliv er ringere uddannet end i de lande, vi konkurrerer med. Det er problem for produktiviteten og værdiskabelsen for de danske virksomheder. Erhvervsakademierne er nærmest skræddersyet til at ændre på det forhold.
Det er indbygget i erhvervsakademiernes dna, at vi udbyder og udvikler uddannelserne i et symbiotisk forhold med erhvervslivet og arbejdsmarkedets organisationer. Dermed er erhvervsakademierne et superkvalificeret bud på at levere det, som Vækstforum skriger på.

Gejsten er der
Bevares, vi ved godt i erhvervsakademiverdenen, at vi har et stykke igen. Vi kan helt sikkert gøre det endnu bedre. Men vi er godt på vej. Erhvervsakademierne har entydigt og begejstret bakket op om LO, DI, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Tekniq og Finanssektorens Arbejdsgiverforenings vision om stærke, selvstændige erhvervsakademier med egne bestyrelser, bygninger og udbud af professionsbacheloruddannelser. Det er en god og flot vision for erhvervsakademiernes fremtid. Vi er taknemmelige for, at arbejdsmarkedet organisationer tænker visionært på vores uddannelsesområde.

Erhvervsakademierne er netop nu ved at få momentum, og vi er enormt fokuseret på at levere højt kvalificeret uddannelser til dansk erhvervsliv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00