Bertel Haarder: Selveje vil ikke ramme undervisningen

SAMRÅD: Undervisningsministeren slår fast, at overgangen til selveje ikke vil ramme undervisningen. Socialdemokraterne stadig ikke trygge.
Anders Heissel

Man kan veksle mursten til undervisning, men hvis det udhuler økonomien, så det går den anden vej og går ud over undervisningen, er reformen ikke en fordel.

Kim Mortensen (S)
Medlem af Uddannelsesudvalget

Vil Finansministeriet reelt styre uddannelsesinstitutionerne, når de fra næste år overtager deres bygninger, og vil undervisningen blive dårligere, fordi pengene skal bruges på bygninger?

De centrale spørgsmål var undervisningsminister Bertel Haarder (V) kaldt i samråd tirsdag for at besvare.

Regeringen har bebudet, at uddannelsernes selveje vil blive styrket gennem forenkling af reglerne og ved, at institutionerne blandt andet får lov til at overtage deres bygninger.

Snyder ikke på vægten
Men Socialdemokraternes medlem af Folketingets Uddannelsesudvalg Kim Mortensen ville gerne høre, om Bertel Haarder kunne garantere, at penge til undervisning ikke pludselig forsvinder til bygningerne og undervisningen dermed forringes.

"Vi snyder ikke på vægten. Det gjorde vi heller ikke, da vi gjorde erhvervsskolerne til selveje. Der bliver ikke taget penge fra undervisningen for at kompensere for det, der måtte mangle til bygningerne. Skolerne får friheden til at selv at bestemme over pengene og kan derfor godt bruge et eventuelt overskud på bygningerne til undervisningen. Jeg er ikke så bekymret som Kim Mortensen," sagde Bertel Haarder.

Samtidig understregede han, at når uddannelsesinstitutionerne overtager deres bygninger og selvejet bliver fuldt indfaset, er der tale om den største formueoverførsel i nyere tid, og derfor er det naturligt, at Finansministeriet har interesse i at følge området.

Åbenhed er prisen for frihed
"Jeg vil godt understrege, at det ikke er en spareøvelse. Men hvis vi skal se, hvad pengene bruges til, skal systemet være enkelt og gennemsigtigt. Når det drejer sig om så mange penge, er det ikke underligt, at vi gerne vil se, hvad pengene bliver brugt til. Derfor kræver vi selvfølgelig fuld åbenhed fra skolerne. Man kan sige, at det er prisen for friheden til selv at bestemme," siger Bertel Haarder.

Men Kim Mortensen er stadig bekymret for, om den centralistiske og kontrollerende styring fortsætter fra Finansministeriet i forhold til uddannelsesinstitutionerne.

"Jeg blev ikke afkræftet af Bertel Haarder i, at han vil lave mere kontrol og styring. Salget af bygningerne vil give mellem 8-12 milliarder kroner, men det er vigtigt, at der kommer en uddannelsespolitisk dagsorden ind i diskussionen, og det havde Bertel ingen som helst bud på. Hvis det er en reform, der blot skal skaffe 8-12 milliarder kroner til staten, så er det for fattigt rent uddannelsespolitisk," sagde Kim Mortensen efter samrådet.

Men regeringens holdning er vel at give skolerne mere råderum og gå fra detailstyring til målstyring. Hvad siger du til det?

"Det kunne man håbe på. Men det kan gå begge veje. Man kan veksle mursten til undervisning, men hvis det udhuler økonomien, så det går den anden vej og går ud over undervisningen, er reformen ikke en fordel," siger Kim Mortensen.

Altinget logoUddannelse
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget uddannelse kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00