Forsker: Uddannelse kan ikke kompensere for samfundets ulighed

DEBAT: Der er for ensidigt fokus på uddannelse og social mobilitet i diskussionen om børns livsmuligheder. Hvis flere børn og unge skal løftes, kræver det større fokus på at modvirke social ulighed, skriver forsker Claus Holm.

Af Claus Holm
Leder af Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet

KL’s Børn & Unge Topmøde sidst i januar i Aalborg har social mobilitet som overskrift.

Æblet må gerne falde lidt længere fra stammen, lyder det i programmet, med henvisning til at flere børn end i dag skal løfte sig over forældrenes baggrund. Alle børn og unge skal lære, udvikle sig og trives. Uanset baggrund.

Fokus er at skabe de bedste forudsætninger for, at ”murerens søn kan blive forsker”. Og rammen er primært de kommunale dagtilbud – vuggestuer, børnehaver og skoler.

Som det hedder i oplægget, har kommunerne her en unik mulighed for at ”sikre læring og udvikling for alle børn i en tidlig alder”.

KL’s fokus flugter fint med regeringens netop igangsatte 1.000-dages program, ”En bedre start på livet”, der fokuserer på at løfte den sociale indsats for de nul- til toårige.

Blind vinkel
Både regeringen og KL har rigtige og gode ambitioner om at øge den sociale mobilitet – men samtidig er der risiko for, at der er vokset en blind vinkel frem.

Der er nemlig ret stor forskel på social mobilitet og social lighed.

Forskellen på de to begreber er, at social mobilitet handler om at få de kvikke individer til at bevæge sig opad i det sociale hierarki (også selvom de måtte komme fra en udfordret baggrund), mens social lighed handler om ulige forhold mellem hele grupperinger i samfundet – for eksempel sociale klasser – og om udjævning af disse skel.

Ved at fokusere på uddannelse som nøglen til at øge det enkelte individs sociale mobilitet negligeres blandt andet betydningen af forældrenes sociale status og velstand.

Den sociale arv
Lærere, pædagoger (og forældre) kan helt sikkert bidrage til at bryde social arv gennem en målrettet indsats. Men de kan ikke fjerne den. Den sociale arv brydes ikke ved en indsats for at øge den sociale mobilitet alene.

Uanset hvor meget pædagoger og lærere arbejder med børnene og familierne – underviser og skaber trivsel – og uanset hvor meget forældrene læser med deres børn og går i legegrupper, så løser det ikke det grundlæggende problem, at forældrenes uddannelse, indkomst og formue (socioøkonomiske baggrund) spiller en – i stigende grad undervurderet – hovedrolle for ethvert barns muligheder i livet.

Det lyder med andre ord flot og rigtigt, at murerens søn skal nyde godt af en tidlig uddannelsesindsats, så hans livsmuligheder forbedres.

Mere fokus på social ulighed
Den tilgang har vi i Danmark i stigende omfang hyldet gennem det sidste årti. Ikke mindst på baggrund af økonomen og nobelpristageren James Heckmans forskning i, at investeringer i små børns fremtid gennem uddannelse og socialpædagogiske indsatser er blandt de bedste investeringer, et samfund kan gøre – økonomisk set og i form af bedre livskvalitet, bedre beskæftigelsesmuligheder og mindre kriminalitet.

Men der er solid dokumentation for, at det kun gør det halve arbejde. Social mobilitet gør det ikke alene – der skal også arbejdes med social lighed.

Og hvis det skal ske, så skal Heckman suppleres med andre økonomers tanker om at kompensere for social ulighed.

Uddannelse er ikke nok
Herhjemme kan vi for eksempel skele til den nu afdøde økonom og kontorchef fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jørgen Paldam.

Helt tilbage i 1952 pegede han på en ”ens start for alle” som et af de fire vigtigste bærende mål for økonomisk politik. Paldam var vel nærmest datidens svar på vor tids franske økonom, Thomas Piketty, der i disse år vinder frem med budskaber om betydningen af ulighed i formue- og indkomstfordeling.

Det er med andre ord ikke noget nyt i, at et barns muligheder i livet i høj grad påvirkes af samfundsstrukturelle forhold, herunder forældrenes socioøkonomiske situation. Og den kan hverken lærere eller pædagoger uden videre bryde med. Uddannelsesindsats kan ikke alene kompensere for samfundets ulighed.

Men hvad skal pædagogerne, lærerne og de kommunale forvaltninger stille op med det? Det er jo ikke dem, der beslutter, hvordan samfundets kage skal fordeles via blandt andet skatter og andre former for omfordeling. Det er ikke dem, der beslutter, om børnenes forældre skal have penge mellem hænderne.

Nej. Misforstå mig nu ikke. Jeg går ind for lighed gennem uddannelse og har stor respekt for den indsats, der gøres. Den kan blot ikke stå alene, hvis man har som mål at øge den sociale lighed.

Gør noget ved den sociale ulighed
Mit ærinde er derfor, at det i højere grad anerkendes, at de kommunale tilbud nogle gange kæmper en ulige kamp. En kamp, hvor vægten af generel ulighed godt kan være tungere, end den sociale indsats kan opveje.

Og under alle omstændigheder en opfordring til en mere balanceret forståelse af social mobilitet og social lighed og af, hvad der kan opnås gennem uddannelse og socialpolitik.

Vi bliver i Danmark bedre og bedre til at skabe social mobilitet, men den sociale ulighed gør vi ikke så meget ved.

Den grundlæggende ulighed bliver ikke mindre af, at nogle enkeltindivider springer et niveau opad i hierarkiet.

Forrige artikel Debat: Red folkeskolens indeklima og få viden i verdensklasse Debat: Red folkeskolens indeklima og få viden i verdensklasse Næste artikel Børnerådet: Færre prøver og tests skal lette presset på de unge Børnerådet: Færre prøver og tests skal lette presset på de unge
Står kommunernes stramme budgetter i vejen for klimavenlige folkeskoler?

Står kommunernes stramme budgetter i vejen for klimavenlige folkeskoler?

LAND OG BY: De danske kommuner sidder på et stort antal bygninger og kommer dermed til at spille en væsentlig rolle, hvis målet om 70 procents CO2-reduktion skal nås. Men her hører den simple logik også op. For det bliver dyrt for statskassen, hvis kommunerne skal bo og bygge grønt.