Debat

Integration og høj faglighed

DEBAT: Dansk Folkeparti stiller sig kritiske over for sprogfærdigheder og kulturforståelse i den danske ældrepleje. Men det er der ingen grund til, lyder det fra formanden for SOSU-Lederforeningen, Inger Margrethe Jensen, som understreger, at medarbejderne har en høj faglighed.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der er ingen grund til at betvivle deres høje faglighed; vores færdiguddannede elever lever fuldt ud op til de krav, der stilles til deres uddannelse.

Inger Margrethe Jensen
Formand for SUSU-Lederforeningen

Af Inger Margrethe Jensen
Formand for SOSU-Lederforeningen

Det var en glædelig nyhed, der sprang mig i øjnene, da jeg i KL's nyhedsbrev Momentum den 6. juni kunne læse, at hver femte elev på landets social- og sundhedsskoler er tosprogede. Det bekræftede min viden om, at social- og sundhedsskolerne er med til at løfte den vigtige samfundsopgave at uddanne og integrere personer med anden etnisk baggrund end dansk. Derfor faldt det mig ikke ind, at den kortere version af artiklen på DR's hjemmeside skulle blive udgangspunktet for et kritisk spørgsmål til integrationsministeren. Med afsæt i artiklen fandt Dansk Folkeparti imidlertid grund til at rette spørgsmål til ministeren vedrørende sprogfærdighederne og kulturforståelsen i den danske ældrepleje.

Jeg undrede mig over problematiseringen af den nyhed, jeg troede var så positiv. Ved nærlæsning kan jeg se, at Dansk Folkepartis spørgsmål udspringer af, at omtalte artikel sammenkæder budskabet om det stigende antal tosprogede elever med konklusionerne i SFI's nye rapport om omsorg og etnicitet i ældreplejen. Rapporten konkluderer blandt andet, at de adspurgte "etnisk ikke-vestlige" social- og sundhedsmedarbejdere generelt ikke anser ældreplejens grundlæggende principper, herunder princippet om hjælp til selvhjælp som værende af væsentlig betydning for kvaliteten i ældreplejen. Desuden fremhæver rapporten også sproglige vanskeligheder som et problem for de etnisk ikke-vestlige medarbejdere.

Ufaglærte medarbejdere
Jeg vil dog gerne opfordre til en grundigere læsning af SFI-rapporten, idet den pointerer, at der blandt undersøgelsens gruppe af etnisk ikke-vestlige medarbejdere er en større andel ufaglærte end blandt gruppen af etnisk danskere. Jeg tillader mig derfor at se en parallel mellem den anderledes kulturforståelse og sprogvanskelighederne og det faktum, at en stor del af de pågældende medarbejdere ikke har en social- og sundhedsuddannelse.

For mig at se skal artiklens budskab forstås helt anderledes, end ministerspørgsmålet lægger op til. Det er et glædeligt faktum, at social- og sundhedsskolernes uddannelser appellerer til et bredt udsnit af befolkningen. Skolerne har elever i alle aldre, med meget forskellige kompetencer og med forskellige faglige og personlige udfordringer. Nogle elever er meget kvalificerede og kan derfor afkorte uddannelsen, mens andre bruger lidt længere tid på at blive rigtig dygtige. Fællesnævneren for vores elever er lysten til at uddanne sig til et erhverv, hvor medmenneskelighed og faglige kompetencer går hånd i hånd.

Fakta

Bland dig?
Deltag i debatten - send dit indlæg til [email protected]

Foto:

På landets social- og sundhedsskoler bliver eleverne fagligt kompetente og godt rustede til at varetage de arbejdsopgaver, de møder i plejesektoren. Elever med anden etnisk baggrund kvalificeres til arbejdet på lige fod med de etnisk danske elever. Eksempelvis stilles der gennem uddannelsesordningen for social- og sundhedsuddannelsen krav til alle elevers dansksproglige færdigheder og evne til at planlægge praktisk hjælp og samarbejde med borgeren ud fra dennes ressourcer.

Succeshistorie
Derfor vil jeg på vegne af SOSU-Lederforeningen gerne slå et slag for de dygtige social- og sundhedshjælpere og -assistenter samt pædagogiske assistenter, som landets social- og sundhedsskoler uddanner. Der er ingen grund til at betvivle deres høje faglighed; vores færdiguddannede elever lever fuldt ud op til de krav, der stilles til deres uddannelse. Skulle vi derfor ikke se det stigende antal elever med anden etnisk baggrund som en succeshistorie for den danske integration og sørge for, at de ufaglærte medarbejdere i ældreplejen hurtigst muligt kvalificeres gennem uddannelsen på social- og sundhedsskolerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00