For tiden melder flere ledere og lederforeninger sig ind i kampen for bevarelsen af selveje. Flere debatindlæg i 2020 blev senest den 11.1.21 fulgt op af rektorerne fra hhv. Greve og Køge gymnasium i et forsvarsindlæg i Politiken under overskriften: ”Kære regering: Drop hetzen mod selvejende gymnasier”, og den 10.2. fulgte lederforeningerne for fem forskellige ungdomsuddannelser trop i Altinget.

Det gælder åbenbart om at komme eventuelle kritikere i forkøbet, og ministeren har da også udtrykt tvivl om, hvorvidt selveje er den rette styreform.

Store succeser skyldes ikke selvejet
Grundtenor i begge indlæg er selvfølgelig, at her går det godt, så lad os endelig bevare det velfungerede system. Der er brugt megen forskellig spalteplads, og derfor er argumentation forskelligt udfoldet, men dybest set bliver der remset et stort antal succeser op, som åbenbart skyldes selveje.

Selve ideen med selveje beror på en kontraproduktiv new management-tankegang, som hylder den indbyrdes konkurrence, ud fra en overbevisning, at dette vil føre til bedre skoler, fordi de ”dårlige” lærer af de ”gode”.  

Burkhard Sievers
Lektor, Odsherreds Gymnasium, og bestyrelsesmedlem, Gymnasieskolernes Lærerforening

Det gør de ikke. Det er en fejlagtig antagelse, at man ikke kan drive gode skoler og eksempelvis starte lokale initiativer under andre styreformer. Dem var der masser af i amternes tid, og muligheden for at søge udviklingsmidler direkte i ministeriet var også ganske gode.

Det er heller ikke indlysende, hvorfor samarbejder med andre skoler kun skulle være mulige i selveje-regi.  I nabolandene, hvor ungdomsuddannelser er underlagt en politisk og forvaltningsmæssig styring, går udviklingen jo heller ikke i stå.

Selveje løser ikke demografiske udfordringer
Lad mig komme med den vigtigste indvending mod selveje og rektorernes forsvar af systemet. Rektorerne giver ikke svar på, hvordan de vil tackle ungdomsuddannelserne demografiske udfordring i de kommende ti år.

Vi er på vej til nogle år med en betragtelig nedgang i antallet af unge, en nedgang der desuden er meget skævt fordelt hen over landet. Ved selveje er hver skole sin egen herre og vil derfor indædt kæmpe om hver eneste elev. Nogle skoler i København vil holde skinnet på næsen, mens flere skoler især i provinsen vil skulle afskedige kvalificerede medarbejdere.

En større administrativt ansvarlig organisation, som eksempelvis regionerne, vil meget bedre kunne afbøde udsvingene og desuden medvirke til efteruddannelse i større stil og jobrotation. På denne måde vil der også være plads til helt nødvendige nyansættelser selv i nedgangstider, så der kommer et frisk pust fra universiteterne ud på skolerne.

Selve ideen med selveje beror på en kontraproduktiv new management-tankegang, som hylder den indbyrdes konkurrence, ud fra en overbevisning, at dette vil føre til bedre skoler, fordi de ”dårlige” lærer af de ”gode”.

Det er der dog intet, der tyder på. Skolerne er især i de større byer rigtignok i en konkurrencesituation overfor hinanden, men det har ikke medført et kvalitetsløft. Tværtimod fører udfordringen i økonomien hos de mindre populære skoler til, at pengene i højere grad bliver brugt til at lappe huller i budgettet, frem for til kerneopgaven.

Selveje truer den nationale standard
Selveje er skyld i, at vilkårene på skolerne fjerner sig mere og mere fra hinanden, godt hjulpet af et politisk overgreb overfor gymnasielærernes overenskomst i 2013. Procentsatsen af de til undervisning allokerede taxameterpenge svinger mellem lidt over 64 procent på VUC Syd og 105 procent på Frederiksværk Gymnasium, muligvis er der endnu mere grelle eksempler.

Med andre ord er det selveje, der afgør, om en lærer skal undervise 120 elever eller 250. En skoleforvaltning under regionerne ville næppe acceptere så forskellige vilkår. Det siger sig selv, at skolerne under disse omstændigheder ikke kan levere en ensartet kvalitet.

Med andre ord: selveje truer den nationale standard.

Indlæggene fra rektorerne og lederforeninger benytter sig af metoden ”cherry picking”. Ingen betvivler, at der gudskelov er mange gode ungdomsuddannelser, men indlæggene ignorerer de dårlige eksempler som eksempelvis VUC Syd, hvor der i løbet af ganske få år blev formøblet 150 millioner kroner på bygninger – penge, der nu skal overspares og er medvirkende årsag til, at kun ganske få taxameterpenge, der er beregnet til undervisning, også bliver allokeret til undervisning.

Selveje har gjort det nemt at træffe lokale beslutninger, men muligheden for at kontrollere dårlige beslutninger, er blevet for ringe. Hverken rigsrevisionen eller STUK fandt mangler ved VUC Syd. Der skulle en nu nedlagt radiostation til for at komme misbruget til livs.

De gode skoler er til på trods af selvejet
Indlæggene fremhæver de lokale beslutningsmuligheder, men roser også de administrative samarbejder, som eksempelvis IT-Center Fyn og fælles lønadministration. Men skulle det ikke være en selvfølgelighed, at en rektor ikke er belastet med denne type administrative opgaver, herunder også bygningsdrift og nybyggerier, som bedst varetages af en overordnet styrelse med specialister?  

Selveje har fremmet, at forholdene på de enkelte ungdomsuddannelser bliver mere og mere uens, både for elever og de ansatte. Som aktivt fagforeningsmedlem må jeg for eksempel spørge, hvilken højere logik der ligger i, at man på erhvervsgymnasier kun udmønter det halve af lokallønssummen i forhold til de almene gymnasier.