Nationalt videncenter for læremidler: Besparelser på CFU harmonerer dårligt med ønsket om mindre skærm i skolen

En skole uden skærme vil være komplet ude af trit med virkeligheden. Udviklingen i teknologier og ikke mindst de digitale produkter, vi forbruger i vores fritid, går stærkt og truer for mange forældre med at fylde for meget i både deres egne og deres børns liv.

Denne udfordring skal vi forældre tage op derhjemme. Men vi skal ikke parkere kampen mod det digitale i skolen. I skolen skal vi kunne stole på at læreren har styr på tingene og give læreren muligheden for at træffe de nødvendige og hensigtsmæssige didaktiske valg – også hvis de indebærer, at eleverne bruger en skærm.

Digitaliseringen kom med besparelser

I Danmark bruger vi færre penge på læremidler per elev end i de øvrige nordiske lande

Stig Toke Giessel
Leder, Nationalt Videncenter for Læremidler

Men lad os endelig drøfte, hvad den gode balance mellem det digitale og analoge så er. Det er meget muligt, at undervisningen er tippet for langt mod det digitale.

For vi er faktisk i Danmark lykkedes med at opfylde en tidligere politisk ambition om at digitalisere undervisningen. Dette politiske mål blev blandt andet båret frem af en støtteordning mellem 2012-2017, hvor skoler kunne få dækket 50 procent af udgifterne til indkøb af digitale læremidler.

Det gav læremiddelproducenterne et incitament til at sætte fart på udgivelsen af digitale læremidler samt skolerne og kommunerne et motiv til at skifte til digitale løsninger. Problemet er nu, at mange skoler kun har de digitale læremidler tilbage.

Digitaliseringen har dog haft nogle positive virkninger, som vi ikke bør negligere. ICILS-undersøgelsen fra 2018 viste, at danske elevers computer- og informationskompetence ligger i top i international sammenligning. Det bør vi være stolte af.

Vi er i min optik nødt til fortsat at gøre eleverne fortrolige med computere og diverse programmer, så de ligesom på enhver arbejdsplads kan vælge det digitale til, når det giver mening. Eleverne skal ikke have sig en overraskelse, når de skal videre i uddannelsessystemet eller ud på en arbejdsplads.  

Med digitaliseringen er der også sket en besparelse på læremiddelbudgettet på skolerne; det var dyrt at købe klassesæt af grundbøger og hæfter, som eleverne kunne skrive i.

Disse penge kommer nok ikke tilbage – de er allerede sparet væk. I Danmark bruger vi færre penge på læremidler per elev end i de øvrige nordiske lande.

Så hvad gør lærerne nu? I særdeleshed de lærere fra kommuner, som har ondt i økonomien? Eller den lærer, som bare gerne vil gøre sin undervisning mere analog?

Løsningen er CFU

CFU’erne i Danmark er i min optik uvurderlige aktører i den nationale skoleudvikling. De udgør en kæmpe ressource for skolerne og lærerne

Stig Toke Giessel
Leder, Nationalt Videncenter for Læremidler

Et godt bud for læreren kunne være at trække på ressourcerne fra det lokale CFU (Center for Undervisningsmidler). På landets Centre for Undervisningsmidler har vi uafhængige eksperter, der kan udpege de læremidler, der har kvalitet, er nyskabende eller har bestemte kvaliteter, en lærer måtte ønske.

CFU’erne i Danmark er i min optik uvurderlige aktører i den nationale skoleudvikling. De udgør en kæmpe ressource for skolerne og lærerne.

Her er en flok kyndige konsulenter, som ved en masse om kvalitet i læremidler og kan hjælpe med at skille skæg fra snot, ligesom de kan hjælpe læreren med at opdage det, som hun ikke vidste fandtes.

Det kan være det analoge undervisningssystem, som passer lige netop til lærerens behov og opfattelse af, hvad god undervisning er. Det kan være den nyeste robotdims, som kan muliggøre, at undervisningen i et svært stof kan gøres helt anderledes og motiverende. Eller noget helt tredje.

I sidste skoleår udlånte CFU’erne over to millioner analoge eksemplarer ud til undervisningssektoren. I samme periode var der næsten fire millioner daglige unikke indlogninger – altså lærere og elever, der har lånt og fået adgang til såvel analoge som digitale læremidler. Det kan eksempelvis være romaner, tv-udsendelser, fagbøger eller materialekasser. 

En roman i hænderne

CFU’erne spiller en markant rolle i forhold til udlån af klassesæt af skønlitterære bøger. Det vil være naivt at tro, at skolerne vil have råd til at dække behovet for skønlitteratur ved at købe en masse klassesæt af børne- og ungdomsromaner hjem lokalt.

Det er naivt at tro, at skolerne har råd til at dække behovet for skønlitteratur ved at købe en masse klassesæt af børne- og ungdomsromaner hjem lokalt

Stig Toke Giessel
Leder, Nationalt Videncenter for Læremidler

CFUs samlede antal analoge udlån er steget med syv procent fra skoleåret 21/22 til 22/23. Det vil jo normalt anskues som en succeshistorie og et argument for at styrke en institution som CFU.

Det forekommer mig derfor yderst mærkværdigt, at man i finansloven vil spare på CFU’erne i lyset af undervisningsminister Mathias Tesfayes udmelding om, at han ønsker mindre skærm i skolen.

Hvis vi ønsker, at eleverne ikke hele tiden sidder foran skærmen, kan vi måske blive enige om, at det kunne være godt, hvis eleverne en gang imellem fik en trykt roman i hænderne eksempelvis i dansktimerne.

Eller at læreren kunne veksle mellem et analogt system i matematik til at dække det vigtigste, og så nogle digitale læremidler til at håndtere datasæt, træne færdigheder og eksperimentere med geometriske figurer, funktioner og så videre.

Hvis lærerne fremover ikke har adgang til materialer og inspiration fra CFU, vil undervisningen sandsynligvis blive mere ensartet og bundet til det eller de læremidler, læreren nu engang har adgang til.

Det kunne eksempelvis være en digital fagportal, der skal dække alle fag på alle klassetrin, eller nogle forældede klassesæt fra skolens bogkælder.

I den kommende finanslov lægger regeringen op til at spare næsten 42 millioner kroner på Center for Undervisningsmidler. Det svarer til omkring 20 procent af CFU’s budget, og CFU’erne har allerede meldt ud, at det vil gå ud over indkøbene af nye bøger og andre materialer, som lærere og elever kan låne.

Er det virkelig dér, vi ønsker at spare?

Er det ikke lige netop nu, at vi skal styrke en succesfuld institution som CFU, der leverer et varieret udbud af ressourcer til skolerne, lærerne og eleverne?