Radikale: Udvid undervisningspligten til 12 år og indfør mentorordning

Jeg og den radikale folketingsgruppe lancerede i sommeren 2020 en ambition om, at gå fra målsætninger til politik, og gøre ungdomsuddannelse til noget, alle kan og bør gennemføre.

Konkret gennem en udvidelse af skolepligten til 12 år.

Dét forslag provokerede i både det radikale bagland og i uddannelsesdanmark. "Naivt" og "snobbet" var på én og samme tid de ord, forslaget blev mødt med.

De umiddelbare reaktioner forstår jeg sådan set godt. For havde forslaget været, at alle unge i morgen skulle tvinges til at gennemføre en ungdomsuddannelse i traditionel forstand, havde det være naivt. Og havde der bag forslaget ligget en holdning om, at det ikke er godt nok at arbejde i Netto, havde det været snobbet.

Ingen af delene er dog tilfældet. For vi foreslår ikke, at en udvidelse af undervisningspligten skal ske i morgen, men at vi beslutter os for, at gå i dén retning og måske gøre det til virkelighed om ti år.

I stedet er hele grundtanken bag forslaget at tvinge os – politikere, ledere, lærere og de unge selv – til at besvare spørgsmålet: Hvis alle unge skulle gennemføre en ungdomsuddannelse i en eller anden form, hvad ville det så kræve af forandringer i vores uddannelsessystem?

Flere og fleksible tilbud

For de fleste elever vil næste skridt efter 9. eller 10. klasse være en klassisk ungdomsuddannelse i form af gymnasiet eller en erhvervsuddannelse. For en del unge er det ikke – og det er for deres skyld, at vi skal overveje en udvidelse af skolepligten, og tvinge os selv til at indrette et nyt system.

Da man udvidede undervisningspligten i 1970'erne, mødte det også stor kritik. 

Anne Sophie Callesen (RV)
Ungdomsuddannelsesordfører

For en del af disse unge vil FGU være det rette tilbud. Men det kræver vel at mærke, at vi sørger for at investere mere i uddannelsen – og at vi gør den til et reelt uddannelsesvalg efter 9. klasse, som også foreslået af Uddannelsesforbundet.

Så er der dem, som helt har brug for at komme væk fra skolebænken. Her kunne løsningen være en form for mesterlære eller vekselforløb mellem uddannelse og arbejde, hvor eleven er ansat i en virksomhed, der så har lavet et uddannelsesforløb for den unge sammen med kommunen og den unge.

For atter andre er en studentereksamen faktisk det rette mål, men vejen dertil kræver ekstra ro og tid – og derfor skal flere have mulighed for at tage en treårig hf med fuldt taxameter, som vi i Radikale har foreslået.

En uddannelsesplan og en mentor i hånden

Der skal med andre ord være et tilbud og et system, der kan rumme alle unges behov for uddannelse. Og hvis beslutter – på sigt – at udvide undervisningspligten til 12 år, forpligter vi os også som samfund på at hjælpe de unge med at finde det rigtige undervisningstilbud for dem efter de er gået ud af 9. eller 10. klasse.

Her skal man stå med en uddannelsesplan i hånden, hvor der er lagt en rute for ens videre uddannelsesforløb. Og nok så vigtigt skal de unge, som falder fra, eller er i fare for at falde fra, have en mentor, som hjælper dem videre på rette spor – ligesom vi skal sikre, at hjælpen til sårbare unge følger med, når de skifter uddannelse.

Da man udvidede undervisningspligten i 1970'erne, mødte det også stor kritik. Dengang handlede det om at forberede de unge bedst muligt til verden efter skolen. Det samme gør sig gældende i dag. Uddannelse giver den enkelte større frihed til at forme sit eget liv, og er vejen til næsten uendelige muligheder.

Men for mange unge har i dag svært ved at finde vejen hen til uddannelse. Lad os sikre, at de fremover tages i hånden og give os selv den bundne opgave at indrette et uddannelsessystem med plads til alle unge.