Debat

SF: Vi skal anerkende de største EUD-talenter

DEBAT: Vi skal alle blive bedre til at støtte op om erhvervsuddannelserne og anerkende talenterne, hvis den faglige uddannelsesvej igen skal blive populær blandt de unge. Det mener SF's Annette Vilhelmsen, som samtidig efterlyser flere praktikpladser.

Vi har brug for at styrke og anerkende erhvervsuddannelserne, mener SF's Annette Vilhelmsen.
Vi har brug for at styrke og anerkende erhvervsuddannelserne, mener SF's Annette Vilhelmsen.Foto: Pressefoto
Per Bang Thomsen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Annette Vilhelmsen
Undervisning- og uddannelsesordfører, SF

”Festlig åbning af Skills Denmark i Bella centret. Erhvervsuddannelsernes mesterskaber. Masser af unge har trænet og engageret sig for at kvalificere sig til de afsluttende konkurrencer. Der er og bliver brug for masser af faglært arbejdskraft.”

Med disse ord opdaterede jeg min status på Facebook torsdag den 8. januar.

Jeg blev inspireret af at deltage i åbningen af Skills Denmark. Skills Denmark arbejder for at fremme danskernes kendskab til erhvervsuddannelserne og de mange muligheder, de rummer - hvilket jeg som ungdomsuddannelsesordfører i SF ser meget positivt på.

Denne konstante ’”giv-den-videre”-attitude’, når der diskuteres praktikpladser, er ikke konstruktiv, og løsningen kan ikke kun findes hos kommunerne, skolerne eller virksomhederne.

Annette Vilhelmsen (SF)
Undervisning- og uddannelsesordfører

Det er på tide, at vi som samfund gør mere for, at det bliver prestigefyldt og attraktivt for unge at vælge en erhvervsuddannelse. Både nu og i næste generation har vi brug for dygtigt faglært arbejdskraft, der kan løfte opgaverne i samfundet.

Vi skal styrke talenterne
Det initiativ, Skills Denmark lægger for dagen, mener jeg, at både politikere, kommuner, skoler og virksomheder skal støtte op om.

Det er heldigvis også, hvad der sker i større og større grad. Talentudvikling og internationalisering er parametre, som skal kædes sammen med mere end de gymnasiale og akademiske videregående uddannelser.

Det er ligeså vigtigt at styrke talenterne på de erhvervsretlige uddannelser og øge fagligheden og konkurrencedygtigheden, for på den måde kan vi sørge for at uddanne engagerede og dygtige faglærte – hvilket både vores offentlige og private arbejdsmarked og velfærdssamfund i høj grad er afhængigt af.

Flere af landets kommuner gør allerede et godt stykke arbejde for at skabe flere praktikpladser til de unge på erhvervsuddannelserne ved i bedste fald at stille krav om og næstbedst at opfordre virksomheder, der byder på kommunale opgaver, til at oprette praktikpladser.

Brug for flere praktikpladser
I SF er vi overbevidste om, at udfordringen omkring flere praktikpladser til de unge under uddannelse kun kan løses ved hjælp af samarbejde mellem Christiansborg, kommunerne, uddannelsesstederne og de enkelte virksomheder.

Behovet for at uddanne mere kvalificeret arbejdskraft er en fortsat udfordring i dagens Danmark, uanset om man vil satse på bedre velfærd, bæredygtig produktion, internationale eksportmarkeder eller et stærkt civilsamfund.

Behovet i både det danske samfund og internationalt forsvinder ikke, fordi man kaster bolden videre, når det handler om at oprette flere praktikpladser. Denne konstante ’”giv-den-videre”-attitude’, når der diskuteres praktikpladser, er ikke konstruktiv, og løsningen kan ikke kun findes hos kommunerne, skolerne eller virksomhederne.

Alle parter bliver nødt til at gøre mere for at oprette de ekstra praktikpladser, der er hårdt brug for, så unge på erhvervsuddannelserne kan færdiggøre deres uddannelser.

Vi skal anerkende erhvervsuddannelserne
Og samarbejde er jo muligt.

I dag kan vi se hvordan Skills Denmark er blevet en værdifuld medspiller for de unge på vej til ungdomsuddannelse, i ungdomsuddannelse og efterfølgende de private og offentlige arbejdsgivere og de faglige organisationer, som skal tage godt imod de unge, der vil have en erhvervsfaglig uddannelse.

Skills Denmark bidrager stort til at skabe et fornyet og positivt billede af, hvad erhvervsuddannelserne egentligt indeholder af kvaliteter og muligheder. Organisationen giver de unge den højeste anerkendelse, og så er det et godt koncept, som i den grad motiverer. For slet ikke at tale om den kæmpe oplevelse det er for de unge, der kommer ud og konkurrerer med kolleger i Skills på internationalt niveau.

Anerkendelse af de erhvervsfaglige uddannelser er der stærkt brug for - for talenterne findes allerede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Annette Lilja Vilhelmsen

Bestyrelsesmedlem af Odense ZOO, Naturama og Fjord og Bælt
cand.pæd. i almen pædagogik (Danmarks Lærerhøjskole 2001), Læreruddannet fra Den fri Lærerskole, kontorassistent

0:000:00