Debat

Sundhedsprofessionerne bliver overset

DEBAT: Det er uforståeligt, at sundhedsuddannelserne ikke har fået en krone til forskning i globaliseringsaftalen, som tildelte 28 millioner til folkeskoleforskning, skriver næstformanden i Sundhedskartellet, Johnny Kuhr.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Af Johnny Kuhr
Næstformand i Sundhedskartellet og formand for Danske Fysioterapeuter

Der blev ikke bevilget en krone til sundhedsforskning på professionshøjskolerne ved den netop indgåede globaliseringsaftale, hvor i alt 1,4 mia. kroner blev fordelt til forskning. Det kan få alvorlige konsekvenser for uddannelsen af fremtidens sygeplejersker, fysioterapeuter, jordemødre med flere.

Hvis ikke sundhedsprofessionerne får penge til forskning, vil det i sidste ende betyde, at borgerne ikke fremover kan være sikre på, at den faglige kvalitet er i top, og at politikere og embedsmænd kan høste de økonomiske fordele, ved at sundhedsydelserne er effektive.

I modsætning til sundhedsprofessionerne fik læreruddannelsen på professionshøjskolerne i globaliseringsaftalen bevilliget 28 mio. kroner til forskning i bedre undervisning. Det er uforståeligt, at det på professionshøjskolerne kun er lærerne, der får penge til forskning.

Forventer penge næste år
Det er helt afgørende for kvaliteten af ydelserne i sundhedsvæsenet, at uddannelsen af sundhedsprofessionelle baserer sig på den nyeste forskning. Som tingene er i dag, kræver det finansiering gennem globaliseringspuljen.

Læreruddannelsen har nu vist vejen i retning af mere forskningsbaseret uddannelse på professionshøjskolerne. Det er derfor min klare forventning, at politikerne i næste års globaliseringsaftale vil bidrage til den helt afgørende forskningsbasering af sundhedsprofessionerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Johnny Kuhr

Fhv. formand, Danske Fysioterapeuter
Fysioterapeut og MPA (Master of Public Administration)

0:000:00