Af Søren Clausen
Formand for SOSU-Lederforeningen 

Er uddannelsesgarantien noget vi leger?
Erhvervsuddannelserne bygger på vekseluddannelsesprincippet, hvor eleven veksler mellem praktik og skole, et princip der har stor politisk og pædagogisk opbakning, men i kraft af manglen på praktikpladser er der behov for nytænkning. Lad os tage de unge alvorligt og give dem en reel uddannelsesgaranti, når de søger en erhvervsuddannelse. Jeg vil gøre forsøget med at foreslå et supplement til den kendte tilrettelæggelse af erhvervsuddannelserne.

Nødvendigt med et supplement til traditionelle vekseluddannelser
De knap 10.000 unge uddannelsessøgende i praktikpladskøen har opdaget, at uddannelsesgarantien er en illusion. Det samme har de unge, som egentlig godt kunne tænke sig en erhvervsuddannelse, men ikke vil tage chancen i spillet om praktikpladserne. Det kan bl.a. ses i erhvervsskolernes søgetal, der er faldet de seneste år, mens gymnasiernes ansøgningstal er steget. På gymnasierne kan de unge med garanti få en ungdomsuddannelse - en hel en af slagsen.

Jeg under gerne de unge en studentereksamen, men når der efter al sandsynlighed vil mangle ti tusindevis med en erhvervsuddannelse i 2020, må noget nyt gøres for at få flest mulige igennem en erhvervskompetencegivende uddannelse. Mit fokus er på erhvervsuddannelserne i almindelighed - og social- og sundhedsuddannelserne i særdeleshed, og deres mulighed for at give en egentligt uddannelsesgaranti til de unge.

Vekseluddannelse kræver to ting: 1) en arbejdsgiver, der vil ansætte en elev og tage denne i praktik samt forestå den praktikbaserede læring og 2) en godkendt uddannelsesudbyder, der underviser eleven i de skolebaserede fag. Nu er det blot sådan, at antallet af praktikpladser ikke rigeligt nok afspejler efterspørgslen fra de uddannelsessøgende unge. At pålægge eller tvinge de private arbejdsgivere til at tage elever, som det pålægges de offentlige arbejdsgivere, er måske nok en politisk mulighed, men næppe sandsynligt. Analysen er derfor, at arbejdsmarkedet ikke kan eller ikke ønsker at være med til at løse uddannelsesgarantien på de nuværende vilkår. Jeg mener derfor, at der bliver behov for et erhvervsuddannelsesforløb med undervisningsbaserede løsninger.

Erhvervsuddannelser i to parallelle spor
Mit forslag går i sin enkelthed ud på, at en ung skal kunne gennemføre sin erhvervsuddannelse enten i et vekseluddannelsesforløb, som vi kender det i dag, eller i et skoleforløb, hvor praktikken bliver udskudt. Det skolebaserede forløb er en erhvervsuddannelse, men kan i omfang og niveau tilpasses, så det også giver adgang til relevante videregående uddannelser. Endvidere kan det skolebaserede erhvervsuddannelsesforløb i højere grad rette sig mod de unge med mulighed for at skabe et ungt undervisnings- og læringsmiljø.
Med inspiration fra både Schweiz og Holland vil jeg i det følgende beskrive et skolebaseret forløb, som det kunne se ud på social- og sundhedsuddannelsen.

Treårigt skolebaseret social- og sundhedsuddannelse
En skolebaseret social- og sundhedsuddannelse kan opdeles i et etårigt grundforløb og to års hovedforløb, der pædagogisk er praksisbaseret, indeholder observations- og/eller øvelsespraktik, og som kan have flere grundfag på højere niveauer og mulighed for områdefaglig fordybelse. Observations- og/eller øvelsespraktik kan eventuelt foregå på særlige øvelsesinstitutioner med 'rigtige' borgere eller i såkaldte "skill labs", hvor øvelser udføres på dukker eller statister.

Grundforløbene på erhvervsuddannelserne varer i dag alt fra et halvt til to år, hvilket, lidt kættersk, foreslås harmoniseret for alle indgange. Grundforløbet bør være det samme, uanset om hovedforløbet efterfølgende er skolebaseret eller vekslende. Grundforløbets varighed er ikke helt ligegyldig, da grundforløb har en vigtig funktion som kompetenceudviklende forberedelse til den mere fagrettede undervisning i det resterende forløb, men også som modenhedskatalysator og dannelsesgiver.

Hovedforløbet i den skolebaserede model skal indeholde samme områdefag, som vi kender fra i dag, samt de grundfag og grundfagsniveauer som grundforløbet ikke rummer. Det vil i social- og sundhedsuddannelsens tilfælde betyde undervisning i grundfagene dansk, naturfag og engelsk på højere niveauer. Derudover kan fagpakken udvides med fag, der giver en bredere eller dybere læring inden for de erhvervsrettede fagområder eller med fag, der giver en bredere adgang til videregående uddannelse.

Skeptikere vil kunne argumentere for, at ansøgerne til en treårig skolebaseret erhvervsuddannelse blot kunne søge en teknisk gymnasieretning på HTX. Min idé har imidlertid erhvervspædagogikken til forskel og et klart fokus på det erhvervsrettede gennem erhvervsuddannelsens områdefag. Nok er forløbet skolebaseret, men undervisningen skal naturligt tage sit udgangspunkt i praktiske arbejdsopgaver og indeholde praktisk opøvelse. Og så er målet stadig enten en praktikansættelse med en afsluttende 'svendeprøve' eller en professionsuddannelse med indbygget praktik.

Praktikpukkel eller kvalificeret arbejdskraft
Forslaget om et skolebaseret erhvervsuddannelsesforløb er et forsøg på at give unge uddannelsessøgende et reelt uddannelsestilbud, der ikke lider skibbrud på grund af manglende praktikpladser. Derfor er idéen ikke stærkere end viljen til at tage de skoleuddannede i praktik senere.

Men de 'nye praktikanter' vil være teoretisk stærke, og da skoleundervisningen også har indeholdt praktisk opøvelse, vil de have en basis for at kunne indgå i arbejdet på praktikstedet.

De 'nye praktikanter', der afslutter med en 'svendeprøve', skal igennem en sammenhængende praktikansættelse, der længdemæssigt tilgodeser den teoretiske og praksisbaserede viden, eleverne har opnået gennem skoleforløbet. Samtidig skal praktikansættelsen give de nødvendige praktiske og arbejdsmæssige erfaringer til at kunne varetage et job som uddannet efter "svendeprøven". Praktikansættelserne vil med fordel kunne indgå i de, i øvrigt vellykkede, rotationsforløb, hvor ufaglærte fastansatte kolleger deltager i uddannelsesforløb for at få en faglig anerkendelse i form af en meriteret erhvervsuddannelse. Her vil praktikanter med en treårig skolebaseret erhvervsuddannelse alt andet lige være godt kvalificeret til at indgå som arbejdskraft, samtidigt med at de arbejder med deres praktikuddannelsesmål.

En yderligere indvending kunne være, at antallet af praktikpladser i så fald vil stige. Og det er sandt, men inden en ny uddannelsesordning kan implementeres, og de første unge er færdige med et treårigt skolebaseret erhvervsuddannelsesforløb, vil arbejdsmarkedet - efter al sandsynlighed - skrige på uddannet arbejdskraft, og så vil viljen til at oprette og øge antallet af praktikpladser være væsentlig større end i dag.

Finansiering eller investering
Men hvor skal pengene komme fra til at finansiere den skolebaserede erhvervsuddannelse? Det er et væsentligt spørgsmål. I bedste fald er den skolebaserede erhvervsuddannelse et nulsums spil, og efter al sandsynlighed skal uddannelsessektoren producere mere for mindre i de kommende år. Derfor skal der omfordeling og innovation til.

Jeg antager, at samfundet ønsker at betale for uddannelse, da 95 %-målsætningen ikke er opgivet, men de unges uddannelsesudvalg udgør en samfundsøkonomisk udfordring, når 14 % efter endt studentereksamen starter på en erhvervsfaglig uddannelse samtidig med at 8 % af studenterne ikke får en kompetencegivende uddannelse efter studentereksamen. Hvis den treårige skolebaserede erhvervsuddannelse i stedet kunne tiltrække flere af disse unge, inden de påbegyndte en gymnasieuddannelse, ville der være tale om en reel samfundsøkonomisk gevinst.

Udfordringen er ikke at få de unge til at starte på en ungdomsuddannelse, men at fastholde dem. Og hvis de to parallelle erhvervsuddannelsesforløb kan øge antallet af unge, der faktisk optages på et grundforløb med en reel uddannelsesgaranti, så vil antallet af fastholdte unge på uddannelserne med stor sandsynlighed også stige. Det vil med lige så stor sandsynlighed betyde, at antallet af unge på kontanthjælp falder, hvilket kan frigive midler til den nye uddannelsesform. Uden at gå ind i en diskussion af de forskellige forsørgelsesydelsers niveau, så vil uddannelse alt andet lige være billigere for samfundet. Ikke mindst, hvis uddannelse fører til beskæftigelse - hvilket alle analyser viser. Som beskæftigelsesminister Mette Frederiksen siger om uddannelse, så er det det eneste reelle "frihedsbrev" en ung kan få. Lad os derfor gå nye veje og give endnu flere et frihedsbrev.