Af Harald Mikkelsen, 
rektor på VIA University College

Med kun en uge til folketingsvalget kan jeg konstatere, at uddannelse ikke fylder ret meget i valgkampen. Det håber jeg kan nå at ændre sig, da jeg meget gerne vil høre de forskellige partiers bud på, hvordan de prioriterer uddannelsesområdet og meget gerne have noget konkret, vælgerne kan forholde sig til, fra både rød og blå blok. 

Alle er enige om, at uddannelse er vigtigt for Danmarks fremtid, at flere unge skal have en videregående uddannelse og så videre. Men, når det kommer til, hvad politikerne reelt vil diskutere med hinanden og bliver spurgt om af pressen, så handler valgkampen også denne gang mest om taktik og spin, og hvem der er mest økonomisk ansvarlig eller uansvarlig.

Uddannelse som en del af løsningen
Økonomi er valgets hovedtema, og det er der ikke noget at sige til, sådan som den finansielle situation ser ud med USA's massive udfordringer og EU's problemer i Grækenland, Portugal og til dels Spanien og Italien. Det påvirker Danmark, og økonomien bør derfor fylde meget i den hjemlige valgkamp.

Jeg vil blot rigtig gerne have inddraget prioriteringen af midler til uddannelse i debatten om økonomi og velfærd, da det er uddannelse, uddannelse og uddannelse, som er den langsigtede forudsætning for at sikre arbejdspladser, vækst og dermed velfærd i Danmark.

Der spares her og nu, og det er forståeligt, men besparelser er altid kun det ene ben af en genopretningsplan. Det løser én slags problemer her og nu. Kloge investeringer er det andet ben, og det er dem uddannelse skal være en del af. Derfor bør området prioriteres op. Uddannelse er og bliver en forudsætning for vækst.

Mindre efteruddannelse i folkeskolen
Lidt valgkamp har der været om uddannelsesområdet. Den socialdemokratiske folketingskandidat Iben Sønderup er - helt lige som VIA - utilfreds med den nuværende regerings finanslovsforslag, der fra nytår gør det meget dyrere at tage en diplomuddannelse. Hendes politiske modstander, Anne-Mette Winther Christiansen fra Venstre ærgrer sig også over prisstigningerne på diplomuddannelser, men vil ikke love noget.

Eksemplet illustrerer meget godt min pointe om, at det kan blive meget dyrt at spare på uddannelse. I Region Midtjylland, hvor VIA udbyder diplomuddannelser, betyder finanslovsforslaget, at prisen for nogle af de pædagogiske diplomuddannelser stiger fra 35.000 kr. til 70.000 kr. I år er der 1.600 studerende på de pædagogiske diplomuddannelser, og det tal må forventes at falde en del, når prisstigningerne slår igennem.

Prisstigningen vil derfor betyde, at der er færre folkeskoler, som har råd til efteruddanne deres lærere. Det betyder, at folkeskolen ikke kan opdatere lærerne optimalt, og det betyder igen, at vi ikke kan tilbyde den bedste undervisning til vore børn og unge. På sigt vil de påvirke antallet af unge mennesker, som gennemfører en videregående uddannelse, og det vil have en negativ indvirkning på væksten.

Uddannelse tager tid
Ifølge FTF vil der med det nuværende uddannelsesmønster i 2020 mangle godt 150.000 personer med en videregående uddannelse. En realisering af 50 procent-målsætningen vil ikke ændre væsentligt på denne situation. Med en målsætning på 55 procent af en ungdomsårgang med videregående uddannelse mener FTF, der på længere sigt vil være mulighed for at dække en større del af efterspørgslen, selvom der fortsat vil være en konkret mangel på kvalificeret arbejdskraft i 2020.

Jeg er helt enig med FTF i, at udfordringen på uddannelsesområdet er stor, reel og påtrængende, fordi det tager tid at ændre på befolkningens uddannelsesniveau. Netop det forhold understreger i øvrigt behovet for efteruddannelse, som virker her og nu.

Uddannelse er vejen til at sikre en veluddannet arbejdsstyrke, som er en afgørende betingelse for at opretholde Danmarks position i den globale konkurrence og sikre vækst og dermed velfærd. Men det kræver, at der er tilstrækkeligt mange uddannelsespladser i høj kvalitet, og at vi har unge, der er kvalificerede til at gå i gang med videregående uddannelser.

En ambitiøs indsats vil koste penge, men spørgsmålet er, hvad det vil koste fremover at lade være med at prioritere området.