Debat

VUC: Voksne skal behandles som voksne

DEBAT: En 16-årig med store udfordringer fra folkeskolen skal ikke behandles på samme måde som de voksne mennesker, der bare gerne vil have mere uddannelse. Det risikerer ekspertgruppens anbefalinger til en ny ungdomsskole at underminere, skriver VUC.

Hovedparten af vores kursister er ikke faret vild, som ekspertgruppen beskriver. De er voksne mennesker, der vil videre i deres liv og fortsætte i uddannelse eller beskæftigelse, skriver Verner Rylander-Hansen og Per Skovgaard Andersen fra VUC. 
Hovedparten af vores kursister er ikke faret vild, som ekspertgruppen beskriver. De er voksne mennesker, der vil videre i deres liv og fortsætte i uddannelse eller beskæftigelse, skriver Verner Rylander-Hansen og Per Skovgaard Andersen fra VUC. Foto: VUC
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Verner Rylander-Hansen og Per Skovgaard Andersen
Henholdsvis formand for lederforeningen for VUC og formand for VUC Bestyrelsesforeningen

Skal en 16-årig med store udfordringer fra folkeskolen behandles på samme måde som den modne 20-årige og den nu afklarede 29-årige, der bare gerne vil have mere uddannelse? Det mener VUC-sektoren ikke. Hovedparten af vores kursister er ikke faret vild, som ekspertgruppen beskriver. De er voksne mennesker, der vil videre i deres liv og fortsætte i uddannelse eller beskæftigelse. Og det er almen voksenuddannelse (AVU) et godt og væsentligt springbræt til.

Kursister på AVU har nemlig brug for de grundlæggende færdigheder og kompetencer for at blive for eksempel faglærte elektrikere, automekanikere eller maskinmestre. Eller også har de brug for AVU for at få adgang til hf, så de kan blive sygeplejersker, pædagoger, bygningskonstruktører, socialrådgivere og så videre.

Vi skal behandle voksne som voksne
Der er gode takter i Hermanns tanker om en ny ungdomsskole til de svageste unge. Men hvis man fjerner det almene voksentilbud fra de faglige voksenuddannelsesmiljøer på VUC-skolerne, så risikerer gruppen fra 18-30 år at stå med intet eller et meget ringere uddannelsestilbud.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Vores tilgang på VUC er, at unge over 18 år skal behandles som voksne. Vi skal tale de unge op og have forventninger til dem. De skal være sammen med andre voksne, og vi skal tilbyde dem den fornødne fleksibilitet i forhold til, hvor de er i livet. De skal være en del af et voksenpædagogisk miljø, der inspirerer til videre uddannelse. Og vi risikerer, at det stærke voksenuddannelsestilbud forsvinder, hvis regeringen gør Stefan Hermanns forslag til lov.

18.000 mister voksenuddannelsesmulighed
Friske optællinger viser, at 18.000 unge fra 18 til 30 år risikerer at miste deres voksenuddannelsestilbud med oprettelse af en samlet ungdomsskole. 18.000 VUC-kursister er nemlig i gang med at tage – eller har afsluttet – en 9. eller 10. klasse tilrettelagt for voksne i 2016-17.

Skal en 16-årig med store udfordringer fra folkeskolen behandles på samme måde som den modne 20-årige og den nu afklarede 29-årige, der bare gerne vil have mere uddannelse? Det mener VUC-sektoren ikke.

Verner Rylander-Hansen og Per Skovgaard Andersen
Henholdsvis formand for lederforeningen for VUC og formand for VUC Bestyrelsesforening

Derfor foreslår VUC, at uddannelsesparathedsvurderingen styrkes med nationale standarder for, om de unge er parate til en voksenuddannelse. Uanset parathedsvurderingen må ingen sidde fast i uddannelsessystemet. Derfor bør vi samtidig sætte en grænse, så kursisterne får tre forsøg til at gennemføre sine fag på AVU. Endelig skal et tættere samarbejde mellem institutioner og kommuner styrke sikkerhedsnettet for de svageste unge.

For vi skal skabe et bedre tilbud til de svageste unge. Og på VUC bidrager vi meget gerne til den indsats. Men lad os holde fast i, at der er brug for en voksenuddannelsesindsats for de mange unge voksne, der både kan og vil.

Ni ud af ti kan og vil
Vi mener, man skal holde fast i de gode, faglige uddannelsesmiljøer, der er over hele landet. Det er et internationalt enestående uddannelsestilbud, der retter sig mod unge og voksne, som har brug for et løft eller en ny chance for at komme ind på uddannelsessporet. En af styrkerne ved det danske uddannelsessystem er, at man som voksen kan gå hele vejen fra 8.-9. klasse til HF, søge videre til en erhvervsuddannelse eller en videregående uddannelse. Det tilbud udtyndes kraftigt i store dele af landet, hvis Hermanns nye ungdomsskole implementeres, som den er foreslået.

Vi er enige i, at der kan være musik i at samle tilbuddene til de svageste, så deres behov kan løses i et stærkt professionelt miljø og med en finansieringsmodel, der fjerner kassetænkning og uklarhed om ansvar. Så VUC-sektoren bakker op om et bedre sikkerhedsnet for de svageste.

Men vi skal fastholde AVU-tilbuddet på VUC til de ni ud af ti unge, der kan og vil selv. De skal have et springbræt videre i uddannelsessystemet eller ud i beskæftigelse. Det risikerer modellen med Hermanns nye ungdomsskole at underminere.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Per Skovgaard Andersen

Formand, VUC Storstrøm
cand.mag. (Aarhus Uni. 1976), pædagogikum (Danmarks Erhvervspædagogiske Læreruddannelse 1982), hd (CBS 1989)

Verner Rylander-Hansen

Rektor, Kolding HF & VUC, formand, Danske HF & VUC
lærer (N. Zahles Seminarium 1980)

0:000:00