Af Niels Tofte
Generalsekretær i CARE Danmark

Med det nuværende fokus på danske erhvervsinteresser og økonomisk diplomati følger Danmark en international trend mod at ville sende bistand til nye vækstøkonomier.

Men når der er tale om bistandspenge, bør Danmark i stedet gå nye veje fremfor blindt at følge i andres fodspor. Fokus bør være på de lande, som er afkoblet de globale markeder, og ikke på dem, som allerede er fuldt integreret.

Økonomisk diplomati
Udviklingsordfører for Socialdemokraterne Mette Gjerskov skriver, at Danmark skal være til stede på vækstmarkederne for at fremme Danmarks og danske virksomheders interesser. Herunder nævnes lande som Indonesien, Nigeria, Bangladesh, Filippinerne og Malaysia, Vietnam, Tyrkiet, Sydafrika og Saudi Arabien. Det forklares med baggrund i den økonomiske krise, som gør, at udenrigstjenesten nu skal være motor for fremdrift i dansk økonomi.

Både udviklingsministeren og handelsministeren bruger samme logik, når de vil have fokus på økonomisk diplomati. Handelsministeren forklarer, at økonomisk diplomati er et fint ord for at hjælpe dansk erhvervsliv. Ordbogsforklaringen på begrebet er imidlertid bredere og omhandler brug af alle økonomiske virkemidler (import, eksport og handelspolitik) til fremme af nationaløkonomiske interesser.

Der kan være god fornuft i at være repræsenteret på de nye vækstmarkeder, men kun under to betingelser. Først og fremmest på betingelse af, at der ikke bruges bistandspenge til at løfte danske virksomheder ind på markederne. Dernæst, at det ikke bliver på bekostning af tilstedeværelsen og engagementet i verdens fattigste og skrøbeligste stater. Sidstnævnte er stater, som ikke har evnen og/eller viljen til at levere de mest basale serviceydelser til befolkningen grundet et lavt beskatningsgrundlag og manglende eksportindtjening og ofte også en mangel på fred i landene. 

Til trods for en hastig globalisering af produktionen straffer de globale værdikæder lande med svage koblinger til markedet. De bliver anset som for risikofyldte og omkostningstunge at operere i.

Niels Tofte
Generalsekretær i CARE Danmark

Handel udrydder ikke fattigdom på nye vækstmarkeder
Bekymringen er ikke grebet ud af den blå luft, for ser vi på andre lande, som allerede har rettet udenrigstjenesten ind på økonomisk diplomati, er der behov for at råbe vagt i gevær.

Holland er det mest udtalte eksempel. Her har det betydet lukning af indtil videre ni ambassader samt lukning eller kraftig nedskæring af det politiske og bistandsmæssige arbejde på de tilbageværende ambassader.

Konsekvensen er, at flere penge bliver sendt til mellemindkomstlande. Det er lande som Nigeria, som allerede er Vestafrikas supermagt. Det er en stærk økonomi, som huser en stor forbrugende middelklasse.

Rapporten Horizon 2015, udgivet af Det Oversøske Udviklingsinstitut, peger på, at fattigdom i denne type mellemindkomstlande er et overgangsfænomen, som kan udryddes gennem omfordeling. Så vil vi virkelig hjælpe her, bør det være med at løfte præcis den opgave.   

Fokus på de svage fremfor på de stærke
I skarp kontrast hertil står verdens fattigste og svageste stater, som er helt eller delvist afkoblet verdensmarkedet.

Til trods for en hastig globalisering af produktionen straffer de globale værdikæder lande med svage koblinger til markedet. De bliver anset som for risikofyldte og omkostningstunge at operere i. Resultatet er, at de fattigste lande tynges af handelsunderskud, som følger en forværrende trend disse år.

OECD’s 2013-rapport om svage stater viser, at handel og investeringer kan nedbringe staters skrøbelighed. Fremskrivninger viser, at halvdelen af verdens fattige i 2015 netop vil bo i disse lande.

Rapporten Horizon 2015 påviser, at her er fattigdom ikke et overgangsfænomen som på de nye vækstmarkeder, men er derimod kommet for at blive. Derfor bør Danmark have fokus på at løfte de svage økonomier ind på verdensmarkederne fremfor på at løfte egne virksomheder ind i mellemindkomstlande.