Debat

EL: Mindre teknik skal gøre bistand mere folkelig

Christian Juhl
Christian Juhl Folketingsmedlem (EL)

DEBAT: Finanslovsforhandlinger satte skub i den politiske diskussion af, hvad udviklingsbistand er i offentligheden. Skal bistand ikke gå i glemslen igen for almindelige danskere, skal man tale mere om politik og mindre om teknik, lyder det fra udviklingsfører, Christian Juhl (EL).

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christian Juhl
Udviklingsordfører for Enhedslisten

Her to uger efter mit harmdirrende indlæg på Altinget : udvikling, da det så ud til, at regeringen ville skære for 2,5 milliarder kroner, er finansloven på plads, og udviklingsbistanden og -politikken er atter glemt af nyhedsstrømmen.

Vi må sikre, at det politisk set bliver for dyrt – uanset partifarve – at spare på budgettet til verdens mest marginaliserede befolkningsgrupper, der kæmper for de mest basale sociale, økonomiske og politiske rettigheder. 

Christian Juhl
Udviklingsordfører for Enhedslisten

For en kort periode var udviklingsbistanden jo ellers genstand for ophedede politiske diskussioner på avisforsider og i aftenens TV-aviser. Det er vist ikke sket siden afsløringerne om Venstres partiformand Lars Løkkes lemfældige omgang med bistandsmidlerne for et års tid siden.

Som udviklingsordfører var det selvfølgelig spændende, at udvikling fyldte så meget på den politiske dagsorden, og den store medieomtale og det pres, som udviklingsmiljøet lagde på regeringen, var den eneste grund til, at det lykkedes for Enhedslisten og SF at afbøde regeringens mest katastrofale planer, hvor man lagde op til at skære helt ind til benet i dele af bistanden.

Fakta
Fra 28. oktober og en måned frem tager Udviklingsdebatten finansloven op til debat.

Mød denne måneds debatpanel her.

Udviklingsdebatten på Altinget : udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget : udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområdet. 

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Manglende opbakning og forståelse
Når det er sagt, viste hele diskussionen – ligesom for et år siden – også den lidt kedelige tendens inden for de sidste mange år: en generelt faldende opbakning til udviklingsbistanden og en i det hele taget manglende forståelse for udviklingspolitiske spørgsmål blandt den danske befolkning.

Som udviklingsmiljøet har udviklet sig gennem de sidste mange år, er denne tendens imidlertid ikke svær at forstå. Miljøet har igennem de sidste mange år gennemgået en heftig afpolitisering - med et mere og mere snævert fokus på teknikaliteter og vage internationale målsætninger end de grundlæggende og fundamentale problemer i vores politiske og økonomisk system, som fastholder og fremmer fattigdom og ulighed.

I dette miljø har uforståelige forkortelser og en i det hele taget fremmedgørende ekspert-agtig jargon trivedes i sit bedste velgående, hvilket har gjort det endnu sværere for uindviede at deltage i debatten.

Det er egentlig mærkeligt, fordi hvordan kan et så politisk spørgsmål som bekæmpelse af fattigdom og ulighed gå hen og blive et teknisk spørgsmål? Det er jo i bund og grund samfundsforandring, vi taler om, og derfor er der en masse politisk indhold i udviklingsdiskussionerne.

Hvad er udvikling overhovedet, hvordan kan bistanden være med til at skabe udvikling, kan dele af den gøre mere skade end gavn, hvem skal den gå til og på hvilke præmisser?

Nedskæringer skal koste
Den måske vigtigste lærdom af hele denne nedskæringskatastrofe må derfor være, at venstrefløjen (i bred forstand) og venner - af andre politiske farver - af udviklingsbistanden har en bunden opgave de næste par år: vi skal have skabt folkelig indsigt i og forståelse for udviklingsbistanden og udviklingspolitik.

Vi må sikre, at det politisk set bliver for dyrt – uanset partifarve – at spare på budgettet til verdens mest marginaliserede befolkningsgrupper, der kæmper for de mest basale sociale, økonomiske og politiske rettigheder.

For det er næppe sidste gang, at vi ser forslag til historiske nedskæringer på udviklingsbistanden, og så er det selvfølgelig den eneste måde, vi kan skabe opbakning til, at udviklingsbistanden skal udgøre 1,5 procent af BNI, som for ikke så længe siden var på den politiske dagsorden herhjemme.

Politik på almindelige menneskers sprog
Den eneste måde jeg umiddelbart kan forestille mig, at vi kan løse denne opgave, er ved at vende tilbage til det politiske i udviklingspolitikken, og ikke mindst tale om det på en måde, så almindelige mennesker kan deltage i debatten.

I det lys er de seneste udviklingspolitiske kampagner, der udstiller absurditeterne i multinationales skatteunddragelse, den forkastelige globale ulighed og den groft uretfærdige privatisering af verdens naturressourcer, og ikke mindst den kamp, som civilsamfundet i Syd og Nord gør for at rette op på disse strukturelle uretfærdigheder, en inspiration.

Nu skal vi bare sikre, at de kampagner når bredt ud til befolkningen, så vi kan skabe oplysning om, hvorfor udviklingsbistanden kan spille en afgørende rolle i de kampe og så vi kan sikre – som Kirsten Hjørnholm fra MS tørt bemærkede på Twitter – at udvikling ”er tophistorie for andet end nedskæring og 1st class rejser”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christian Juhl

Fhv. MF (EL) 2011-22
lærer (Læreruddannelsen i Silkeborg 1979)

Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Politik har aldrig været vigtigere
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40[email protected]CVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2024