Debat

Alternativet: Det politiske Danmark bør skamme sig over at undervurdere vandkrisen

Klimaforandringerne kommer til at påvirke vandressourcerne på planeten gennemgribende – også i Danmark, selvom det ikke er så synligt endnu. Der er brug for en snarlig og solid politisk indsats på tværs af landegrænser, skriver udviklingsordfører Sascha Faxe (ALT).

Klimaforandringerne kommer til at påvirke vores drikkevand langt hurtigere, end vi kan forestille os, skriver Sascha Faxe (ALT). 
Klimaforandringerne kommer til at påvirke vores drikkevand langt hurtigere, end vi kan forestille os, skriver Sascha Faxe (ALT). Foto: Romeo Ranoco/Reuters/Ritzau Scanpix
Sascha Faxe
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ved FN’s Regionale Forum i Geneve 29.-30. marts deltog jeg i mødet om verdensmål seks ’Rent vand og sanitet’. FN har vurderet, at 1,8 milliarder mennesker i 2025 vil bo i vandtruede områder – hertil kommer, at mange millioner flere kloden over er udfordret på rent vand.

Da vi i Danmark er privilegerede i forhold til adgang til rent vand uden at være udfordrede af store oversvømmelser, var jeg nysgerrig på, hvilke vandudfordringer FN og de andre lande i vores region oplever. Det kom der megen læring ud af.

Den første og nok altoverskyggende pointe er, at klimaforandringerne kommer til at påvirke vandressourcerne på planeten gennemgribende.

Klimaforandringerne i vores fødevarer

Jeg vidste egentlig godt, at klimaforandringerne kommer til at påvirke vores drikkevand langt hurtigere, end vi kan forestille os, selvom symptomerne herhjemme endnu er meget små i forhold til de fleste steder i verden.

Vand kender, som luft, ingen grænser, og derfor er det en ressource, vi er fælles om

Sascha Faxe (ALT)
Udviklingsordfører

Denne vinter har jeg – og alle andre, der handler i danske supermarkeder – i grøntafdelinger set de første spor af, hvordan klimaforandringerne vil påvirke vores fødevareforsyninger.

En usædvanlig og omfattende vintertørke i Europas spisekammer, Spanien, har betydet, at vi har måttet gå i flere butikker for at finde grøntsager, og medierne har rapporteret om mangel på drivhusgrønt over en bred kam.

Denne viden til trods, har jeg nok som andre danskere ikke taget betydningen af det, som venter forude helt ind. Jeg har trods alt bare kunnet købe en aubergine i stedet og vaske den i rent rindende vand i min køkkenvask.

På det regionale FN-møde blev det tydeligt, at dele af vores region allerede er ramt af drikkevandsproblemer. Samtidig blev jeg mindet om, at drikkevandskrisen er så meget større, end vi kan forestille os, og jeg blev beskæmmet på det politiske Danmarks vegne af, hvordan vi undervurderer denne krise. Der er brug for en snarlig og solid politisk indsats og samarbejdsinitiativer både i Danmark, EU og hele Europa på dette område.

Tværnationalt samarbejde om fælles vand

Det fører direkte til den næste pointe, jeg tager med mig fra samlingen – nemlig hvor vigtigt det tværnationale og internationale samarbejde omkring vand er. Alle former for vand. Mange lande arbejder tæt sammen om det vand, de deler, og vi blev præsenteret for et par eksempler. Først tænkte jeg, at da Danmark ikke deler store søer eller floder med andre lande, så er dette måske ikke så relevant for os.

Ved nærmere eftertanke blev det tydeligt for mig, at netop Danmark har et stort ansvar, for vi deler nemlig vand med en del lande. Nemlig havvand.

Læs også

I planerne om store anlægsprojekter i Danmark har man ikke engang spurgt de kommuner, hvis kystlinjer bliver påvirket. Det gælder for eksempel Lynetteholmen, hvor borgmestre og kommuner i Køge Bugt med rette råber op om projektets betydning for havmiljøet.

Når man ikke kan gribe mobilen i København og ringe til en håndfuld borgmestre, før man laver noget så indgribende, så er der næppe nogen, der har kontaktet Sverige eller de lande, som ligger omkring Østersøen.

Alle lande, hvis havmiljø er forbundet med de danske farvande, er dermed også påvirket af byggerier som Holmene i Avedøre, en udvidelse af Aarhus Havn, Femern-forbindelsen og de andre projekter. Vand kender, som luft, ingen grænser, og derfor er det en ressource, vi er fælles om. Derfor er internationalt samarbejde vigtigt, og Danmark bør i høj grad tage initiativ til at gå forrest og vise samarbejdsvilje på dette område.

Konsekvenser for ligestilling

Den sidste pointe, jeg vil fremhæve, er nok den sværeste at relatere til, når man bor i et land som Danmark. Nemlig hvordan manglende adgang til rent vand og sanitet især påvirker piger og kvinder.

Rent vand bør være en menneskeret, der er indskrevet i ethvert lands lov, men hvorfor er det så vigtigt for kvinder, at det reelt påvirker ligestilling? Det blev af flere i forummet forklaret, hvordan mangel på vand og ordentlig sanitet påvirker især menstruerende kvinder.

Verden over, også i vores del af verden, afholder manglende vand og sanitet piger fra at gå i skole, mens de har menstruation

Sascha Faxe (ALT)
Udviklingsordfører

Det tætteste, vi kan komme en forståelse af dette er, når vi hører, hvordan skolebørn holder sig en hel del skoledag, fordi toiletterne er for ulækre. Når man har menstruation er dette ikke en mulighed. Verden over, også i vores regionale del af verden, afholder manglende vand og sanitet piger fra at gå i skole, mens de har menstruation.

Når først man er inde i tankegangen, er det ikke svært at se, hvordan det påvirker menstruerende kvinder i job, og hvordan urent vand kan påvirke graviditeter. Det er noget, vi er forskånet for i nutidens Danmark, men mon ikke det påvirkede vores oldemødre? Og med de påvirkninger, klimaforandringer har, kan det meget vel påvirke vores børnebørn, hvis vi ikke sætter ind politisk nu.

Vandkrisen er, på linje med klima-, biodiversitets- og kemikaliekriserne, så kæmpeenorm, at det kan være svært at fatte. En lille rask coronapandemi er intet at regne i forhold til, men var langt mere håndgribelig. Hvis vi skal komme i mål med at løse vandkrisen, så skal vi gøre det vedkommende for os alle, og vi skal gøre det politisk vigtigt både i Danmark og globalt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sascha Faxe

MF (ALT)
Medievidenskab

0:000:00