Behov for helt nye kontrolmekanismer

Af Jonathan Løw
Bestyrelsesmedlem, YouMe Family

Vi danskere vil gerne hjælpe. Ifølge den mest omfattende opgørelse over global velgørenhed, Charities Aid Foundation's World Giving Index, indtog Danmark i 2012 en syvendeplads målt på hvor stor en del af befolkningen, der donerer til velgørenhed. Alligevel er vi måske ikke så gode og flittige, som vi umiddelbart går og tror.
For når der i stedet måles på, hvor stor en del af befolkningen, der investerer egen tid i velgørende formål, dumper Danmark ned på plads 45, en rang vi i 2012-opgørelsen delte med Panama og Sudan.

Misforholdet mellem generøsiteten målt i kroner og øre kontra den tid, vi investerer i velgørenhed siger selvsagt ikke noget om danskernes empati med mennesker i nød. Men den afspejler klart, at vi i vidt omfang har institutionaliseret og udliciteret velgørenheden. Vi har lagt den i hænderne på organisationer, som for de flestes vedkommende opereres helt eller delvist af professionelle, betalte medarbejdere. Det er der ikke som sådan noget foruroligende i, men det gør selvsagt spørgsmålet om, hvad vi reelt får for vores velgørenhedskroner, ekstra vigtigt.

Pressen er den øverste dommer
Får vi nok for pengene? Hos hvilke organisationer får vi mest? Hvilken forskel gør de for de mennesker, vi ønsker at hjælpe? Det findes der beklageligvis ingen klare svar på. Reelt har vi nemlig p.t. ingen brugbare kontrolmekanismer for, hvilken impact non-profit-organisationerne har i verden. I mangel af bedre har vi ophøjet den offentlige gabestok i form af pressen til øverste dommer, og administrationsprocenten - det vil sige den andel af de donerede midler, som går til lønninger, administration og infrastruktur - til det udslagsgivende lod i vægtskålen.

Derfor er det bydende nødvendigt, at danske politikere sætter det som prioritet at udvikle og redefinere den eksisterende kontrolmekanisme hen imod en ny fælles, målbar standard, som er mere retvisende og hensigtsmæssig end pressens dækning. En standard som kan tilbyde borgerne et informeret grundlag at donere ud fra.

Jonathan Løw
Bestyrelsesmedlem, YouMe Family

De danske velgørenheds- og nødhjælpsorganisationer måles og vejes således ikke på, hvor mange mennesker de hjælper, eller hvor bæredygtige deres projekter er på sigt. De dømmes i stedet benhårdt på, hvor mange penge de bruger på at administrere og implementere hjælpen.

Enøjet fokus på administration
Da YouMe Family blev grundlagt i sommeren 2011, søgte vi som noget af det første en tæt dialog med danske fagfolk og eksperter på området for at gøre os klogere på, hvordan vi i Danmark kan blive bedre til velgørenhed i fremtiden. Heraf kan vi konkludere, at den på internationalt plan allerstørste enkeltkilde til bekymring og frustration i velgørenhedssektoren i dag, er det enøjede fokus på administrationsprocenten som succeskriterium.

Det presser non-profit-organisationerne til at droppe de langsigtede, mest ambitiøse projekter, til at tænke i pris frem for kvalitet, i omkostninger før impact. Det kan måske være udmærket, hvis man sælger bukseknapper eller brugte biler. Men når produktet er så kompleks en størrelse som moderne nødhjælp - med alle de praktiske, politiske, kulturelle og bureaukratiske udfordringer det nu engang indebærer - så kan det slide urimelig meget på ambitionerne og gennemslagskraften, hvis man stirrer sig blind på den forkerte bundlinje.

I markedsperspektiv betyder opmærksomheden omkring administrationsprocenten, at organisationerne konkurrerer indbyrdes på nogle falske og uhensigtsmæssige parametre. Parametre, som ikke blot gør det svært for organisationerne at operere optimalt, men også helt umuligt for donorerne at afgøre, hvor deres penge gør størst nytte for deres hjertesager.

Sidst men ikke mindst, giver administrationsprocenten ingen som helst indikation af den faglige effektivitet i en organisation. I visse tilfælde endda tværtom, fortalte eksempelvis tidligere indsamlingschef hos Folkekirkens Nødhjælp Stig Fog os. Han anførte, at en lav administrationsprocent faktisk også kan være udtryk for "lav kontrol med projekterne, dårlig faglighed og kortsigtet tænkning" og i hvert fald "ikke siger noget om hjælpens indhold eller omfang."

Redefinition af kontrol
Skal vi sikre, at vi vitterligt gør mest mulig forskel i verden for vores penge, har vi derfor trængende brug for mere operativ transparens og en større grad af meningsfyldt og gennemtænkt konkurrence i velgørenhedssektoren. Det kommer ikke af sig selv, og det vil ikke blive skabt på eget initiativ fra en stærkt fragmenteret sektor, som i øjeblik tæller mere end 1,100 godkendte organisationer, foreninger og fonde.

Derfor er det bydende nødvendigt, at danske politikere sætter det som prioritet at udvikle og redefinere den eksisterende kontrolmekanisme hen imod en ny fælles, målbar standard, som er mere retvisende og hensigtsmæssig end pressens dækning. En standard som kan tilbyde borgerne et informeret grundlag at donere ud fra.

Eksempelvis med inspiration fra USA og deres fremragende "Charity Navigator" - USA's største organ for at måle reelt impact fra de amerikanske organisationer.

I mangel af eksisterende termer har jeg valgt at kalde mit bud på en standard "Impact For Money". Nogle nøglekriterier kunne meget vel være:

- Stærk evidens for en positiv effekt på menneskers liv
- Evne til at dokumentere effektivitet - forstået både kortsigtet og langsigtet
- Transparens og gennemsigtighed

Hvordan en sådan standard i praksis kan implementeres er stadig åbent, men hos YouMe Family er vi ikke fremmede for tanken om, at standarden kobles op på en regulær smiley-ordning for velgørenhedssektoren.

For nogen kan det synes grænseoverskridende direkte at opfordre staten til at agere dommer over organisationers og foreningers velgørende arbejde. Men det sker jo allerede - og langtfra altid på fornuftig vis - via de mange bureaukratiske krav og regler på området. YouMe Family ser intet behov for et strammere greb om velgørenhedssektoren, tværtimod. Der er blot brug for andre virkemidler.

En del af de eksisterende regler forekommer både rigide og uhensigtsmæssige. Det gælder eksempelvis betingelsen om, at tildelte tipsmidler skal bruges og gøres fuldt rede for inden for et år efter, de er blevet tildelt. Her lægges urimeligt snærende bånd på sektoren, idet projekter, der kræver langsigtede investeringsrammer, på forhånd bortsorteres.

På en række andre områder er der efterhånden behov for en grundig gennemgang og justering af reglerne, der regulerer velgørenhedssektoren, så de bedre lever op til moderne markedsvilkår og den stigende kompleksitet, der præger hjælpeorganisationernes virkelighed.

Et puritansk kvælergreb
I øjeblikket bliver sektoren i vid udstrækning fastholdt i det, den internationale non-profit-ekspert Dan Pallotta beskriver som "et puritansk kvælergreb". Der findes ét regelsæt for kommerciel virksomhed og et andet for non-profit-organisationer, og det betyder i praksis, at organisationerne ikke er så dygtige, som de kunne være - ikke mindst fordi de fratages nogle centrale muligheder for at kunne konkurrere og hævde sig indbyrdes.

En løsning af grebet stiller selvsagt større krav til kontrollen, al den stund sektoren nyder stor offentlig støtte og ellers finansieres af privatpersoners godhjertede donationer, og løsningen kunne ligge lige for: En smiley-ordning som bygger på et veldefineret og retvisende sæt af klare indikatorer på organisationernes succes.

Nogle organisationer vil sikkert straks opponere og hævde, at det svarer til at sammenligne æbler med pærer. At man er så forskellige, at et sådant smiley-system vil være meningsløst. Det er imidlertid det klassiske argument så snart, man taler eksempelvis smiley-ordninger, og det var også kritikken i sin tid imod det nu meget anerkendte og succesfulde amerikanske tiltag Charity Navigator.

Derfor: Vil vi have fuld valuta for vores godhed, også i fremtiden, kræver det, at vi forlanger mere transparens og bedre informationer af organisationerne, men også at vi samtidig tør betro mere ansvar for indsatsen til dygtige folk med modet til både at gøre en forskel og til at fejle.