Bertel Haarder: Rwanda-modellen løser ikke migrationsudfordringerne

Det var vist en svensker, Gunnar Myrdal, gift med Alva Myrdal, begge nobelpristagere, der opfandt udviklingsbistanden – og som på sine gamle dage mistede sine illusioner og anbefalede nødhjælp som det vigtigste.

Kritikken af den oprindelige udviklingshjælp var velbegrundet. Jeg har selv i flere omgange besøgt velmente, men tvivlsomme projekter, som nu er afløst af langt mere enkle foranstaltninger i form af adgang til rent vand, matrikulering, beskatning, og så videre.

Samt indsatser for at få udviklingslandene til at åbne deres grænser for andre landes produkter – og ikke mindst: begrænse den ødelæggende korruption. For, som den kinesiske delegerede til Verdensbankens årsmøde i 2004 sagde: "Lande er ikke korrupte, fordi de er fattige. De er fattige, fordi de er korrupte."

En flygtning i Danmark koster 50 i udviklingslande

Som udviklingsminister 2004 til 2005 havde jeg altid en bog med korruptionsstatistik liggende på mit skrivebord, så jeg kunne spørge besøgende ministre, hvorfor det tager 200 eller flere dage at oprette en virksomhed i hans eller hendes land, når det kun tager en brøkdel af den tid her i Danmark.

Vi er fanget af den humanitet, vi forpligtede os til efter Anden Verdenskrig

Bertel Haarder
Fhv. MF og minister (V)

Jeg var udviklingsminister, samtidig med at jeg var integrationsminister. En ideel kombination, fordi jeg derved havde ansvar for såvel hjælp til flygtninge i Danmark som hjælp til flygtninge i udviklingslande.

Flygtningene i Danmark og EU er langt bedre stillet end flygtningene i udviklingslandene, som der er uendeligt langt flere af.

Alligevel bruger vi så mange penge på flygtninge i Danmark, at vi kan hjælpe 50 i udviklingslandene for, hvad det koster at hjælpe en enkelt i Danmark.

Rige landes absurde prioriteter 

Jeg rejste problemet og fik en debat om det i både EU-ministerrådet for udviklingsministre og i EU-ministerrådet for justits- og integrationsministre under det hollandske formandskab, som så med stor interesse på problemstillingen.

Jeg tog til Geneve og drøftede det med FN’s flygtningekommissær Ruud Lubbers. Vi talte om modtagecentre i Afrika og var fuldstændig enige om absurditeten i de rige landes prioritering, der jo skyldes, at flygtningekonventionen ikke giver flygtninge i tredjelande samme hjælp som flygtninge, der kan skaffe sig billet hos en menneskesmugler og bringe sig til de rige lande.

Den absurditet står stadig og blinker i alt sit grønt lysende vanvid, uden at det fører til handling, endsige ændring af flygtningekonventionen. Vi er fanget af den humanitet, vi forpligtede os til efter Anden Verdenskrig uden at kende til den globalisering, der fulgte.

To problemer med Rwanda-modellen

Rwanda-planen, der støttes af et bredt flertal i Folketinget, begrundes med blandt andet denne absurditet. Den skal undergrave menneskesmuglernes forretning og forebygge hundredvis af druknede i Middelhavet. Men der er to problemer.

Besparelser på flygtningemodtagelse i Danmark fører ikke synligt til øget hjælp til flygtninge i nærområder

Bertel Haarder
Fhv. MF og minister (V)

Det ene er, at udsigten til at blive sendt til Rwanda måske ikke afholder alle fra at prøve lykken som illegal indvandrer. Med udsigt til klimakriser, islamisk terror og en fordobling af Afrikas befolkning frem til 2050 kan antallet, der prøver lykken, kun gå én vej: opad. Men det er selvfølgelig bedre end ingenting.

Det andet er, at besparelser på flygtningemodtagelse i Danmark ikke synligt fører til øget hjælp til flygtninge i nærområder. Dels på grund af Finansministeriets måde at beregne udviklings- og flygtningehjælpen på. Dels fordi de, der sendes til Rwanda, uden tvivl opvejes af andre ubudne migranter.

Rent bortset fra udgifterne ved afsendelsen til Rwanda og opholdsudgifterne, som Rwanda nok vil tage sig betalt for.

EU skal træde i karakter

Dermed argumenterer jeg ikke imod Rwanda-modellen. Grundlæggende er det rigtigt at modvirke og forebygge flygtningestrømme til Danmark. Vi må bare se i øjnene, at EU bliver nødt til at kontrollere grænseovergangene, kysterne og lufthavnene i en grad, vi ikke tidligere har set. Det er også den eneste måde, hvorpå vi kan opretholde de åbne grænser imellem EU-(Schengen-)landene og undgå de tåbelige, kostbare og nytteløse grænselukninger, der blev indført efter flygtningekrisen i 2015 og coronakrisen i 2020. 

Grænselukninger er desværre lige så populære, som de er tåbelige. Men hvis skal de undgås, må EU træde i karakter, når det gælder de ydre grænser.

Det handler om fremtidens største europæiske samfundsproblem, som ikke går væk uden modig handling i de enkelte lande og fælles handling i EU. Et samfundsproblem, der har potentiale til at svække sammenhængskraften, både i EU og i de enkelte lande.