CARE: Global bistandsdefinition kan imødekomme nye udfordringer

Af Marianne Haahr
Kommunikations- og advocacychef, CARE Danmark

Inden årets udgang skal en ny definition af, hvad udviklingsbistand er, ligge klar. Den skal bestå af klare kriterier for, hvad stater må tælle med i bistandsregnskabet.

Det er på tide, vi indretter systemet efter, hvordan verden ser ud, og at vi bruger tælledebatten til at skubbe på den forandring.

Marianne Haahr
Kommunikations- og advocacychef, CARE Danmark

Debatten om en ny definition af udviklingsbistand finder sted i DAC-regi. DAC er Komitéen for Udviklingsbistand under OECD. Det er DAC, som sikrer, at der overhovedet findes pålidelige og sammenlignelige data om udviklingsbistand.

Der er 30 DAC-lande. Ved udviklingsbistandens fødsel stod DAC-landene for en så stor andel af bistanden, at det gav mening, at netop den komité fik til opgave at tælle bistand. DAC er i udpræget grad de vestlige landes klub, men bistand er ikke længere noget, Vesten har patent på.

Det seneste årti er støtten fra ikke-DAC-lande til Afrika eksploderet. En enkelt rejse med fly til en vilkårlig afrikansk destination bekræfter tendensen, hvor kineserne er massivt tilstede. Ikke kun Kina, men også Rusland, Venezuela, Indien og Saudi Arabien har fået øjnene op for Afrika.

Modsætningen mellem det rige Nord og det fattige Syd er brudt sammen. Bistand strømmer ikke længere kun i én retning, men også mellem landene i Syd. Kina er i dag den største investor i Afrika, og Gates Fonden er en større donor end mange regeringer. De fleste nye donorer har valgt ikke at deltage i det eksisterende rapporteringssystem. Det hindrer en systematisk indsamling af viden om nye aktøres typer af støtte.

I dialog med nye magtfulde aktører
Debatten om en ny definition er en oplagt chance for påvirkning af nye magtfulde aktører som Kina, Brasilien og Sydafrika. En chance ingen ser ud til at gribe.

Herhjemme er debatten mest et politisk slagsmål om, hvor langt bistandsbegrebet kan strækkes til at rumme aktiviteter uden synderlig relevans for fattige mennesker.

Diskussionen kunne i stedet bruges til dialog med nye aktører om globale minimumsstandarder. Diskussionen blev forsøgt under Busan, men endte meget hurtigt i to lejre – Vesten mod de andre. Allerede i dag, ikke mange år efter, ser verden anderledes ud, og behovet er større end nogensinde for en åben dialog. Bistand er nemlig ikke længere et simpelt forhold mellem en rig giver og en fattig modtager.

Forretningspartnere frem for bistandsmodtagere 
Flere donorer giver modtagerlande mulighed for at shoppe rundt efter det bedste bistandstilbud. Både indhold og krav til bistanden er meget forskellige alt efter afsender, så det kan godt betale sig for modtagerlande at se sig lidt omkring.

Kina behæfter eksempelvis ikke bistand med krav om menneskerettigheder og demokrati. Traditionelle donorer beskylder Kina for at gå på rov efter Afrikas naturressourcer og bruge bistand som døråbner. Kina siger derimod, at deres engagement i Afrika er baseret på respekt for Afrikas vilje og lydhørhed over for afrikanske stemmer, og at de derigennem vinder respekten fra de fleste afrikanske lande (People's Daily Online, 16. August 2006).

Kina ser afrikanske lande som forretningspartnere frem for som bistandsmodtagere. En tilgang, som langsomt er ved at smitte af på mange vestlige landes syn på Afrika. I vores del af verden kaldes det for skiftet fra ’aid to trade’.

En global vision
En global definition har mange fordele. Tællearbejdet kunne flyttes fra DAC til et FN organ, som gennem kortlægning af pengestrømme vil kunne skabe transparens og overblik. Resultatet ville være et bedre grundlag for en fælles dialog om effekterne af bistanden samt skabe muligheder for koordinering.

Det er på tide, vi indretter systemet efter, hvordan verden ser ud, og at vi bruger tælledebatten til at skubbe på den forandring.