Af Niels Tofte
Generalsekretær i CARE Danmark

Mange danske ambassader ligger i dag side om side med EU-delegationer i en række af verdens udviklingslande. Begge forvalter de danske bistandsmidler om end temmelig forskelligt.

EU-delegationerne har en mere stabil linje at styre efter i form af politikker, som ikke ændres i takt med skriftende politiske magtbalancer i institutionerne.

Høringer af EU's bistandspolitikker giver sjældent anledning til de helt store kampe, hvorimod høringer af danske bistandspolitikker ofte opildner til større principdiskussioner om bistandens rolle og indhold.

Når to løser den samme opgave så åbenlyst forskelligt, gemmer der sig en oplagt mulighed for læring. 

Skiftende principper
En af de vigtigste årsager til forskellene er, at bistandens grundlæggende principper i EU ikke gøres til genstand for forhandling i samme grad som herhjemme. Det princip, som forårsager de største diskussioner i forbindelse med skiftende udviklingspolitikker i Danmark, er princippet om fattigdomsorientering.

Den danske udenrigstjeneste vil være tjent med en rolig hånd på rettet, som holder en stabil kurs, selv når regeringsfarverne skifter.

Niels Tofte
Generalsekretær i CARE Danmark

I de seneste to danske udviklingspolitikker har fattigdomsudryddelse fået selskab af princippet om, at vi også selv skal have noget for pengene. Det er formuleret sådan, at man til tider bliver helt i tvivl om, hvilket af de to principper, som skal vægtes højest, når udenrigstjenesten skal oversætte politik til bistandsprogrammer. Både EU's nuværende udviklingspolitik og den forudgående fastslår uden omsvøb, at udryddelse af fattigdom er politikkens grundlæggende princip og overordnede formål.  

I forhold til princippet om, at bistand skal være forankret i menneskerettigheder, bevæger både EU og Danmark sig i samme retning. Det betyder, at bistanden skal forankres i universelle rettigheder frem for i nationale særinteresser.

Debatten i forbindelse med den nuværende bistandspolitik viste tydeligt, at de danske politikere ikke er helt parate til at tage det skridt endnu, idet principperne blev gjort til genstand for politiske skænderier om hvilke rettigheder, der skulle vægtes højest alt efter ideologisk overbevisning.

Den megen debat og uenighed har forplantet sig i politikken "Retten til et bedre liv" og har resulteret i, at den kun delvist forsøger at lave koblinger til internationale principper. Det ses i brugen af de såkaldte tilbagetrækningsklausuler, som i "Retten til et bedre liv" lyder:

"Menneskerettigheder er udelelige, men vi vil ikke være dogmatiske og stille ultimative krav om øjeblikkelig indfrielse. Altså en forpligtelse, der delvist trækkes tilbage".

Det er en yndet måde for stater at sænke ambitionsniveauet på, når de oversætter internationale konventioner til nationallovgivning, for at gøre politikken spiseligt bred. EU undergår samme bevægelse mod menneskerettighedsbaseret bistand, men de dele af bistandspolitikkerne i EU, som allerede indeholder rettighedsprincipper, gør det uden for megen rysten på hånden og efterfølgende forsøg på opblødning.    

Mere stabilitet
Den rettighedsbaserede tilgang er under udrulning på de danske ambassader rundt om i verden, og det er hverken en lille eller let øvelse, men derimod intet mindre end et forsøg på at ændre kurs på en supertanker i fart. Men det kan jo ske, at den skal rulles tilbage igen, når regeringens farve herhjemme skifter om kortere eller længere tid.

Den danske udenrigstjeneste vil være tjent med en rolig hånd på rettet, som holder en stabil kurs, selv når regeringsfarverne skifter. Dette kan gøres ambitiøst ved at gå i EU's fodspor og løfte bistandspolitikken op på overordnede principper frem for at gøre den til genstand for nationalpolitisk tovtrækkeri.

Det vil både give mere stabilitet, samt gøre bistandspolitikken relevant i en hastigt globaliserende verden, hvor nedbrydning af grænser bør gå hånd i hånd med et globalt værdisæt. Således kan udenrigstjenesten arbejde fokuseret samt genetablere Danmarks ry og rygte som fortaler for de fattigste og forgangsland på menneskerettighedsområdet.