Kan vi med ét simpelt greb løfte folkeskolen, få flere på erhvervsuddannelserne og sikre mere lige muligheder for flere børn? Det kan vi nok ikke med ét snuptag. Men verdensmålene har givet os en chance, som det vil være tudetosset ikke at forfølge.

FN’s 17 Verdensmål er en gave til folkeskolen og ungdomsuddannelserne, og vi har endnu kun kradset i overfladen af deres potentiale. Ved at integrere praksisfagligt og problemorienteret arbejde med verdensmålene i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, kan vi nå langt for relativt få midler.

Samtidig bygger vi ovenpå en af de afgørende styrker i dansk uddannelsestradition – nemlig samarbejdet om kreativ og konkret problemløsning med afsæt i en veludviklet kritisk sans. Evner, der bliver endnu vigtigere, når robotter og algoritmer overtager flere og flere af vores opgaver.

Gør verdensmålene praksisfaglige

For mange børn lærer for lidt i skolen – ikke mindst de mange drenge, for hvem skolen virker som en lang teoretisk sveder. Den er blevet længere med folkeskolereformen, som ikke er lykkes med intentionen om en anderledes motiverende, varieret og anvendelsesorienteret skoledag. En kort kedelig skoledag er blevet til en lang kedelig skoledag. 

Det handler dog ikke kun om drenge, der taber interessen for skolen, men om alle skolens elever.

En spændende og varieret skoledag er efterspurgt af alle elever, og mon ikke en praksisfaglig tilgang til fagene og verdensmålene kan bidrage til det? Altså en læringssituation hvor eleverne anvender og tilegner sig praktiske færdigheder indenfor eksempelvis økonomi, salg, omsorg, sundhed, teknik, håndværk, fødevarer og meget mere.

Mange af disse fagligheder kan integreres i de eksisterende fag og kobles direkte sammen med opnåelsen af et eller flere verdensmål. Netop ved at lade det indgå i alle fag skabes der rum for alle verdensmålene.

Yngre generationer er mere drevet af interesse og den større rammefortælling, som uddannelse og arbejdspladser er en del af.

Malene Thiele og Claus Rosenkrands Olsen
Hhv. CSR-chef og uddannelseschef, Dansk Erhverv

Matematik om madspild og forsyning

Virksomhederne mangler faglærte, og det er endnu ikke lykkedes os at flytte nævneværdigt på de unges lyst til at vælge en erhvervsuddannelse.

Men hvad nu hvis matematikken blev bundet op på beregninger om madspild eller modellering af modeller for bæredygtige forsyningskæder? Hvis samfundsfag eller geografi blev bygget op om udfordringer med urbanisering og klimavenligt byggeri? Hvis madkundskab trak tråde til bæredygtig fødevareproduktion, eller biologi handlede om, hvordan medicin udrydder sygdom i verden?

Så var gymnasiet måske ikke længere det eneste oplagte valg, fordi fagene er tilført en ny dimension i forhold til deres anvendelse.

Vi ved fra flere undersøgelser, at yngre generationer er mere drevet af interesse og den større rammefortælling, som uddannelse og arbejdspladser er en del af. Vi har brug for anderledes og mindre stereotype billeder af arbejdsmarkedet.

Verdensmålene skal placeres centralt

Mange tusind unge forlader hvert år folkeskolen uden at få en uddannelse bagefter. En udfordring med betydelige økonomiske konsekvenser for samfundet. Dels fordi det øger trækket på de offentlige kasser, dels fordi virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft.

Men også en udfordring med betydelig social slagside, da langt de fleste kommer fra hjem uden lange bogreoler. For disse børn og unge er den teoretiske og abstrakte skole ikke nogen stor hjælp. En bevægelse i retning af mere praksisfaglighed vil uden tvivl gavne disse elever – måske endda give rum for anerkendelse af andre kompetencer end de boglige.

Verdensmålene har givet os et tydeligere billede af de udfordringer, vi står overfor. Det bliver dog næppe vores generation, som leverer de fleste løsninger på de udfordringer. Det bliver derimod vores børn og deres børns generationer – hvilket de også i stigende grad er bevidste om.