I ugerne efter et militærkup i Myanmar, anholdelsen af landets reelle leder, Aung San Suu Kyi, og en erklæring af en etårig undtagelsestilstand har bred international fordømmelse givet fornyet styrke til befolkningen i Myanmar: Den interne modstandsbevægelse kan se, at verden bakker op.

Men det er også vigtigt, at der handles.

En kombination af sanktioner mod militæret, et samlet internationalt pres med asiatisk deltagelse, og støtte til de interne demokratiske kræfter og diplomatisk dialog er her vigtige. Fra dansk side er det også vigtigt, at vi bibeholder en fuld diplomatisk repræsentation i landet og fortsæt støtter civilsamfundet.  

Sanktioner har signalværdi, men er ikke nok
USA’s præsident, Joe Biden, meldte allerede 10. februar ud, at USA vil indføre skarpe sanktioner mod militæret samt fastfryse de cirka seks milliarder kroner, som Myanmars stat har i reserve i USA.

Senest har England og Canada fulgt trop, og 22. februar udmeldte EU’s udenrigsministre også, at der vil være sanktioner på vej mod dem, der er ansvarlige for kuppet. Der er nu også forsøg på at identificere og sanktionere de forretninger, militæret ejer.

Da sanktionerne er målrettede og rammer militærets topfolk personligt, kan de have en stærk signalværdi om, at man fordømmer kuppet. Men disse tiltag kan næppe stå alene, og det er her vigtigt, at man afholder sig fra at lave brede økonomiske sanktioner, der vil ramme befolkningen.

De tidligere erfaringer med brede sanktioner mod Myanmars militærregime frem til 2010 var ikke positive – toppen af militæret led ikke nogen nød, mens befolkningen blev ramt af isolation og fattigdom.

Der er blandt andet meget lidt, som tyder på, at sanktioner var afgørende i forhold til den demokratiske transition, som militæret åbnede op for i 2011. Så vi kan ikke være sikre på, at sanktioner vil påvirke militærtoppens politiske beslutninger.

Her er det også vigtigt at påpege, at militærets motivation for at tage magten nu med stor sandsynlighed ikke primært er af økonomisk karakter, men bunder i politiske interesser.

De seneste fem års regeringsperiode under Aung San Suu Kyis ledelse har ikke reelt set ramt militærets økonomiske interesser. Til gengæld har hendes store sejr igen ved valget i november sidste år været et politisk slag i hovedet på militæret.

Her handler det om militærtoppens ære og behov for at vise, at det er dem, der har den ultimative magt i landet – en magt som, trods en forfatning, der sikrer en ret markant politisk indflydelse til militæret i parlamentet og i vigtige ministerier, stadig er blevet udfordret af Aung San Suu Kyis enorme folkelige opbakning.

Med militærkuppet sidder hærchefen Min Aung Hlaing nu tungt på magten, og har planer om, at organisere et nyt valg inden udløbet af den etårige undtagelsestilstand, der nok sigter på at konsolidere militærets magt yderligere.

En del af strategien, som det ser ud nu, er at tilintetgøre NLD og umuliggøre, at Aung San Suu Kyi kan forblive i politik – blandt andet gennem en række retssager imod hende, der kan sende hende mange år i fængsel.    

Meget tyder derfor på, at der er vigtige magtpolitiske ting på spil, og altså at støtte til reelle forandringer i Myanmar ikke kommer ved udelukkende at ramme militæret på pengepungen gennem sanktioner. 

Politisk pres fra et samlet internationalt samfund
Det er helt afgørende, at sanktioner sker i takt med opbygningen af et samlet internationalt politisk pres på militæret til at genindsætte den folkevalgte regering.

Lige nu er der også et akut behov for, at udlandet kraftigt advarer militæret imod at lave voldelige overgreb på de folkelige protester og dermed opildne til storstilet konflikt. Det internationale pres skal ikke kun komme udefra, men også indefra gennem kritisk engagement med myndighederne i et koordineret samarbejde mellem vestlige og asiatiske lande.

Her er det vigtigt at Danmark og andre lande fastholder en fuld diplomatisk repræsentation i Myanmar, så man kan sikre maksimal udnyttelse af de diplomatiske muligheder, der måtte opstå for at lægge pres på og gå i kritisk dialog med militæret.

Opfattes presset kun som et pres fra Vesten risikerer vi, at det får minimal betydning, og at militæret fremstiller det som en illegitim indblanding i landets suveræne anliggender.

Helene Maria Kyed
Forskningsleder, Dansk Institut for Internationale Studier

Fra dansk side er det nordiske, europæiske og amerikanske samarbejde vigtigt, men hvis det internationale pres skal få en effekt på militærets kurs, er det de asiatiske lande, der skal stå i front. FN har også en vigtig rolle at spille.

Opfattes presset kun som et pres fra Vesten risikerer vi, at det får minimal betydning, og at militæret fremstiller det som en illegitim indblanding i landets suveræne anliggender. Det har vi set tidligere i Myanmars historie. 

Japan er et oplagt bud på internationalt samarbejde i Asien, og har allerede taget en stærk position imod militærkuppet. Japan anses for at have gode muligheder for at gå i dialog med militærtoppen, da det er Myanmars største bistandsdonor og har store investeringer i landet, der også ses af militæret som en vigtig modvægt til kinesisk dominans.

Indien og Sydkorea har endnu ikke tydeligt fordømt kuppet, men de anses for at ligge tæt op ad den vestlige kritik, og kan sandsynligvis mobiliseres i et internationalt samarbejde ud fra deres geostrategiske interesser i Myanmar. 

Når det kommer til Myanmars naboer i Asean – det sydøstasiatiske samarbejde, som Myanmar er del af – ser et politisk pres mindre optimistisk ud. Der er ikke tradition for at blande sig i hinandens interne politiske anliggender, og især Thailand vil nok være imod.  

Når alt kommer til alt, vil de asiatiske naboer næppe lægge pres på militæret ud fra demokratiske værdier. Men der kan være et grundlag for pres, fordi deres store økonomiske interesser i Myanmar beror på, at der er stabilitet. Her er det også, at Kina kan spille en helt afgørende rolle.          

Faktisk er det svært at forestille sig en løsning lige nu uden Kinas medvirken. Kina er Myanmars vigtigste nabo med store økonomiske interesser på spil og også stærke forbindelser inde i militæret.

Selvom Kina er kendt for ikke at ville blande sig i Myanmars (eller andre landes) interne politiske forhold, er der måske en åbning nu for internationalt samarbejde, efter at Kina gik med til at udsende en pressemeddelelse fra FN’s sikkerhedsråd 4. februar.

Om end forsigtigt rejser pressemeddelelsen bekymring om situationen, kræver løsladelse af de folkevalgte politikere, og fremhæver støtte til den demokratiske transition i Myanmar, herunder opretholdelse af demokratiske institutioner og respekt for menneskerettigheder.

Kina har dog senere frasagt sig at gå med i – dog ikke stemt imod - den resolution, som FN’s menneskerettighedsråd udgav 12. februar, der kræver at militæret beskytter basale rettigheder og ikke bruger vold mod befolkningen. Der hersker derfor stor usikkerhed om, hvad Kina egentligt vil gøre.

Siden kuppet har der floreret en del konspirationsteorier på de sociale medier om, at Kina står bag kuppet eller har nikket ’ok’ til det overfor hærchefen – både for at modvirke vestlig indflydelse og lave økonomiske deals.

Men ifølge eksperter har Kina ikke har nogen interesse i et militærkup og ustabilitet i Myanmar. Tværtimod kan landets økonomiske investering, herunder adgang til det Indiske Ocean med olierørledninger, veje og tog gennem Myanmar, tage skade.

Kinas ambassadør til Myanmar afviste også på det kraftigste de anklager, der har været om Kinas støtte til kuppet i interview. Han fremhæver, at Kina ønsker, at situationen normaliseres, og at landet bliver stabilt via en dialog mellem de forskellige interne parter i Myanmar.

Han påpeger også, at Kina støtter FN’s specielle udsending til Myanmar, Christine Schraner Burgener, der i øjeblikket forsøger at skabe et grundlag for mediering med militærets top.

FN’s rolle er her vigtig, og det forlyder, at Christine Schraner Burgener har gode muligheder for at lægge pres på militæret og bringe partnerne sammen, da hun har ry for at have gode relationer til både Aung San Suu Kyi og hærens top.

Disse internationale tiltag, især hvis Kinas opbakning lykkes, kan forhåbentlig få afgørende betydning for Myanmar lige nu, ikke mindst hvis det spiller sammen med støtte til den interne folkelige modstand. 

Bistanden og den direkte støtte til de interne demokratiske kræfter
Det er helt afgørende, at vi fra dansk og andre landes side støtter de demokratiske kræfter og den enorme folkelige bevægelse mod militæret, vi ser lige nu på gaderne i Myanmar og på de sociale medier.

Den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), meldte hurtigt ud efter kuppet, at den stat til stat-bistand, som Danmark giver til Myanmar, suspenderes nu for at vise, at vi er imod militærets magtovertagelse.

Men han har også lovet, at Danmark ikke vender ryggen til de demokratiske kræfter og befolkningen i Myanmar. Det er et godt signal. Ligesom USA og andre lande omdirigeres bistanden nu til civilsamfundet, hvilket for USA's vedkommende drejer sig om 42 millioner dollars.

Det er helt afgørende, at vi fra dansk og andre landes side støtter de demokratiske kræfter og den enorme folkelige bevægelse mod militæret, vi ser lige nu på gaderne i Myanmar og på de sociale medier.

Helene Maria Kyed
Forskningsleder, Dansk Institut for Internationale Studier

USA bibeholder også støtten til sundhed. EU vil fortsætte med humanitærbistand og i den nærmeste tid se på, hvordan udviklingsstøtten kan tilpasses, så det ikke går ud over den almindelige befolkning.

For Danmark er en fortsat tilstedeværelse i Myanmar meget vigtig for at fastholde kontakt og støtte til civilsamfund, medier og andre demokratiske kræfter i landet - herunder også de etniske mindretalsgrupper, NLD og andre politiske partier.

Støtte gennem ambassaden til civilsamfund, frie medier, fagbevægelserne samt privatsektorprogrammerne bør fortsætte og gerne styrkes. Det kan blandt andet ske gennem de mange danske ngo’er, der allerede er i landet, og som har en lang række samarbejdspartnere i Myanmars civilsamfund.

Herudover er det vigtigt at overveje, hvordan vi kan støtte de mange offentligt ansatte – læger, sygeplejersker, lærer, universitetsansatte, og mange andre – som lige nu strejker og deltager i den ”civile ulydighedsbevægelse”, der laver gadeaktioner og sociale mediekampagner imod militæret. De vil med stor sandsynlighed stå uden løn om ikke længe, og er også i stor fare for anholdelser. Den humanitære bistand til konfliktramte områder bør også fortsætte og styrkes. 

Det er samtidigt vigtigt, at vi sender en klar udmelding om, at stat til stat-bistanden genoptages, når det er forsvarligt. En sådan udmelding vil være et afgørende signal til befolkningen i Myanmar om, at vi fortsat står på deres side i kampen for demokrati og retfærdig udvikling.

Og her skal vi overordnet set være opmærksomme på de store konsekvenser, som fastfrysning af stat til stat bistand under et militærregime kan have for folks levevilkår, adgang til sundhed og uddannelse.

Vi skal med andre ord ikke glemme landets fattige befolkning: en isoleret og udsultet befolkning er nemme ofre for militærets undertrykkelse og forsøg på at vinde dele af befolkningen gennem forventelige del og hersk-strategier.

I dette lys skal der ikke udelukkende være fokus på demokratistøtte i en snæver forstand, selvom den er den mest presserende lige nu, men også på, hvordan vi kan justere bistanden og oprette særlige instrumenter til at støtte områder, der berører befolkningens sundhed, uddannelse og levevilkår.

Endelig er det vigtigt for demokratistøtten, at den også har fokus på de etniske mindretal, og deres opråb om et fremtidigt demokrati med etnisk lighed og føderalisme – et opråb som bliver tydeligt lige nu i de folkelige protester i byerne og ude i de grænseområder, hvor militæret stadig er i krig med de etniske væbnede grupper.