Flemming Chr. Nielsen: Der er gået svamp i menneskerettighederne

KOMMENTAR: Hvordan er det kommet så vidt, at menneskerettigheder er blevet et fyord? Måske fordi vi tror, at de fornedrede er nogle i en film eller en roman, men pludselig kan de være vore egne naboer, skriver Flemming Chr. Nielsen.

Hvad ville resultatet blive, hvis en samfundsforsker gav sig til at optælle brugen af ordet ”menneskerettigheder” i de sidste halvtreds år?

Det behøver man ikke være sociolog for at regne ud. Indtil omkring århundredskiftet var ordet udtryk for en værdighed, der var alment accepteret.

Ingen ved deres fulde fem gik ind for, at nogen havde fortjent at blive hængt op i benene. En torturmetode som waterboarding ville have fremkaldt usigelig kvalme hos enhver avislæser. Det samme med den nudanske bøddelvariant, der hedder ”at være tålt skal være så utålelig som overhovedet muligt”. I alle ledende artikler ville der have lydt harmfulde protester. Og det samme fra alle ansvarlige partier. Netop med henvisning til menneskerettighederne.

Men vor samfundsforsker ville også i sin optælling støde på det daværende Fremskridtsparti og en præst i Seem ved Ribe, der kaldte menneskerettighederne for en ”voldtægt af virkeligheden”. At fremhæve menneskerettighederne var ifølge Fremskridtspartiet og præsten at ”foragte det enkeltes folks identitet og sammenhæng”.

Ingen forestillede sig, at præsten nogle år derefter skulle blive folketingsmedlem for et magtfuldt politisk parti. Endnu mindre, at det parti var et ægtefødt barn af Fremskridtspartiet, og at det siden blev rollemodel for fire-fem andre partier.

Efter årtusindskiftet gik der nemlig mere og mere svamp i ordet menneskerettigheder. Ganske vist bruges det fortsat, men i læserbreve og debatindlæg kaldes det et våseord og et pladderhumanistisk udtryk for godhedsindustri. Uviljen mod ordet epidemi-smittede også Folketinget, og giften drypper, så det ikke længere anses for stuerent at tale om menneskerettigheder. Endnu holder enkelte politikere stand, men de vil ikke i tide og utide tirre de andre med at gentage ordet, så de hitter på erstatningsglosen ”hensyntagen”.

Det skulle de aldrig have gjort. ”Hensyntagen” oversættes omgående til ”knæfald”.

Hvis vor samfundsforsker stadig er der med sin optælling af ordet menneskerettigheder, vil han erfare, at Folketingets flertal i dag pønser på det skaktræk til garrottering af begrebet, at konventioner er til for at blive udfordret. Konventioner er noget, et frisk og skjorteopsmøget folkestyre skal gå til kanten af. Protester reduceres til ”berøringsangst”. Medierne repeterer heller ikke ordet menneskerettigheder så ivrigt som før. Det er blevet et fyord. Lige så anstødeligt som bandeord i gamle dage.

Nej, lad os droppe det ord, tænker redaktørerne. Vi vil bestemt ikke afvise, at det som alt andet i vort frie og åbne samfund skal være til diskussion. Vist går vi ikke ind for waterboarding, og at der skal skydes på flygtninge i gummibåde. Men vi må også skele til avisoplaget, og det er aldrig rart, når ens kerne-abonnenter vrænger ”humanist” efter én.

Dermed er vor samfundsforsker nået til vejs ende i sin optælling. Han må konkludere, at ordet menneskerettigheder toner væk i vort sprog. Kun særlinge tager det i deres mund, fordi de nu engang er særlinge.

Men pludselig udvises en hel eller en halv familie til en uvis skæbne i et land, hvor de aldrig har været, eller hvorfra mindet kun fremkalder et slagtehus på nethinden og lyden af de forpintes skrig i ørerne.

De udviste har aldrig skilt sig ud fra andre på vejen eller i opgangen. Men en morgen før daggry møder politiet op og transporterer dem til et udrejsecenter. Hvis de fysisk protesterer, har man de nødvendige midler til rådighed. Strips, håndjern og hvad der ellers hører til.

Det lokale civilsamfund protesterer desperat. De skriver til ministeren eller demonstrerer foran Folketinget. Alt sammen forgæves, for demokratiets regler hævdes at være fulgt. Hvis det da ikke i sidste øjeblik viser sig, at der er fremkommet noget, som hedder ”nye oplysninger”. Men det sker udelukkende, hvis medierne får interesse for sagen – og det gør medierne kun, hvis den eller de udviste er fotogene. De alt for aparte påkalder sig ikke læser-sympati.

De udviste i vor midte er ikke personer i en film eller i en bog om fortidens rædsler. De er heller ikke med i en Netflix-serie. De fornedrede er ”rigtige” mennesker, og som var de nære afdøde, efterlader de et hul hos de endnu levende, som kendte dem og holdt af dem.

Der opstår en dump vrede mod de politikere, der ernærer sig af stemmefiskeri i skidne vande. De magtesløse iagttagere sætter ikke mere deres kryds ved de partier, for selv et blyantskryds efterlader en stank af svovl. Lokalt får ordet menneskerettigheder pludselig sin værdighed tilbage. Men kun hos dem, der ser, hvordan andre mennesker køres bort som i en rustvogn.

Det må være et nytårshåb for 2019, at så mange af os får nok, at vi ikke orker den forlorne snak om at gå til kanten af konventioner, ikke vil acceptere et sprog, hvori menneskelige hensyn kaldes for knæfald, og ikke vil tolerere en politisk spiral, der fører ned i foragt og afvisning.

Vi vil have ordet menneskerettigheder igen, ikke kun lokalt, men i Folketinget og i den politiske debat, for menneskerettigheder er et stolt ord, som ingen i vort land skal håne og spytte på.

----------

Flemming Chr. Nielsen (f. 1943) er journalist, forfatter og oversætter af flere klassiske værker. Han er aktuel med bogen "Sort hedder en sten – mellem hedenskab og kristendom i 1000 år". Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Kommentar: Lovforslag spænder ben for udviklingsarbejde Kommentar: Lovforslag spænder ben for udviklingsarbejde Næste artikel Kommentar: Skal vi bare acceptere en stresset hverdag i civilsamfundet? Kommentar: Skal vi bare acceptere en stresset hverdag i civilsamfundet?
Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

AJOUR: Den nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, vil forsøge at skabe modtagecentre uden for EU til asylbehandling. Men den opgave er nærmest umulig, mener aktørerne på udviklingsområdet. Hør mere om Mortensens vigtigste opgaver i dagens udsendelse.