Civilsamfundet skal tænkes ind i dansk erhvervsbistand

Af Henrik Stubkjær
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

For cirka to år siden vedtog Folketingets partier enstemmigt en ny strategi for Danmarks udviklingsbistand: "Retten til et bedre liv".

Helt konkret foreslår vi som del af regeringens fokus på ”økonomisk diplomati”, at de danske ambassader og nye vækstrådgivere spiller en aktiv rolle i at skabe dialog mellem danske virksomheder og lokale civilsamfundsorganisationer

Henrik Stubkjær
Generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp

Strategien sætter den overordnede ramme for, hvordan ulandspengene skal bruges, og hvad der skal prioriteres. Og linjen er ganske klar: Bistanden skal være fattigdomsorienteret og rettighedsbaseret. Og så er der fokus på bæredygtig udvikling/grøn vækst.

I forbindelse med den nye strategi indførte Udviklingsministeriet også en opdeling af udviklingsbudgettet i en fattigdomsorienteret og en global ramme. Et prisværdigt initiativ, der hjælper med at synliggøre, hvor stor en del af bistanden, der rent faktisk går til direkte fattigdomsbekæmpelse.

Det er et rigtig godt værktøj, som sikrer en højere grad af gennemsigtighed – selvom det ikke i sig selv løser problemet med, at bistanden bruges til alt muligt andet end fattigdomsbekæmpelse i ulandene.

Risiko for proces udhuler bistanden
Nu kører så debatten om, hvad der skal tælle som bistand fremadrettet – både internationalt og her i Danmark. I OECD lægges der op til en revision af DAC-reglerne, donorlandenes fælles regler for, hvad der kan tælle som bistand, og hvad der ikke kan.

Risikoen for, at der i den proces sker en yderligere udhuling af den fattigdomsorienterede og rettighedsbaserede bistand, er ganske overhængende. Vi står i en verden præget af langvarig finanskrise, utallige konflikter med deraf følgende flygtningestrømme, en stærk anti-terrordagsorden, som ofte går ind og overtrumfer alle andre hensyn, voksende udgifter til klimatilpasning eller oprydning efter det ”vildere vejr”.

Samtidig er der tendens til, at debatten i mange lande lukker sig mentalt om sig selv. Vi ser det også her i Danmark, hvor vi udviklingsorganisationer meget ofte må svare på spørgsmålet ”hvorfor bruger vi ikke pengene på de fattige i Danmark?”

Behov for virksomhedernes bidrag
I Danmark handler debatten lige nu meget om, hvordan handel og den private sektor kan tænkes bedre ind i udviklingspolitikken. For eksempel er der i regeringens forslag til finansloven for 2015 sat bistandskroner af til at støtte danske eksportinitiativer som del af den danske eksportstrategi ”Mere handel – nye job”.

Det er historisk, at bistanden skal til at finansiere dansk vækst – en udvikling, vi mener, er bekymrende, hvis det betyder, at fattigdomsbekæmpelse og menneskerettigheder lige så stille glider ud af fokus.

Fattigdomsrammen er nu røget ned under de 0,7 procent af BNI, som bør være en smertegrænse. Principielt er vi ikke begejstrede for, at der flyttes penge fra fattigdomsrammen til den globale ramme.

Når vi alligevel i Folkekirkens Nødhjælp siger ja til at udforske syngergiområdet imellem handel og udvikling, skyldes det, at vi anerkender behovet for at tænke nyt i udviklingsarbejdet. Et kig i krystalkuglen viser, at den private sektor med al sandsynlighed vil spille en stadigt større rolle – på godt og ondt – i verdens fattige lande.

Der er et kæmpe behov for at skabe nye arbejdspladser til de millioner af unge, der kommer ud på arbejdsmarkedet, og der har danske virksomheder også noget at bidrage med. Danske virksomheder er blandt andet kendt for at arbejde aktivt med CSR – flere har for eksempel tradition for at sikre gode arbejdstagerrettigheder, og nogle er begyndt at følge FN's retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder.

Civilsamfundet skal spille en central rolle
Vi mener dog, at der er behov for en mere dybdegående dialog om civilsamfundets rolle for at sikre, at handelsinitiativerne fører til inkluderende vækst og reel fattigdomsreduktion. Derfor er vi positive over den voksende interesse, vi mærker i det danske erhvervsliv og embedsværk, for at diskutere præmisserne for, hvordan dansk handel kan bidrage til bæredygtig vækst og ansvarlige investeringer.

Vi mener, at det fælles mål bør være todelt: Nemlig at Danmark bidrager til vækst, som også kommer de fattige til gavn, samtidig med at negative effekter på menneskerettighederne forhindres. Hvis dansk erhvervsbistand handler om at gøre en positiv forskel i forhold til at fremme en grøn og rettighedsbaseret udvikling og hjælpe mennesker ud af fattigdom ved at give dem et arbejde, så er vi helt med på den dagsorden.

Helt konkret foreslår vi som del af regeringens fokus på ”økonomisk diplomati”, at de danske ambassader og nye vækstrådgivere spiller en aktiv rolle i at skabe dialog mellem danske virksomheder og lokale civilsamfundsorganisationer for at imødese de overordnede mål med bistanden.

Vi mener derfor, at der i diskussionen om fremtidens bistand skal være fokus på at få ”mest mulig bistand for pengene” ud fra et fattigdomsperspektiv. Erhvervsinitiativerne skal løbende underkastes præcis den samme kritiske evaluering som de folkelige organisationer og andre modtagere af bistandsmidler: Får vi rent faktisk noget af den omdiskuterede ”trickledown”-effekt? Det er et område, vi mener, bør dokumenteres nærmere og indtænkes i diskussionen.