Folkekirkens Nødhjælp: Vores medarbejdere udsættes for angreb

Af Lisa Sivertsen, Norge, og Birgitte Qvist-Sørensen  
Hhv. fungerende generalsekretær i Kirkens Nødhjelp, Norge, og generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp

Det er trist, at nødhjælpsarbejdere som del af deres træning før udsendelse skal lære, hvordan man slipper fra en voldtægt med livet i behold.

Lisa Sivertsen Norge og Birgitte Qvist-Sørensen

Der tales og skrives meget om forventningerne til det humanitære arbejde, senest med lanceringen af en ny norsk humanitær politik.  

Humanitære organisationer som dem, vi leder, forventes at levere hurtig, effektiv og uafhængig nødhjælp. 

Vi forventer, at vores medarbejdere kan udføre deres arbejde uden at skulle risikere liv og lemmer.  

Vi er kede af, at ansatte skal være bange for, at deres efternavn kan afsløre deres nationalitet eller religion, at deres hudfarve risikerer at gøre dem til mål for angreb, og at vores kvindelige medarbejdere skal arbejde i frygt for seksuelle overgreb.  

Det er trist, at nødhjælpsarbejdere som del af deres træning før udsendelse skal lære, hvordan man slipper fra en voldtægt med livet i behold.  

Vi forventer, at de mennesker, vi hjælper, kan betragte flygtningelejre som sikre steder, hvor der er adgang til hjælp. Desværre er det ikke altid virkeligheden. 

Frygten flytter med flygtningene 
Kvinder i konfliktsituationer er ofte de allermest sårbare. De lever i et rettighedsløst vakuum, hvor det land, de midlertidigt opholder sig i, ikke har kapacitet eller vilje til at hjælpe dem.  

FN har ikke mandat til at efterforske overgreb og vold mod kvinder, som er jaget vildt. I Bangladesh har vi mødt adskillige rohingya-kvinder, der burde opleve flygtningelejren som et helle efter en flugt, hvor voldtægt og vold var mere reglen end undtagelsen.  

Desværre flytter frygten og usikkerheden alt for ofte med.  

Vi oplever alt for ofte, at mad, livsnødvendig medicin, brændstof, byggematerialer, solceller og de biler, der skal få hjælpen frem, bliver konfiskeret, tilbageholdt eller ødelagt.  

Sult er et våben i krigen, og rent vand er overalt en mangelvare. Et er knaphed, men at mennesker med åbne øjne kan nægte andre mennesker hjælp og derigennem påføre dem så meget lidelse, det overgår vores fatteevne.  

Konsekvensen er alle steder underernærede børn, nød og død. 

Konventioner tilsidesættes 
I Sydsudan udsættes vores medarbejdere for angreb. Desværre er det ikke isolerede tilfælde.  

I 2017 blev mere end 300 nødhjælpsarbejdere udsat for vold, kidnapninger og dødelige angreb. Det er altså virkelig mange mennesker.   

Og mange steder i verden bliver forholdene stadig værre. Det såkaldte humanitære rum indskrænkes år for år, og respekten for vores uafhængighed og upartiskhed kan efterhånden ligge på et meget lille sted.  

Fællesnævneren er manglende respekt for menneskerettigheder, krigens regler og menneskers værdighed. Rettigheder og konventioner tilsidesættes ofte med larmende tavshed som eneste akkompagnement.  

Civilbefolkning, flygtninge, internt fordrevne og nødhjælpsarbejdere står isolerede tilbage med usikkerhed, stress og frygt.  

Opråb til politikerne 
At skoler og hospitaler bombes, kvinder udsættes for systematiske overgreb, nødhjælpsarbejdere kidnappes og dræbes, og livreddende nødhjælp ødelægges, bør kunne få alle i højeste alarmberedskab.  

Vi forventer derfor, at vores regeringer – og deres allierede –  sætter overholdelse af rettigheder og krigens regler øverst på den diplomatiske dagsorden.  

Når der sker angreb på civile, forventer vi, at vores regeringer altid fordømmer. Altid. Også når det potentielt er i konflikt med andre nationale interesser.