Debat

Forsikringsforbundet: Stil nu krav om social bæredygtighed

Det er afgørende, at virksomheder sikrer ordentlige arbejdsforhold, hvis de virkelig ønsker at drive en bæredygtig forretning. Det skriver Forsikringsforbundets landsformand, Charlotte Hougaard.

Virksomheder er ivrige efter at fortælle om deres ambitiøse og bæredygtige klimamålsætninger. De må ikke glemme, at ordentlige arbejdsvilkår er med til at sikre en bæredygtig virksomhed, skriver Charlotte Hougaard.
Virksomheder er ivrige efter at fortælle om deres ambitiøse og bæredygtige klimamålsætninger. De må ikke glemme, at ordentlige arbejdsvilkår er med til at sikre en bæredygtig virksomhed, skriver Charlotte Hougaard.Foto: Pressefoto/Forsikringsforbundet
Charlotte Hougaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Virksomheder kappes om at profilere sig på bæredygtighed. Det kan ikke blive klimavenligt nok. Og ja – det er godt og vigtigt. Men bæredygtighed handler bare ikke kun om at være grøn.

Bæredygtighed handler også om at være socialt ansvarlig. Desværre er der en tendens til, at netop den sociale ansvarlighed bliver lidt glemt i disse tider.

Virksomheder profilerer sig flittigt med ambitiøse grønne målsætninger og klimakrav til leverandører og investeringer. De samme krav bør virksomhederne også stille til sig selv og deres samarbejdspartnere, når det gælder social bæredygtighed.

Mere konkret bør virksomheder have fokus på ordentlige arbejdsforhold og gode vilkår for medarbejderne. I Danmark er overenskomster nøglen til at sikre netop det.

De bæredygtige overenskomster

Vi har gennem mange år opbygget et stærkt og fleksibelt arbejdsmarked – som er misundt i hele verden – baseret på brede overenskomster og den danske flexicuritymodel, hvor fleksibilitet og sikkerhed følges ad:

Det er nemt at hyre og fyre, og lønmodtageren har til gengæld et sikkerhedsnet, hvis han eller hun bliver syg eller mister sit job. Overenskomsterne og de obligatoriske arbejdsmarkedspensioner er samtidig en af grundpillerne i det danske pensionssystem.

Hvis virksomheder vil leve op til FN's verdensmål om bæredygtighed, bør de derfor også huske den sociale dimension og det ottende verdensmål om anstændige jobs

Charlotte Hougaard
Landsformand, Forsikringsforbundet

Med andre ord er overenskomster afgørende for et socialt bæredygtigt arbejdsmarked. Når virksomheder bryster sig af deres fokus på bæredygtighed, bør de derfor selvfølgelig selv være omfattet af en overenskomst, og de bør samtidig stille de samme krav om overenskomst til deres leverandører.

Har virksomheden store investeringer – som eksempelvis pensionsselskaber har – bør kravet om social bæredygtighed og overenskomster også gælde for de selskaber, som virksomheden investerer i.

Erfaringerne viser, at krav om grøn bæredygtighed rent faktisk kan ændre adfærd i den rigtige retning. Flere krav til leverandører og investeringer om social bæredygtighed kan med al sandsynlighed få samme positive effekt og dermed medvirke til at fastholde den danske arbejdsmarkedsmodel. 

Hvis virksomheder vil leve op til FN's verdensmål om bæredygtighed, bør de derfor også huske den sociale dimension og det ottende verdensmål om anstændige jobs.

"Soloselvstændige" og nultimers kontrakter

Vi ser lige nu en trist udvikling i Danmark med atypiske ansættelser, hvor mange eksempelvis får jobs som såkaldte soloselvstændige eller bliver ansat på nultimers kontrakter. I mange situationer er arbejdstagerne ikke dækket af overenskomst og får blandt andet ikke løn under barsel og sygdom.

Udviklingen har især været tydelig med den hastige udbredelse af nye digitale platforme, hvor "soloselvstændige" eksempelvis leverer fastfood eller gør rent i folks hjem på dårlige vilkår.

Disse atypiske ansættelser er bekymrende og aktuelle eksempler på vigtigheden af at have et socialt bæredygtigt arbejdsmarked med overenskomster.

Forsikringsselskaberne ønsker fleksibilitet og mulighed for hurtigt at kunne skrue op og ned for antallet af medarbejdere

Charlotte Hougaard
Landsformand, Forsikringsforbundet

Det særligt bekymrende er, at disse atypiske ansættelser også i stigende grad ses i mange andre brancher, hvor flere arbejder uden at være dækket af en overenskomst og ordentlige lønmodtagerrettigheder.

Et aktuelt eksempel på det ses i forsikringsbranchen, hvor en række af de største forsikringsselskaber i stigende grad nu hyrer "soloselvstændige", der sælger forsikringer for et enkelt selskab og er på ren provision.

Det gør de uden overenskomst, uden grundlæggende lønmodtagerrettigheder og uden en arbejdsgiver med formelt ansvar for at sikre arbejdsmiljøet.

Forsikringsselskaberne ønsker fleksibilitet og mulighed for hurtigt at kunne skrue op og ned for antallet af medarbejdere. Men det er bare skridt i den forkerte retning væk fra et socialt bæredygtigt arbejdsmarked.

Forsikringsselskaber og andre virksomhederne bør derfor grundlæggende spørge sig selv, om det er socialt bæredygtigt og i overensstemmelse med deres fine CSR-politikker at hyre arbejdskraft uden for overenskomst og uden basale lønmodtagerrettigheder.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00