Forskere: Klimafinansiering over statsbudgettet er ikke innovativt, men det er god politik

De rige lande kan i høj grad takke fossile brændstoffer for deres rigdom. Uden rigeligt med energi var vi ikke nået langt, men vores forbrug af disse brændstoffer betyder, at Europa og Nordamerika står bag 62 procent af atmosfærens CO2. Vores udledninger fører nu til yderligere fattigdom i fattige lande, fordi voldsomt vejr og klimaforandringer rammer dem hårdt.

Ikke alene lader klimaforandringerne rent geografisk til i særlig grad at ramme fattige lande. De er også mere udsatte. Et eksempel: Mellem 2000 og 2010 blev Haiti ramt af et meget kraftigt jordskælv. 223.000 mennesker omkom, og skaderne udgjorde cirka 70 procent af Haitis bruttonationalproduktet (BNP).

I samme periode blev Japan ramt af 15 jordskælv af samme eller næsten samme styrke. I alt blev 81 mennesker dræbt, og skaderne per jordskælv løb i gennemsnit op i 0,07 procent af Japans BNP. Velstand beskytter mod katastrofer – også klimaskabte katastrofer.

Uklarhed om tab og skader

Beregninger tyder på at mellem 32 og 132 millioner mennesker kan risikere at blive skubbet ud i absolut fattigdom i 2030 som følge af klimaforandringer. Vores efterladenskaber i atmosfæren gør det sværere for fattige lande at få bugt med fattigdommen.

Det har meget forståeligt ført til en diskussion af betaling for tab og skader fra rige lande til fattige. Det er imidlertid et rodet felt. For det første er der ikke en fælles forståelse af, hvad tab og skader egentlig omfatter.

For det andet er det uklart, hvem der skal betale, da nogen mener, at for eksempel Kina og Indien også skal betale, fordi de står for en stor del af nutidens udledninger.

Der er ikke noget innovativt over beskatning. Skat er så gammel som faraoerne

Lars Engberg-Pedersen og Theodore Talbot
Hhv. forskningsleder, Diis og cheføkonom, Centre for Disaster Protection

For det tredje findes der ikke en oplagt mekanisme, der kan overføre betalingerne. De fattige lande vil helst have pengene direkte ind på statsbudgettet, mens de rige lande typisk ønsker forskellige bindinger på pengene og hidtil har været meget forbeholdne over for spørgsmålet.

Nu lader det imidlertid til, at der er politisk momentum for at gøre noget, for ved de seneste klimaforhandlinger (COP27) forpligtede de rige lande sig til at betale udviklingslandene for tab og skader.

Det rejser spørgsmålet: Hvor skal pengene komme fra? Kan man med et fikst ’innovativt’ greb trylle nye midler frem? Næppe.

Skat er ikke innovativt

Innovative kilder er selvfølgelig tiltrækkende, fordi man så undgår at ramme almindelige skatteydere, der som bekendt også er vælgere. Derfor er en beskatning af skibsfarten blevet luftet.

Der er dog flere problemer ved sådan et forslag. For det første er det uhensigtsmæssigt at skabe en masse cigarkasser, der får penge fra bestemte kilder og bruges til bestemte formål. God skattepolitik indsamler midler på en sammenhængende og bredt baseret måde for så efterfølgende at fordele dem igen i overensstemmelse med finansloven.

For det andet er der ikke noget innovativt over beskatning. Skat er så gammel som faraoerne, der beskattede kogeolie. Når beskatning kaldes innovativ, skyldes det snarere et ønske om at undgå en debat om nye skatter.

For det tredje findes der ikke ’gratis’ skatter. Skatter omfordeler penge fra nogen til andre, og de får os til at bruge mindre af det, der beskattes, og mere af det, der ikke gør det. Skat på benzin, men ikke på strøm vil få langt de fleste til at gå fra benzinbiler til elbiler.

I det lys vil en skat på skibsfart måske være direkte skadelig, fordi den kan flytte transport over på mere forurenende alternativer. Lastbiler udleder op til 100 gange så meget CO2 som skibe, hvis de skal transportere samme mængder over samme distancer.

Klimafinansiering bør indgå i den sædvanlige demokratiske diskussion på linje med andre udgifter i de statslige budgetter

Lars Engberg-Pedersen og Theodore Talbot
Hhv. forskningsleder, Diis og cheføkonom, Centre for Disaster Protection

En post i statsbudgettet

Det betyder ikke, at der ikke er grund til at tale om finansieringen af tab og skader. CO2-udledninger har været med til at skabe den rige verdens velstand, og de undergraver nu fattige landes udvikling.

’Forureneren betaler’ er et godt princip, der også gælder for vores samfund som helhed, men udgiften skal ses på lige fod med alle andre udgifter på statsbudgettet.

Hvis den kræver yderligere indtægter, ville det være fornuftigt at beskatte problemet, nemlig udledningen af CO2. En bredt baseret skat på CO2-udledninger kan indfases over tid, så særligt berørte borgere og virksomheder kan nå at tilpasse sig.

Den vil skabe det nødvendige finansielle grundlag, påvirke den uhensigtsmæssige adfærd og etablere betalingen for tab og skader som et udgiftsområde på linje med andre statslige udgifter, hvorved den indgår i den sædvanlige demokratiske diskussion, som vælgere kan tage politisk stilling til.

Det vil ikke være innovativt, men det vil være god politik.