Forsker: Vi mangler stadig svar på de sværeste spørgsmål om modtagecentre

Hvem kan overføres til modtagecentre i tredjelande? Hvad skal der ske med asylansøgere, der banker på danskdrevne modtagecentres dør? Og hvilke retsgarantier skal der være til stede i tredjelandet? 

Det er nogle af de vanskelige juridiske spørgsmål, som regeringen skal overveje, når den inden for det næste år ønsker at lande en aftale om modtagecentre for asylansøgere i tredjelande.  

Asylbehandling i tredjelande er ikke i sig selv i strid med international ret. 

Det fremgår af både regeringens nye juridiske notat om de juridiske aspekter af regeringens plan om at etablere et modtagecenter uden for Europas grænser og Institut for Menneskerettigheders notat om samme emne. 

Men selvom det ikke er i strid med internationale konventioner at rykke asylbehandlingen til et tredjeland, har Danmark stadig juridisk ansvar for de asylansøgere, vi overfører.  

Og især de tre ovenstående spørgsmål savner vi stadig svar på; svar, som hverken notatet eller ministerens seneste udmeldinger i Politiken giver.

Hvis Danmark indgår en aftale med et tredjeland, skal regeringen sørge for, at asylsystemet fungerer, så asylsøgere ikke overlades til langtrukne og ineffektive asylprocesser.   

Nikolas Feith Tan
Forsker, Institut for Menneskerettigheder

To modeller for modtagecentre
Snart skal Danmark træffe et valg mellem to modeller for modtagecentre. 

Enten skal modtagecentret være under dansk jurisdiktion, så Danmark kontrollerer og driver centret. Eller skal modtagecentret etableres under tredjelandets jurisdiktion, så tredjelandet overtager det juridiske ansvar for asylprocessen. 

Ministeren erklærer sig græskkatolsk, når det kommer til de to modeller.  

Derfor er det særligt ærgerligt, at regeringens notat ikke svarer på, hvilke retsgarantier og systemer der skal være til stede i tredjelandet, hvis vi vælger den sidste model, hvor centret etableres under tredjelandets – og ikke Danmarks – jurisdiktion.  

Her mangler vi svar
Jeg savner også en klar definition af, hvem der ikke kan blive overført til modtagecentre. Uledsagede mindreårige, syge asylsøgere eller asylsøgere med familie i Danmark kan muligvis ikke overføres og må blive i Danmark, siger ministeren.

Men det skal fremgå klart, hvilke grupper det drejer sig om. Under alle omstændigheder skal asylansøgere vurderes individuelt, før de kan overføres til et tredjeland.

I den første model vil Danmark have jurisdiktion over centret og de mennesker, der bor der. Og hvad så, hvis spontane asylansøgere skulle finde på at banke på modtagecentrets dør? 

Danmark skal nemlig leve op til princippet om non-refoulement, der betyder, at Danmark ikke må overføre et menneske til et sted, hvor der er risiko for tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Danmark er altså forpligtet til at tage stilling til sine non-refoulement-forpligtelser – også i tredjelandet.  

I den anden model vil tredjelandet stå for asylprocessen og beskyttelse af flygtninge. Det kræver for det første et velfungerende asylsystem, og for det andet at asylansøgere, der er vurderet som flygtninge, får beskyttelse i overensstemmelse med Flygtningekonventionen.  

En aftale med et tredjeland om selve asylprocessen er jo ikke det samme som en aftale om langvarig beskyttelse af de asylansøgere, som viser sig at være flygtninge og have ret til beskyttelse.  

Australsk og amerikansk model sinker asylbehandling 
For at forstå, hvad model to kan medføre, hvis der ikke stilles krav til tredjelandets asyl- og retssystem, er det nyttigt at se på eksempler fra andre lande. 

Australien etablerede i 2013 lejre i Nauru og Papua New Guinea uden fungerende asylprocedurer, og tusindvis af asylansøgere sad i lejrene i cirka to år, før de første afgørelser blev truffet.