K vil ind i forhandlinger om bistandsbesparelser

Af Per Stig Møller
Udviklingsordfører for Konservative

Det er en ordentlig mundfuld, regeringen tager fra udviklingsbudgettet til brug for asylbehandlingen i Danmark.

Jeg bekender, at vi gjorde det samme i sin tid, om end ikke så voldsomt, men vores verdensdel oplever også nu store strømme af flygtninge, fordi store dele af den muslimske verden er i opløsning. Disse flygtninge kommer oven i det sædvanlige flygtningepres fra afrikanske lande.

Vi kan heller ikke være sikre på, at vi i år har set det værste. Breder IS eller tilsvarende totalitære islamistiske organisationer sig, får vi endnu flere.

Vi står således med et problem. Vi har en fælles interesse i at håndtere dette på en måde, som såvel regeringen som oppositionen kan leve med. Oppositionen kan jo være regering i morgen, og omvendt.

Vi burde derfor sætte os ned sammen og se på, hvad der er kronjuveler i udviklingsbistanden, hvad der er basalt nødvendigt, og hvad vi gerne ville gøre, når og hvis der er midler til det.

Vi har en fælles interesse i at håndtere dette på en måde, som såvel regeringen som oppositionen kan leve med. Oppositionen kan jo være regering i morgen, og omvendt.

Per Stig Møller
Udviklingsordfører, Konservative

Vi burde sætte os ned sammen og se på, hvor vi bør lægge vægten imellem den bilaterale og den multilaterale bistand.

Vi må erkende, at bistand er en langsigtet investering, som derfor lider skade, når man starter noget uden at fuldføre det. Derfor burde vi sætte os ned sammen og se på, hvad der under alle omstændigheder bør og skal fuldføres.

Manglende invitation fra regeringen
Regeringen har intet initiativ taget til at bringe os sammen for at tage denne diskussion og træffe sådanne tværpolitiske beslutninger.

Regeringen vil åbenbart kun snakke bistand og bistandens fremtid med SF og Enhedslisten. Men de kommer jo næppe i regering efter valget. Det er mere sandsynligt at blå blok gør. Hvis S og R derfor vil have indflydelse på fremtidens udviklingspolitik, burde de sætte sig ned sammen med os og definere den fremtidige bistand. Men det gør de ikke.

Hvis vi nu alligevel satte os ned sammen, ville jeg prøve at cirkle os ind på, hvad der i hvert fald ikke kan røres, præcisere, hvad der er kronjuvelen, og hvad der kan røres, når man møder uventet store flygtningestrømme.

Hvis vi kom dertil, ville jeg præcisere, at bekæmpelsen af fattigdom er grundstammen i vores bistandspolitik. Og når den er det, skal den forblive stor.

Der skal være en fattigdomsramme
Jeg ville foreslå, at vi blev enige om, at den ikke kan komme under en vis procentdel af den samlede bistandsramme. I dag udgør fattigdomsrammen 75 procent af den samlede bistand. Den globale ramme inklusive administrationsbidragene udgør altså 25 procent.

Da det er fra den globale ramme, flygtningemodtagelsen finansieres, må den have en vis elasticitet, men skal fattigdomsbekæmpelsen fortsat være hovedindsatsen, må der være grænser for, hvor meget der kan forskydes fra denne indsats til andre opgaver inden for den globale ramme.

Man kunne for eksempel sige, at fattigdomsrammen aldrig må komme under 70 procent, og samtidig justere på tallene mellem multilateral og bilateral bistand. Får en regering alligevel brug for mere end disse fem procent, må der være enighed om, at den i så fald må findes andetsteds.

Som jeg skrev i mit sidste indlæg og gerne vil gentage i denne forbindelse, er der tre bevæggrunde bag udviklingspolitikken: den altruistiske (vi føler et moralsk ansvar for at hjælpe, fordi vi kan), den egoistiske (hjælpen `brander´ Danmark positivt både i modtagerlandene og omverdenen), og den politiske (vi har geopolitiske interesser i at have allierede og partnere i store, internationale anliggender, og modtagere af bistand igennem en årrække er ofte sådanne partnere). Der er følgelig grænser for, hvor meget vi kan skære, hvis vi vil opnå disse gevinster.