Debat

Danmark skal stille klare krav til Afghanistan

DEBAT: Vi skal straks trække stikket, hvis det afsløres, at de danske bistandskroner ender i de forkerte lommer, skriver Liberal Alliances udviklingsordfører, Mette Bock. Hun mener, at der skal være tydelige konsekvenser.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Jeg synes, der er alt for mange eksempler på, at udviklingsbistand fastholder i afhængighed og ikke fremmer initiativ og selvstændigt ansvar. Vi skal støtte de hårde projekter, der udfordrer til selvstændighed og økonomisk vækst.

Mette Bock
Udenrigs- og udviklingsordfører, Liberal Alliance
Fakta

Fra 3. september og en måned frem handler Udviklingsdebatten om Danmarks fremtidige indsats i Afghanistan.

Mød denne måneds debatpanel.

Udviklingsdebatten på Altinget | Udvikling har til formål at fokusere og styrke den udviklingspolitiske debat i Danmark. Løbende inviterer Altinget l Udvikling eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for udviklingsområde.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til kafr@altinget.

Af Mette Bock
Udenrigs- og udviklingsordfører for Liberal Alliance

Først handlede det om forsvar mod og bekæmpelse af terrorisme. Så ændrede perspektivet sig langsomt til beskyttelse af den slidsomme opbygning af institutioner og infrastruktur. Og i de seneste måneder af den danske tilstedeværelse har træningen af afghanerne til selv at overtage en række opgaver været den centrale indsats.

Nu tager vi hul på næste kapitel, som fokuserer på udviklingsbistand, og vi kommer til at bidrage massivt i de kommende år. Men kan vi overhovedet bidrage med noget af betydning?

Ja, hvis præmisserne og prioriteringerne er klare.

Klare konsekvenser
For det første må det være et ufravigeligt krav, at vi trækker stikket omgående, når vi afdækker korruption og snyd i konkrete projekter. Her synes jeg, at Danmark i flere situationer har været for tøvende. Der skal være klare konsekvenser, også selvom korruption er en så integreret del af den afghanske økonomi og kultur i det hele taget. Og det skal siges tydeligt.

For det andet bør indsatsen fokusere på udviklingen af den afghanske økonomi. Ellers vil Afghanistan i fremtiden være totalt afhængig af udviklingsbistand - og dermed blive fastholdt i fattigdom.

For det tredje bør der udarbejdes en langsigtet plan for, hvordan Danmark, efter udløbet af de nuværende aftaler om bistand, over en årrække nedtrapper sit engagement.

Jeg er meget skeptisk over for tanken om, at nationbuilding kan lykkes. Hvis ikke afghanerne selv vil, kommer de heller aldrig til at tage ansvaret for udviklingen af dette skrøbelige og mishandlede land.

Udviklingsbistand kan fastlåse
Jeg synes, der er alt for mange eksempler på, at udviklingsbistand fastholder i afhængighed og ikke fremmer initiativ og selvstændigt ansvar. Lad os lære af det og her ved overgangen til et nyt kapitel ikke fristes til at fokusere på luftige og bløde projekter, der får os til at føle os gode og velmenende. Vi skal støtte de hårde projekter, der udfordrer til selvstændighed og økonomisk vækst.

Jeg er helt klar over, at det kræver modig politisk ledelse og formentlig vil komme på tværs af mange ngo'ers hidtidige praksis. Men der er behov for nytænkning. Ikke mindst i Afghanistan. Og ngo'erne må gerne tænke med!
 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Bock

Sognepræst, Horsens Provsti, tv-vært, Dk4, fhv. kultur- og kirkeminister og MF (LA)
cand.phil. i filosofi (Odense Uni. 1982), cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1986)

0:000:00