Kort overblik: Verdensmål i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi

Nogle rapporter flyder over med verdensmålslogoer. Regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er ikke en af dem. Men her er et overblik over strategien set med verdensmålsbriller.

Regeringen præsenterer sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi mandag eftermiddag. 
Regeringen præsenterer sin nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi mandag eftermiddag. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Rasmus Raun Westh

Ordet verdensmål optræder blot to gange i den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, regeringen fremlagde mandag eftermiddag.

De 17 mål optræder meget kort i et afsnit, hvor regeringen skriver, at den vil ”fastholde FN som centralt forum for samarbejde om verdens grønne omstilling”.

Her fremgår det, at regeringen ”arbejder for, at FN’s klimakonvention og Parisaftalen og Verdensmålene udgør den internationale ramme for den globale klimaindsats”.

Dernæst – og sidst – dukker verdensmålene op i kapitlet om økonomisk diplomati.

”Grønne strategiske partnerskaber understøtter opnåelse af verdensmålene samtidig med, at danske virksomheders markedspositioner og eksportmuligheder forbedres.”

Læs også

Eksporthjælp med betingelser

Den 61 sider lange strategi opridser desuden en række målsætninger, der i vidt omfang er gengangere fra tidligere udmeldinger på verdensmåls-, udvikling- og eksportfronten.

Heraf kan nævnes:

  • Regeringen lægger vægt på social retfærdig grøn omstilling på sine eksportfremstød hos ”verdens store udledere” som eksempelvis USA og Indien, som statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte i efteråret.
  • Strategien fremhæver Danmarks rolle i Zero-Emission Shipping Mission, et offentligt-privat samarbejde med bl.a. Mærsk, der vil have emissionsfri skibe udviklet og søsat i en fart.
  • Sammen med erhvervslivet vil regeringen kæmpe for, at ”en stor del” af EU’s penge går til ”reelle, grønne indsatser” med den største gevinst for både klimaet og miljøet. Det gælder bl.a. den grønne omstillingsplan Fit for 55 og pengene til unionens coronaramte økonomier.
  • Regeringen vil gøre EU’s liste over skattely mindre tandløs.
  • Danmark skal levere ”rent vand, ren energi og bæredygtige fødevareløsninger” til Afrika. Udviklingslandene, særligt i Afrika, skal guides ned ad den grønne sti fremfor den sorte, særligt nu hvor ulandenes middelklasser vokser.
  • Både det indre marked og EU’s handelspolitik skal sætte turbo på den grønne omstilling og skabe ”ordentlige vilkår for alle. Det kræver, at EU får en mere værdibaseret og mere strategisk tilgang til handelspolitikken,” skriver regeringen med henvisning til udenrigsminister Jeppe Kofods doktrin om en udenrigspolitik baseret på socialdemokratiske værdier.
  • Apropos socialdemokratisme og arbejdstagerrettigheder, så vil Danmark være ”verdens tillidsmand” i FN’s sikkerhedsråd, hvis altså Danmark får en af de ti midlertidige pladser i rådet i 2025.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00