Læger uden Grænser: Sahel-mission er en tikkende bombe for Malis befolkning

DEBAT: Befolkningen i Mali er i høj grad afhængig af humanitære nødhjælpsorganisationer. Men når militære og politiske aktører trænger ind i den humanitære sfære, som Danmark gør lige nu, truer det organisationernes arbejde, skriver Heidi Christensen.

Af Heidi Christensen
Formand, Læger uden Grænser

I Mali, i byen Douentza i Mopti-regionen, driver Læger uden Grænser (MSF) en fødselsklinik.

Gravide, der kommer her, har ofte været ude på en lang og farlig vandring for at komme frem. Vejene kan være mineret, og risikoen for at blive røvet af en bande eller møde en bevæbnet milits er så stor, at de civile ikke kan bevæge sig frit rundt.

De er fastlåste og fanget i en skrøbelig situation. Og det gælder ikke bare denne region.

Sikkerhedssituationen er en begrænsning
I disse fjerntliggende områder er antal tilfælde af mæslinger, malaria og meningitis høj, og børnedødeligheden øges yderligere på grund af underernæring og mangel på fødselshjælp.

Der er nærmest ingen fungerende sundhedsklinikker i områderne, og befolkningen er derfor i høj grad afhængig af humanitære nødhjælpsorganisationer som blandt andet Læger uden Grænser.

En af de største begrænsninger for nødhjælpsorganisationernes tilstedeværelse er sikkerhedssituationen. Og en af de vigtigste forudsætninger for at kunne være til stede er opfattelsen af, at organisationerne er oprigtigt neutrale og uafhængige, og at de yder hjælp, hvor behovet er størst.

Stater har som oftest en meget bredere agenda end "humanitær indsats".

I Mali bruges principper som stabilisering, integration og antiterrorisme i FN-missionen. Der skal promoveres demokrati, bekæmpes terrorisme og skabes tillid i én samlet agenda. 

Den humanitære indsats bliver italesat som et af midlerne til at nå målet og er derfor helt tydeligt ikke neutral, uafhængig eller baseret på, hvor det største behov er.

Stater instrumentaliserer humanitær hjælp
Stater er på den måde i tiltagende grad klar til at underordne den humanitære indsats de politiske eller militære mål for at opnå accept blandt befolkningen og på den måde instrumentalisere humanitær hjælp.

For lokalbefolkningen bliver det svært at se forskel på, om en humanitær indsats har baggrund i en udenlandsk neutral og upartisk ngo eller en udenlandsk politisk drevet militærenhed, og for oprørsgrupper bliver alt en del af fjendebilledet. FN-missionen i Mali er blandt de mest angrebne i FN’s historie.

Så når militære og politiske aktører trænger ind i den humanitære sfære, kan de true muligheden for at de  humanitære nødhjælpsorganisationer kan udføre deres arbejde.

Grænserne mellem, hvem der er hvem, forekommer udvaskede, og ved at skabe tvivl om tilhørsforhold risikerer man at udsætte humanitære nødhjælpsorganisationer for angreb, som resulterer i manglende adgang til den nødvendige hjælp for den nødlidende og mest udsatte del af befolkningen. 

I lande som eksempelvis Somalia og Afghanistan har sammenblandingen af militære og humanitære aktiviteter været katastrofal for humanitære nødhjælpsarbejdere.

Adskil militære og humanitære aktioner
I Mali er humanitær nødhjælp stadig mulig, men på et meget usikkert grundlag, og der er områder, hvor vi ingen adgang har.

Med det danske militær som deltager i FN’s mission i Mali (Minusma) og Barkhane-missionen i Mali vil vi opfordre til at bruge indflydelsen til at trække i den rigtige retning, at holde militære og humanitære aktioner adskilt og stoppe instrumentaliseringen af humanitær nødhjælp.

Man skal ikke være med til at sætte den nødvendige og allerede meget pressede humanitære indsats i Mali i yderligere fare for i fremtiden ikke at kunne komme den udsatte befolkning til hjælp.

Der er dog desværre ikke meget, der tyder på, at vores nye regering vil gøre det anderledes end den gamle, når man læser udenrigsministerens bemærkninger til Folketingets godkendelse af indsatsen i Mali.

Dagen, hvor udenlandsk militær/Minusma og Barkhane forlader Mali, kommer højst sandsynligt før den dag, hvor humanitære nødhjælpsorganisationer ikke længere er nødvendige i landet. Forhåbentligt vil befolkningen til den tid stadig have tiltro til ægte humanitarisme og dermed sikre, at hjælpen kan komme frem.

Forrige artikel Debat: Klima og menneskerettigheder skal gå hånd i hånd Debat: Klima og menneskerettigheder skal gå hånd i hånd Næste artikel Plan Børnefonden: Dansk militærbidrag sikrer ikke stabilitet og udvikling i Sahel Plan Børnefonden: Dansk militærbidrag sikrer ikke stabilitet og udvikling i Sahel