Lektor: En progressiv vaccineskat kan mindske den globale vaccineulighed

Covid-19 vaccinerne er meget ulige fordelt. Mens vi i Danmark uddeler tredje stik, kigger borgere i verdens fattigste lande langt efter det første. I begyndelsen af 2021 erklærede WHO's generaldirektør Tedros Adhanom Ghebreyesus, at den ulige fordeling af covid-19 vacciner placerer verden på randen af et katastrofalt moralsk svigt.

I dag kan vi konstatere, at Ghebreyesus' opfordring til handling ikke blev fulgt. I højindkomstlande har 76 procent af befolkningen modtaget mindst ét vaccinestik, mens det i lavindkomstlande blot er 8,5 procent.

Det nuværende bud på, hvordan denne ulighed ændres, hedder Covax. Det er et internationalt initiativ oprettet af blandt andre WHO. Covax har til formål at udbrede vacciner til verdens fattigste lande.

Covax drives af donationer, der primært kommer fra nationalstater. Bidragene kan enten være i form af vaccinationer eller penge, der bruges til at indkøbe vacciner. Covax er forsøget på at leve op til WHO's slogan for pandemihåndtering om, at ingen er sikre, før alle er sikre.

Vaccineulighed er markedslogik
Den nuværende vaccineulighed afspejler dels en markedslogik, hvor de, der har råd, køber vacciner, og en velgørenhedslogik, hvor de, der ikke har råd, må forlade sig på andres frivillige bidrag til Covax.

Markedslogikken med de velkendte udbud og efterspørgselsmekanismer har den klare fordel, at den sikrer incitament til at udvikle vacciner. Men den nuværende kombination af velgørenhed og markedslogik er præget af en række uretfærdigheder.
Den første er, at vacciner fordeles efter købekraft, så længe viljen til at donere til Covax er utilstrækkelig. Den anden er, at der en uretfærdig ulighed i beskyttelse mod sygdom og død.

Den nuværende kombination af velgørenhed og markedslogik er præget af en række uretfærdigheder

Andreas Albertsen
Lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

I det enkelte land ville ingen fordele vaccinerne så skævt, som vi gør det nu på tværs af lande. Desuden er det også i sig selv problematisk at adressere denne ulighed gennem frivillige donationer. Det tillader nogle lande at overlade ansvaret til andre. Men er det ikke en fælles opgave at beskytte de svageste? 

En alternativ vaccineskat
I en nylig udgivelse i Journal of Medical Ethics har jeg argumenteret for, at vi bør overveje et alternativ til den nuværende kombination af markedskræfter og velgørenhed. Jeg kalder alternativet for en vaccineskat.

Grundtanken er, at for hver vaccine et land køber, sættes en brøkdel af det betalte beløb til side. Pengene øremærkes til Covax og dermed til at skabe en mere ligelig vaccinefordeling. Forslaget er ikke et alternativ til Covax. Det er er snarere en ny måde at sikre tilstrækkelige midler til indsatsen. Et tiltrængt supplement til frivillige donationer. 

Vaccineskatten er mere retfærdig end den nuværende model, fordi den i højere grad sikrer, at bidraget afspejler et lands betalingsevne. Den sørger tilmed for, at de lande, der prioriterer vacciner til egne borgere, også bidrager til at løse den fælles forpligtelse med at skaffe vacciner til verdens fattigste. 

I praksis kunne afgiften indføres således, at det er vaccineproducenterne, der er ansvarlige for, at pengene bliver sat til side og overført til Covax. Der skal selvsagt være gennemsigtighed i denne proces.

Vaccineskatten er mere retfærdig end den nuværende model, fordi den i højere grad sikrer, at bidraget afspejler et lands betalingsevne

Andreas Albertsen
Lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Der er ikke behov for, at beskatningen (eller afgiften, om man vil) inddrives nationalt eller overnationalt. Implementeres den på virksomhedsniveau, vil det givetvis betyde, at skatten i praksis betales af de købende lande. Det er ikke en ulempe. Det sikrer, at det købende landet bidrager til en mere retfærdig global fordeling af vaccinerne. Og bidraget er proportionelt med, hvor meget landene bruger på at beskytte deres egne befolkninger.

Retfærdig og progressiv
Den konkrete skatteprocent kan altid diskuteres. Men den mest retfærdige version af vaccineskatten er progressiv. Så ville den andel, der overføres til Covax, være højere for højindkomstlande end for mellemindkomstlande. Lavindkomstlande kunne med fordel undtages fra skatten, så den ikke gør det dyrere for disse at købe vacciner, hvis de vil. 

Der er flere muligheder for at tilskynde vaccineproducerne til at implementere skatten. Covax kunne beslutte kun at købe vacciner fra virksomheder, der implementerer skatten.  EU kunne – inspireret af en idé, der var på tale i diskussionen af den finansielle transaktionsskat – implementere et princip om, at medlemslande er forpligtede til at sørge for, at der betales vaccineskat af vacciner solgt fra eller købt af EU-lande.

Fremadrettet kunne patentlovgivningen ændres, så ansøgere forpligtes til at administrere vaccinationsskatten. Og offentlig støtte til vaccineforskning kunne være forbeholdt producenter, der deltager i ordningen. 

Vaccineafgiften er ikke et radikalt forslag. Det er tænkt som en lille forbedring af et system, der er mangelfuldt på mange måder. Det løser ikke alle fejlene. Men det ville været et stort skridt i den rigtige retning.