Debat

Unicef Danmark: Lige adgang til vaccinationer kræver mere end blot vacciner

Lige nu er den vigtigste mission for den internationale vaccinealliance Covax at få omsat vaccinedoser til egentlige vaccinationer i verdens fattigste lande, skriver Jakob Colville-Ebeling.

Som en del af den internationale vaccinealliance Covax har Unicef gennem hele pandemien sørget for, at vacciner kommer ud i alle afkroge af verden, skriver Jakob Colville-Ebeling. 
Som en del af den internationale vaccinealliance Covax har Unicef gennem hele pandemien sørget for, at vacciner kommer ud i alle afkroge af verden, skriver Jakob Colville-Ebeling. Foto: UNICEF/UN0564326/Dejongh
Jakob Colville-Ebeling
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I weekenden kunne vi igen feste natten igennem på klubber og diskoteker. Vi kunne nyde en middag på restaurant uden at skulle vise coronapas og være ude af døren klokken 23. Og vi kan igen gå i butikker og køre med tog uden at gemme os bag et mundbind.

De snærende bånd er løsnet, og for langt de fleste af os er det en befrielse. Men midt i befrielsens beruselse må vi huske på, at pandemien fortsat har voldsomme konsekvenser andre steder i verden. Vi ved fra sundhedseksperterne, at en af de primære årsager til, at vi i Danmark står så godt, som vi gør lige nu, skyldes vaccinerne. 

Temadebat

Hvordan bør Danmark forholde sig til vaccineulighed?

Hvad bør Danmark gøre for at mindske vaccineulighed? Skal Danmark donere flere vacciner til udviklingslande? Bør det internationale Covax-samarbejde udvides? Og skal vaccinepatenterne suspenderes?

Altinget Udvikling har inviteret en række aktører med tilknytning til emnet til at forholde sig til ovennævnte spørgsmål.

Har du lyst til at bidrage til debatten, er du meget velkommen til at sende din henvendelse til debatansvarlig Pernille Tørslev på [email protected] og aftale nærmere.
 

I Danmark er 81 procent af befolkningen færdigvaccinerede. I lavindkomstlande er det tal kun 5,6 procent, og i Afrika har flere end 84 procent end ikke modtaget et eneste stik. Det er en ulighed, som er både uretfærdig og potentielt undergravende for vores alles sikkerhed.

Globalt ansvar
Vi har et globalt ansvar for verdens fattigste lande, hvor børn stadig mærker konsekvenserne i form af skolelukninger og økonomiske efterskælv.

Desuden vil pandemien igen kunne ramme os og resten af verden, hvis nye og potentielt farligere varianter opstår i områder med lav vaccinedækning. Man kan ikke sætte en stopper for pandemiens rasen ved at udrydde den i et land ad gangen. Det er omikron et tydeligt bevis på.

For lad os spole tiden et halvt års tid tilbage. Efter en lang sommer, hvor vi næsten havde glemt pandemiens snærende bånd, og et efterår, hvor mundbind og stramme restriktioner heller ikke var noget, som vi bekymrede os synderligt om, kom omikronvarianten buldrende ind over Europas grænser.

Risikoen for, at endnu en variant udvikles uden for Danmarks grænser og spreder sig med lige så stor hastighed, er reel. Derfor er det også i vores egen interesse at sikre vaccinationer i hele verden – og det er også i vores interesse, at udviklingen af pandemien bliver fulgt tæt. At der bliver testet, og at prøverne analyseres, så vi kan følge med i, om nye varianter udvikles.

Fra vaccine til vaccination
Som en del af den internationale vaccinealliance Covax har Unicef gennem hele pandemien sørget for, at vacciner kommer ud i alle afkroge af verden. Unicef har i årtier været verdens største distributør af vacciner, og det er denne erfaring, som nu bidrager til, at den største vaccinationsindsats i historien lykkes.

I Covax nåede vi for nyligt en vigtig milepæl, da vi rundede leveringen af en milliard covid-19-vaccinedoser. Herudover har Unicef distribueret flere end 958 millioner vaccinesprøjter, 10,2 millioner sikkerhedsbokse, 418 millioner medicinske masker, 41.000 iltkoncentratorer og 8,7 millioner tests til lande over hele verden.

Risikoen for, at endnu en variant udvikles uden for Danmarks grænser og spreder sig med lige så stor hastighed, er reel

Jakob Colville-Ebeling
Direktør for kommunikation, internationale programmer og public affairs i Unicef Danmark

Når det er vigtigt at nævne alt det ekstra udstyr, skyldes det ikke mindst, at den største udfordring i øjeblikket ikke er mangel på vacciner på globalt plan, men snarere at få vaccinerne omsat til egentlige vaccinationer i udviklingslandene. 

Det er en udfordring, som Unicef og resten af Covax-alliancen er yderst optaget af, og som vi arbejder hårdt for at imødekomme. At omsætte vacciner til vaccinationsstik kræver ikke alene det rette udstyr såsom sprøjter og opbevaring. Det kræver også, at det er muligt få dem leveret i tide. 

Behov for privat og offentlig støtte
En del rige lande har tidligt i pandemien provianteret så massivt med vacciner, at de nu står med et overskud, som man giver til udviklingslandene.

Men kort holdbarhed – og derfor problemer med at få vaccinerne afsat – betyder, at de i alt for mange tilfælde ikke når ud i sprøjten og ind i armen på de millioner af mennesker, der har så stort behov for dem. Hertil kommer dårlig infrastruktur i modtagerlandene, mangel på uddannet personale, misinformation og vaccineskepsis, der også komplicerer udrulningen. 

Heldigvis bliver vi hele tiden bedre til at finde løsninger, og de seneste tre til fire måneder er der for alvor kommet fart på vaccineudrulningen. Vi er også lykkedes med at halvere omkostningerne for at levere covid-19-vacciner, og der er sat ind for at modarbejde misinformation og vaccineskepsis. 

Kampen for lige adgang til covid-19-vacciner og for at sætte en stopper for pandemien fortsætter. Men vi kan ikke gøre det alene. Der er forsat behov for, at både private og offentlige aktører støtter op om den historisk store vaccinationsindsats.

Både med vaccinationsdoser til verdens fattigste lande. Men også – og ikke mindst – med finansiel støtte til det udstyr og den opsætning, der er nødvendige for at omsætte vacciner til vaccinerede. 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Colville-Ebeling

Fhv. direktør for kommunikation, int. programmer og public affairs, Unicef Danmark
cand.comm. (Roskilde Uni. 2004)

0:000:00